Sejlende Fairtrade By kampagne en succes
Under sloganet ”Gør din by til Fairtrade By” har 15 MS-aktivister de sidste to uger sejlet landet rundt og arrangeret fairtradeevents for interesserede i en række danske havne.
27. juni 2008Lørdag den 28. juni ankommer fairtradeaktivisterne til København – godt tilfredse med kampagnens første resultater.
"Vi er helt overvældede over den interesse, danskerne har vist for Fairtrade By konceptet. Den største succes var uden tvivl Århus, hvor borgmester, Nikolaj Wammen med det samme sagde: "Ja, Århus skal være Fairtrade By". Men også i Horsens, Svendborg og Haderslev var politikerne og ikke mindst borgerne positive. Gymnasie-elever vil lave fairtrade gymnasier og en række borgere vil nu organisere sig for at presse på, så deres byer bliver en del af fairtradebevægelsen," siger kampagnekoordinator Maja Andersen.
Aktivisterne vil ankomme til København den 28. juni og afslutte den sejlende del af "Gør din By til Fairtrade by-kampagnen" med et ”Åben-Båd” arrangement mellem kl.19 og 21. Aktivisterne lægger til kaj i Københavns Havn på Christianshavn-siden på sejlskibet Opal.
Derudover vil aktivister fra Mellemfolkeligt Samvirke tale fairtrade med deltagerne
på årets Roskilde Festival den 3.- 6. juli og endelig vil fairtrade og Fairtrade Byer være i fokus på Mellemfolkeligt Samvirkes egen ”Fair Fælled Festival” i København den 16.-17. august.
For flere oplysninger kontakt Maja Andersen, tlf. 2683 5620
Vibeke Vinther
Kommunikationschef, tlf. 3167 0460
Formålet med "Gør din By til fairtrade by-kampagnen" er at skabe en fairtradebevægelse i Danmark, som vi ser i vore nabo-lande, hvor en række byer erklærer sig Fairtrade Byer. England har eksempelvis ikke færre end 300 erklærede fairtradebyer. For at blive certificeret Fairtrade By skal byrådet tage en politisk beslutning om at fremme kommunale indkøb af fair trade produkter. En Fairtrade By skal herefter hvert år dokumentere, at der findes et bredt og stigende antal fairtradeprodukter på både cafeer, restauranter og på offentlige og private arbejdspladser.
Sidste år annoncerede Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard, at København skal være Danmarks første Fairtrade By – derfor afsluttes turen i København, hvor Fairtrade By-processen er i sin opstart.



