Fra Bornholms Tidende den 14. juni 2008

Fire år i Nepal

Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal

24. juni 2008

Da Jacob kom fra Rønne til Nepal, var landets borgerkrig på sit højeste, og netop krigen er en af de ting, Jacob synes har været sværest ved livet i Nepal. ”Det var svært at komme rundt de første år, fordi der hele tiden var strejker. Til gengæld har jeg aldrig følt mig truet her i Nepal”, fortæller han over en kop kaffe i det lille og efter nepalesiske standarder chekkede mødelokale på sin arbejdsplads ACORAB - en paraplyorganisation for Nepals hastigt voksende skov af lokalradioer. ACORAB er en ny organisation, som ønsker at støtte lokalradiomiljøet i Nepal med at få den rigtige donorstøtte, og som skal lave lobbyarbejde i forhold til at forbedre lovgivningen for lokalradioerne, og Jacob har brugt de sidste otte måneder på at hjælpe dem i gang med den opgave.  

Da Jacob Thorsen i sin tid blev ansat af Mellemfolkeligt Samvirke, var det for at rådgive lokalradiostationen Radio Lumbini i det sydlige Nepal nær Buddhas fødested omkring deres lytterklubber.

”Da jeg kom, bestod mange af lytterklubberne af unge højkastemænd, der lavede små udviklingsprojekter i landsbyerne og fik lidt  penge til det, der var ikke meget forbindelse til radio eller til kommunikation i det hele taget. Det var så en af de ting, jeg gik i gang med at lave om på. Det skete ikke sådan fra dag til dag, men efterhånden som jeg kom ind på mine kollegaer på radioen, sagde jeg rimelig direkte, at det kunne vi altså ikke blive ved med. Det havde de faktisk ret svært ved at se. Jeg tror, det handler om, at der er blevet givet bistand til Nepal i lang tid, og derfor er der nogle ret faste forestillinger om, hvad udvikling er, f.eks. veje, sundhedsklinikker og den slags, og derfor tog det tid at begynde at se kommunikation som noget, der for alvor betyder noget for udvikling”, siger Jacob Thorsen eftertænksomt.

Mødet med de fattigste

Jacob fandt en god praktisk indgangsvinkel til problemet. Han havde som en del af sit introforløb hos Mellemfolkeligt Samvirke besøgt en lille landsby af såkaldt urørlige, eller dalitter, som de kalder sig, et stykke fra radioen, og her var der ingen lytterklubber eller andre udviklingstiltag. Beboerne levede i små stenalderhuse og passede sig selv.  

Jacob foreslog sin nærmeste samarbejdspartner, at de da kunne spørge beboerne her, om de ville være med i en lytterklub.

 ”Vi tog derud, og først var der da lidt afstand, syntes jeg. Min to kvindelige kollegaer kom i deres højhælede sandaler og fine tøj og var meget anderledes end de fattige i landsbyen. Men der kom hurtigt gang i snakken, og landsbyboerne fortalte os blandt andet om en ung kvinde, der var død under fødslen, fordi sundhedsklinikken havde nægtet at hjælpe hende”.

Det endte med, at Radio Lumbini lavede et radioprogram om episoden, hvor både  sundhedsklinikken og  landsbyboerne medvirkede, ”og det har faktisk bevirket, at de nu har et bedre forhold til klinikken, kommer der mere og ved, at de har ret til gratis lægehjælp”, fortæller Jacob. 

På spørgsmålet om hvorfor hans nepalesiske kollegaer ikke selv kunne se behovet, før han påpegede det, slår han ud med armene og siger: ”Jeg tror simpelthen ikke, de lægger ikke mærke til det. Det er lige som snavset og skraldet alle vegne. Man er vant til fattigdom her. Hvis de virkelig så det på samme måde, som vi ser det, ville de nok blive overvældet over opgavens størrelse og måske give op. Dertil kommer, at selv de mere veluddannede har masser af problemer selv, f.eks. med arbejdsløshed i familien, så de har heller ikke samme overskud, som jeg f.eks. har haft som fremmed”. 

Derfor tror Jacob meget på, at organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke også i fremtiden skal sende udviklingsarbejdere ud i verden. ”Det er i mødet mellem mennesker, at der kan ske noget nyt”, forklarer han og fortsætter, at han også selv synes mødet særligt med kollegaerne på Radio Lumbini har gjort ham i stand til at gøre en forskel. Det har hjulpet ham med ikke at fortabe sig i de ydre rammer:

”Min første nære kollega Durga kom fra en fattig familie, og han tog mig tit med ud i sin lille landsby. Så sad vi der på gulvet i deres lerhus og spiste dahl bath (den traditionelle ret som mange nepalesere spiser to gange dagligt), og efterhånden lærte jeg at finde det helt naturligt”, forklarer Jacob og tilføjer, at han tror, det vigtigste for at kunne være udviklingsarbejder er, at man tør sætte spørgsmålstegn ved sit eget verdensbillede, tør vove sig selv for at få et indblik i andre. 

Magtens hæslige ansigt 
Senere i Jacobs arbejdsforløb hos radioen gik han ind i ledelelsesrådgivning. Blandt andet var han med til at lave en strategisk plan for Radio Lumbinis arbejde, og her mødte han en af Nepals skyggesider, som han kalder dem, nemlig de ekstremt hierarkiske magtstrukturer. ”De er virkelig hæslige. De forhindrer udvikling, som jeg ser det, fordi de betyder, at hvis du er mand og fra en høj kaste, så er du pr. definition bedre end andre mennesker. Og omvendt er du kvinde og fattig, så har du en identitet som marginaliseret. Samtidig er man nødt til at forholde sig til de strukturer og forstå dem, hvis man skal arbejde i Nepal”, mener Jacob.  

Blev far i Nepal

Også på det personlige plan er det en udfordring at slå sig ned på landet i Nepal. ”Jeg elsker mit eget selskab, det skal man nok gøre, hvis man skal bo her som single”, smiler Jacob, der  dog ikke var alene så længe. For tre år siden forelskede han sig i sin danske kollega Malene, som han i dag er gift og venter barn nr. to sammen med. Det første barn Noah, som for nyligt fyldte et år, blev født på missionshospitalet i den lille bjergby Tansen, højt over Jacobs og Malenes hjem nær Radio Lumbini. ”Vi diskuterede det meget, før vi tog den endelige beslutning om at føde i Nepal. Men vi blev enige om, at vi aldrig har mødt modstand fra Nepal, og at det jo var her, vi havde vores dagligdag, vores rutiner og den slags, så det ville nok være lettere at blive her”, smiler Jacob. Alt gik fint, men når Noahs lillesøster om fire måneder kommmer til verden, er parret alligevel glade for at være rykket til Danmark. 

Også på det arbejdsmæssige plan glæder Jacob sig til nye udfordringer. ”Fire år i Nepal er nok, men jeg er ikke færdig med lokalradioproblematikken. Det håber jeg at kunne fordybe mig yderligere i også i mit fremtidige arbejdsliv”, slutter han.