Nicaragua i kamp for demokratiet

I slutningen af juni gik 10.000 nicaraguanere på gaden for bl.a. at protestere mod udelukkelsen af to oppositionspartier fra det forestående lokalvalg i november.

Tekst og foto: Rikke Zeuner, udviklings- og kommunikationsrådgiver for MS-Nicaragua

01. juli 2008

Under parolen ”Diktatur – nej! Demokrati – ja!” gik 10.0000 nicaraguanere fredag den 27. juni på gaden for at vise deres utilfredshed og frustration over regeringens politiske kammerateri og fortsatte indskrænkning af landets demokratiske spillerum.

Protestmarchen, som var arrangeret af en række af Nicaraguas førende civilsamfundsorganisationer, startede i Managuas finansielle centrum. Fra de omkringliggende bygninger kunne funktionærer fra den Interamerikanske Udviklingsbank og diverse nationale banker således nyde synet af de tusindvis af fremmødte, der med hænderne strakt i vejret, knugende Nicaraguas nationalflag, tilkendegjorde, at ”Nok er nok!” og ”Vi vil ikke tie!”.

Baggrunden for demonstrationen er den tiltagende politiske monopolisering og indskrænkning af det demokratiske spillerum, som Nicaragua har været vidne til under Sandinist-regeringens halvandet år ved magten. En udvikling, der blev meget synlig i forbindelse med landets Øverste Valgråds beslutning om at ekskludere de to oppositionspartier Movimiento Renovador Sandinista (MRS) og Partido Conservador (PC) fra det forestående kommunalvalg i november.

Kreativitet og god stemning

Ligesom der ikke blev sparet på slagordene før og under selve marchen, fejlede kreativiteten og opfindsomheden bag demonstrationens mere kreative indslag heller ikke noget.

Således gik præsident Daniel Ortega i djævleskikkelse rundt og hilste på demonstranterne med hånden hævet i V-tegn, mens andre bar på store collager med udklip af de efterhånden talrige og kritiske avisoverskrifter, som regeringen har forårsaget de sidste mange måneder. Synlig i mængden var desuden de mange og store bannere, der med teksten ”Vi takker jer og værdsætter jeres støtte” forkastede Ortegas stærke kritik af donorsamfundet.

Blandt de mere humoristiske indslag var en to-hovedet ko, der med ansigterne af henholdsvis præsident Daniel Ortega og tidligere diktator Somoza ikke lod meget tilbage at fortolke. Også landets førstedame Rosario Murillo fik et par kærlige kommentarer med på vejen, da hun i form af en smykkebefængt flue var yndlingsmotiv blandt demonstrationens mange karikaturtegninger.

Smil var heldigvis heller ikke en mangelvare under afviklingen af protestmarchen, som på sin tre kilometer lange rute gik gennem hovedstadens mest trafikerede rundkørsel opkaldt efter nationalskjalden Ruben Darío. Tværtimod bidrog sympatiserende bilister og forbipasserende med opmuntrende tilråb og dytten i hornet. Det er var også politiets udmelding, at demonstranter såvel som trafikanter opførte sig eksemplarisk og alt forløb som planlagt.

Mangfoldighed, men klar besked

Hovedarrangørerne bag protestmarchen var et bredt udsnit af ungdoms-, kvinde- og juristorganisationer, herunder Movimiento Por Nicaragua, Movimiento Autonomo de Mujeres, Asociación de Juristas Democráticos de Nicaragua og den MS-støttede paraply-organisation Coordinadora Civil.

Til trods for arrangørernes ønske om at gøre demonstrationen til en partipolitisk frizone lod landets førende oppositionsledere sig ikke skubbe i baggrunden. Tværtimod lykkedes det de liberalistiske ledere Eduardo Montealegre og Enrique Quinóñez, begge fra partiet Alianza PLC, at tilkæmpe sig plads på talerpodiet, hvor de med reference til den indgåede alliance mellem de to regeringspartier FSLN og PLC råbte ”Slut pagten nu!”.

Desuden var Dora Maria Téllez, leder af det politiske oppositionsparti MRS, sat på som demonstrationens hovedtaler.  På baggrund af sine meget klare politiske udmeldinger imod Ortegas regering og sin nyligt afsluttede sultestrejke i demokratiets og fattigdommens navn nyder Téllez pt. stor folkelig opbakning. Bifaldet var da også øredøvende, da hun med endnu en reference til de to regeringspartier erklærede, at det nicaraguanske folk allerede var begyndt at grave det tvehovedede diktaturs grav, og at ”folket ikke vil forlade gaderne, før det sidste spadestik er taget”.

Den katolske kirke gav også sit besyv med på talerstolen, repræsenteret ved pastor Neguip Eslaquit, der opfordrede de fremmødte til ikke at fortsætte som slaver, men i stedet ”genvinde det nicaraguanske folks stolthed” og fortsætte den fredelige kamp for demokratiet.

Trods forskelle i politisk, religiøst og ideologisk ståsted formåede det nicaraguanske civilsamfund dog ved demonstrationen at fremstå med én stemme, hvorfor budskabet heller ikke var til at tage fejl af – ”Institutionelt diktatur – nej! Demokrati – ja!”.