I Mozambique får kun eliten gavn af råstofferne

Analyse: Temaprojekter er tidens buzz-word i Mozambique – kæmpestore projekter med udenlandske investorer, som hverken giver arbejdspladser, skattekroner eller udenlandsk valuta til fordel for den almindelige mozambikaner.

Af Bo Christensen, kommunikationsrådgiver for MS i Mozambique

Indtil for 40-50 år siden var det ganske åbenlyst, hvad de vestlige lande ville med Afrika. De ville hente alle de råstoffer, rigdomme og naturressourcer, som de overhovedet kunne fragte nordpå, for selv at blive rigere og mætte sin befolkning. Siden er europæerne blevet smidt på porten, men de seneste år er kampen om Afrikas ressourcer igen taget til – bare i en anden form. En lang række både lande og virksomheder vil gerne have sin del af kagen i Afrika.

Men i dag er det langt mere uigennemskueligt, hvad der foregår. For mange lande giver med den ene hånd og tager med den anden. I dag kommer kineserne og bygger en lufthavn, en vej eller et stadion, for så senere at kunne få tømmer fra skovene, kul fra minerne eller uendeligt store rismarker. Store virksomheder fra Brasilien og Australien graver kul i miner, der er på størrelse med Jylland – og de gør det på favorable vilkår. I Mozambique har den slags investeringer fået det meget passende navn megaprojekter.

Megaprojekter er tidens buzz-word i Mozambique. Regeringen er voldsomt interesseret i at forhandle megaprojekter hjem med store udenlandske investorer. Og de kæmpestore projekter er da også hovedforklaringen på vækstrater, som ligger langt over de vestlige landes. Og på papiret ser det imponerende ud. Mozambique har i mere end ti år haft en vækst på 7-8 pct. om året – selv under finanskrisen. Men efterhånden er det ved at gå op for de forskellige aktører i bl.a. Mozambique, at megaprojekterne måske slet ikke er så guldrandede for landet. I hvert fald ikke i den form de har nu.

Skattefrihed og honorarer til magthaverne

For hvem er det, der får noget ud af de meget store projekter? Virksomhederne og landene, som kommer med de store investeringer, får helt klart den største del af kagen, for investorerne bliver belønnet for deres risikovillige investering med skattefrihed i op til tyve år. 

En anden gruppe, der bliver begunstiget, er de mozambikanske politikere og magthavere. I en af Wikileaks lækagerne for to måneder siden kom det frem, at den mozambikanske præsident Armando Guebuza ifølge ”charge de affairs” på den amerikanske ambassade personligt skulle have tjent mellem 35 og 50 millioner dollars, da Mozambique købte "sin egen" største dæmning tilbage fra portugiserne. Angiveligt en slags konsulent-honorar til præsidenten for at facilitere handlen, hvor Mozambique i 2007 gav en halv milliard kroner for en dæmning, som man kan diskutere om ikke – i hvert fald moralsk set – var deres i forvejen. 

Landet som sådan og befolkningen får altså ikke så meget ud af megaprojekterne i form af f.eks. skattekroner, arbejdspladser og udenlandsk valuta. Flere rapporter har det seneste år vist, at megaprojekterne skaber relativt få arbejdspladser. Så den eneste mulighed for direkte at få noget ud af de såkaldte megaprojekter er at opkræve skat fra de udenlandske investorer i landet.

Ønske om at genforhandle megaprojekter

De seneste måneder har flere anerkendte økonomer foreslået, at Mozambique bør genforhandle vilkårene for megaprojekterne, fordi mozambikanerne får alt for lidt ud af aftalerne. Regeringens modsvar har været, at det var nødvendigt at lave meget lukrative aftaler med udenlandske investorer for overhovedet at overbevise investorer om, at det var en god forretning at komme til Mozambique, som efterhånden var blevet stabilt efter borgerkrigen, som landet kom ud af i 1992.

Både rapporter og eksperter peger på at et land som Mozambique skal stille skrappere betingelser, når de forhandler aftaler med udenlandske investorer, der gerne vil udvinde råstoffer eller dyrke afgrøder i Mozambique. 

”Vi må ændre på spillets regler, når der forhandles kontrakter om megaprojekter. Både for at sikre, at der er gensidige fordele – og at det sker med principperne om gennemsigtighed og ærlighed,” sagde den anerkendte amerikanske økonom Jeffrey Sachs på en konference om Mozambiques økonomi i begyndelsen af februar.

Aftalerne de seneste ti år er simpelthen unfair, fordi Mozambique ikke får en fair pris for deres råstoffer og naturressourcer. Indtil videre har regeringen dog afvist at genforhandle de lukrative aftaler i megaprojekterne, men opmærksomheden omkring de gedulgte aftaler stiger både i og uden for Mozambique – og dermed er der fornyet pres på regeringen for at lave om på aftalerne.

  •  
  •  
  •  
  •