- Forside
- Retfærdig handel
- Fairtrade Byer
- Fairtrade Universiteter
- Fairtrade Gymnasier
- Fairtrade Efterskoler
- Fair Fælled Festival
- Fair elektronik
- Artikler
- Dokumenter
- Links
Århus vil være Fairtrade By
Århus skal være Fairtrade by, det lovede borgmester Nicolai Wammen, da han den 17. juni 2008 fik besøg af aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirkes kampagne ”Gør din By til Fairtrade By”.
|
|
Århus' borgmester Nicolai Wammen med en fairtradekurv, overrakt af MS-aktivister fra det gode skib "Opal".
|
18. juni 2008
"Jeg vil arbejde for, at Århus bliver Fairtrade By, så vi kan blive endnu bedre til at handle med omtanke for verdens fattigste og miljøet", lyder det nu fra Århus’ borgmester Nicolai Wammen.
Dermed er Århus den anden danske by, der har givet tilsagn om at ville være Fairtrade By. København gav tilsagn sidste år, men er endnu ikke blevet godkendt som Fairtrade By.
Aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke sejler i de kommende uger rundt til en række danske byer med kampagnen ”Gør din By til Fairtrade By”. Formålet er at starte en fairtradebevægelse i Danmark i stil med den bevægelse, vi ser i en række andre europæiske byer, hvor de enkelte byer går ind og arbejder for at styrke handelen med fairtradevarer. England kan eksempelvis tælle flere end 300 fairtradebyer, og efter mødet med Nikolaj Wammen konstaterer Mellemfolkeligt Samvirke, at kampagnen kom godt fra start i Århus:
"Vi håber, vi kan være med til at starte et pres nedefra, så flere og flere byer erklærer sig fairtrade. Ved at handle fairtrade sikrer vi en anstændig pris til producenterne – og på den måde kan hver enkel borger og hver enkel by arbejde for på sigt at sikre en mere retfærdig verdenshandel. Mellemfolkeligt Samvirkes kampagne starter flot med Århus i spidsen. Nu håber vi, at de øvrige byer, vi skal besøge, tager lige så godt i mod fairtrade-tanken", siger Peter Christiansen, kampagnechef i Mellemfolkeligt Samvirke.
|
Udover Århus vil aktivisterne fra Mellemfolkeligt Samvirke de kommende uger besøge Horsens, Svendborg, Haderslev og København. Fairtradeaktivisterne vil undervejs arrangere fairtradeaktiviteter – og diskutere fairtrade med politikere og borgere i de enkelte byer.
Sidste år annoncerede Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard, at København skal være Danmarks første Fairtrade By. Der arbejdes stadig på en certificering, og Mellemfolkeligt Samvirke håber, at andre byer følger efter.
”Gør din By til Fairtrade by” besøger de kommende uger følgende byer:
16. -18. juni: Århus
19. -20. juni: Horsens
22. -23. juni: Svendborg
25. -26. juni: Haderslev
29. juni: København
Derudover vil Mellemfolkeligt Samvirke tale fairtrade med deltagerne på årets Roskilde Festival, og endelig vil fairtrade og Fairtrade Byer være i fokus på Mellemfolkeligt Samvirkes egen ”Fair Fælled Festival” i København den 16.-17. august.
For flere oplysninger kontakt:
Maja Andersen tlf. 2683 5620 eller Linda Handrup tlf. 3023 3710.
For at blive certificeret Fairtrade By skal det enkelte byråd tage en politisk beslutning om at fremme kommunale indkøb af fairtradeprodukter. En Fairtrade By skal herefter hvert år dokumentere, at der findes et bredt og stigende antal fairtradeprodukter på både cafeer, restauranter og på offentlige og private arbejdspladser.



