Enøjet. Flere penge skaber ikke færre fattige
Svaret på stigende fattigdomsproblemer er ikke bare flere penge og færre handelsrestriktioner, men jord og ejendomsret.
Af Trine Pertou Mach og Mikael Bjerrum21. juni 2008
TIDLIGERE PÅ MÅNEDEN offentliggjorde Commission on Legal Empowerment of the Poor en rapport om, hvordan global fattigdom kan bekæmpes. Den fortæller, at det er de fattige selv, der er bedst i stand til at arbejde sig ud af fattigdom. Men det kræver, at de får lov. Manglen på juridisk anerkendelse af fattige menneskers rettigheder udelukker dem i dag fra produktive dele af samfundet. De marginaliseres og fastholdes i fattigdom uden reelle muligheder for selv at gøre noget ved situationen.
Kommissionen opfordrer derfor ansvarlige magthavere til at myndiggøre dem ved at formalisere deres adgang til retssikkerhed, ejendomsrettigheder, arbejdstagerrettigheder og til at drive forretning. Især fremhæves behovet for, at fattige får adgang og reel ejendomsret til jord, så de kan skabe sig et indkomstgrundlag baseret på landbrugsproduktion.
NÅR FOLKETINGETS Udenrigsudvalg på mandag holder høring om den globale fødevarekrise, er det relevant at inddrage anbefalingerne i diskussionerne. Baggrunden for høringen er stigningerne i fødevarepriserne, som ifølge en rapport fra Fødevareøkonomisk Institut forøger antallet af fattige med 4,5 procent. World Food Programme (WFP) har beregnet, at de høje priser umiddelbart giver alvorlige problemer for 130 millioner mennesker. I forvejen går 850 millioner mennesker i dag sultne i seng, hvoraf 820 millioner af dem lever i udviklingslande.
Hidtil har det internationale samfunds svar på krisen fulgt devisen ’Mere af det samme’: Fra topmøder tidligere på måneden lød meldingerne således, at krisen skal bekæmpes ved at opprioritere støtten til udviklingslandenes landbrugssektorer og fortsætte afviklingen af EU’s toldbarrierer på mad og produktionsstøtte til landbrug, så det bedre kan betale sig for udviklingslandene at øge fødevareproduktionen.
Denne opskrift er der udbredt konsensus om i det internationale udviklingspolitiske miljø, og den er ikke forkert.
Men den mangler det fundamentale aspekt, som den omtalte rapport sætter fokus på, nemlig den strukturelle barriere mod udvikling, som millioner af de 70-80 procent af udviklingslandenes landbefolkninger er oppe imod: De mangler adgang og reel ejendomsret til jord, der kunne mindske sårbarheden over for udsving i globale fødevarepriser.
Internationale forskningsinstitutioner og bistandsorganisationer fremfører, at jordfordelingen er skæv i mange udviklingslande. I et af Mellemfolkeligt Samvirkes samarbejdslande, Nepal, ejer eksempelvis 5 procent af befolkningen 37 procent af den dyrkbare jord, mens 25 procent er jordløse.
Den skæve fordeling er et resultat af mangelfuld lovgivning, korrupt administration og ’land grabbing’ (tyveri af jord), og det har selvsagt betydelige negative konsekvenser for fattige grupper og for de økonomiske udviklingsmuligheder i landene.
Rige jordejere bruger ofte jorden til mere lukrative formål end fødevareproduktion. Nogle steder ligger den brak, fordi den bruges som rent spekulationsobjekt. Andre steder udlejes jorden til multinationale virksomheder, der er del af det nye biobrændselsboom. Hvis fattige ulandsbønder har adgang til jord, mangler de imidlertid ofte juridisk garanti for ejerskabet i form af et skøde.
Det er, som Commission on Legal Empowerment of the Poor påpeger, et stort problem. For at fattige landbeboere skal turde investere i såsæd, gødning, redskaber og andre produktivitetsfremmende tiltag, skal de være sikre på, at de både formelt og reelt har ejendomsret til jorden.
STUDIER AF udviklingen i lande som Japan, Sydkorea, Taiwan og Vietnam viser, at jordreformer, som har demokratiseret adgangen og ejendomsretten til jord, har haft stor betydning for landenes økonomiske udvikling. De har simpelt hen lagt fundamentet for deres ’tigerspring’.
Den måske klareste illustration er 1980’ernes Kina. Mellem 1978 og 1984 gennemførte Kina jordreformer, der indebar, at man gik fra totalt kollektivt ejede farme til begrænset privat ejendomsret. Tidligere professor ved University of Washington Law School, Roy Posterman, har forsket i effekterne af reformerne og konkluderet, at det var de frisatte ressourcer hos millioner af landbeboere, som i starten af 1980’erne kickstartede Kinas landbrugsøkonomiske vækst.
Mellem 1979 og 1984 steg produktiviteten med 50 procent og den gennemsnitlige indkomst blandt landbeboere med 11 procent årligt, mens tilsvarende tal for byboere var 8,7 procent. Verdensbanken vurderer, at 167 millioner kinesere blev løftet op over fattigdomsgrænsen (1 dollar per dag) i 1980’erne.
MANGE UDVIKLINGSLANDE har potentiale til at øge landbrugsproduktionen og dermed indkomsterne i landområderne. Det er den skæve jordfordeling, lavproduktiv og alternativ brug af jord og manglende reel ejendomsret for de fattige, der betyder, at sårbarheden over for globale priser fastholdes.
På Folketingets høring på mandag er der derfor grund til at diskutere jordreformer i udviklingslandene – og hvilken rolle Danmark kan spille heri.
Trine Pertou Mach er formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Mikael Bjerrum er direktør for World Food Programmes Nordiske Kontor.