Analyse bragt i Politiken den 13. juni 2008

Nationbuilding: En republik er født i Nepal

Onsdag den 11. juni lukkede og slukkede ekskongen i Nepal for verdens sidste hindu-kongedømme. Politikerne lover demokrati og borgerinddragelse, men det bliver ikke let at bygge en ny nation.

Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder i MS-Nepal

13. juni 2008

Ekskong Gyanendra Shahs afgang fra paladset Narayanhiti i centrum af Kathmandu er et vigtigt symbolsk skridt i dannelsen af en moderne parlamentarisk stat i Nepal. Officielt blev det 240 år gamle monarki afskaffet for to uger siden, da den nyvalgte grundlovgivende forsamling trådte sammen for første gang, og nu, hvor ekskongen, der kom på tronen for bare syv år siden, frivilligt har forladt paladset, kan nepaleserne for alvor vende sig mod den enorme opgave, som står foran dem. De skal bygge et moderne demokrati på ruinerne af en feudal hindustat.

Mange nepalesere er med rette usikre på, om de politiske partier kan levere varen: En opinionsundersøgelse fra januar 2008 viste, at 49 pct. af befolkningen støttede monarkiet, mens 38 pct. var imod – altså et klart udtryk for denne usikkerhed.

Kongen var på den ene side et symbol på det feudale Nepal, hvor magt, ejendom og penge er centreret i samfundets top hos en lille gruppe ældre højkaste-mænd – et system som Nepals maoistiske parti, der blev landets absolut største parti ved valget i april, har kæmpet imod gennem 10 års borgerkrig.

Men samtidig var kongen også et symbol på national enhed. I et land, der tæller over 100 sociale og etniske grupper, og hvor ingen af disse grupper udgør en majoritet, er det ikke en uvæsentlig rolle. Derfor er en af de helt store udfordringer for Nepals politikere i den kommende tid at få alle grupper med ombord i det nye demokratiske projekt.

VED VALGET i april gav folket politikerne klar besked. De stemte i overvældende tal på de tidligere oprørere, maoisterne, der samlet fik omkring en tredjedel af pladserne i den nye grundlovgivende forsamling og dermed har udsigt til at blive det regeringsdannende parti. Det moderate kommunistparti, UML, og det mere konservative, Nepali Kongres, som har siddet på magten i Nepal siden det første demokratiske valg i 1991, led imidlertid forsmædelige nederlag, med under 20 pct. af pladserne. Mange begrundede dette med et stærkt ønske om forandring.

DENNE FORANDRING er maoisterne blevet et billede på, fordi de har formået at sætte den enorme sociale ulighed på dagsordenen og i deres egne rækker har inddraget både kvinder, unge og fattige samt etniske og socialt marginaliserede grupper. Hertil kommer, at de har talt for reformer i uddannelsessystemet og en omfordeling af jorden – to afgørende punkter, hvis Nepal skal ud af fattigdommen.

Den nyvalgte grundlovgivende forsamling giver således håb for et nyt Nepal for hele folket, 33 pct. af de nyvalgte er kvinder, og 34 pct. kommer fra marginaliserede etniske grupper.

Samtidig tæller forsamlingen mange yngre og uuddannede. Et af de store spørgsmål lige nu er, hvor meget magt den nye forsamling får. For det første bliver det praktisk vanskeligt at inddrage alle 602 medlemmer i beslutningstagningen. For det andet har de tre store partier tydeligt svært ved at afgive magt. Som eksempel blev den første samling for de nye parlamentarikere udskudt 10 timer, fordi lederne af de tre partier havde svært ved at nå til enighed om, hvorvidt Nepal skal have en præsident, hvilke beføjelser vedkommende skal have, og hvem der kan komme på tale.

SELVE DANNELSEN af en overgangsregering, der skal regere Nepal de kommende to-tre år, mens den nye grundlov skrives, kan let komme til at lide under samme problemer – og forude venter udfærdigelsen af selve republikken. Der skal tages stilling til mange svære spørgsmål, f.eks. om det er muligt og ønskeligt at designe republikken efter etniske eller geografiske retningslinjer.

Samtidig er der presserende samfundsmæssige problemer, som ikke kan vente til politikerne er færdige med at positionere sig. Nepals nærmest permanente mangel på brændstof og elektricitet, de internationalt stigende priser på såvel brændstof som fødevarer kombineret med en skyhøj arbejdsløshed – især blandt de unge – er områder, der rammer almindelige mennesker hårdt.

Og en løsning på disse problemer er naturligt nok en del af nøglen til succes for den nye regering og dermed for den nye republik. Om løsningen ligger lige for, er straks mere tvivlsomt.

Tæt sammenkædet med disse udfordringer er de kaotiske tilstande, som hersker i dele af Nepals sydlige lavland, Terai. Området, som er hjemsted for cirka halvdelen af Nepals befolkning, præges af ”anarki, social uorden og en eskalerende økonomisk krise”, som den anerkendte politiske analytiker C.K. Lal udtrykte det for nylig.

Og den heraf voksende arbejdsløshed forværrer et i forvejen anspændt forhold mellem områdets to største sociale grupperinger, pahadierne, der kommer fra bakkerne (herunder hovedstaden) og madhesierne, som mange nepalesere opfatter som etniske indere.

KONGENS AFGANG er altså nok et vigtigt symbolsk skridt på vejen mod et pluralistisk Nepal. Men dermed er problemerne omkring magtdeling – både ude i distrikterne og centralt mellem regeringen og resten af den grundlovgivende forsamling – kun lige begyndt.