Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Images of Asia 2003, Udstillingen "Hopes and Dreams"

"Jeg håber, at mit næste barn bliver en dreng"

For fjorten dage siden fødte 21-årige Tamanna Nepali sit første barn. Men det blev der ikke gjort megen stads ud af – det var jo kun en pige.

- Egentlig vil jeg helst kun have to børn, men det forudsætter, at vores næste barn bliver en dreng. Hvis jeg ikke får en søn, risikerer jeg, at min svigerfamilie tvinger min mand til at tage en kone mere, så hun kan føde ham en søn, fortæller Tamanna.

- Det nepalesiske samfund, lige fra regeringen til traditionerne, diskriminerer piger på alle niveauer og igennem hele vores liv. Jeg ville ønske, at flere af de unge, som får en uddannelse, bagefter ville vende tilbage til deres landsbyer for at bringe udvikling dér; i stedet for at blive i mere vellønnede og behagelige jobs i byerne.

Traditioner

Som ung nepaleser er der mange traditioner, man må følge og leve efter hver dag. Traditioner, der knytter sig til familien. Når en pige for eksempel bliver gift, flytter hun typisk over til sin mand og svigerfamilie og må sige farvel til venner og familie i den landsby, hun kommer fra. I svigerfamiliens hus skal hun indordne sig under svigermoderen, og presset på den unge brud kan blive enormt. Ikke alene forventes hun at få sit første barn inden for få år, det skal også helst være en dreng. Dels fordi det kun er drenge, der kan sikre fortsættelsen af slægtsnavnet, dels fordi det er sønnerne, der overtager familiens hus og passer på forældrene, når de bliver gamle.

Navn: Tamanna Nepali
Alder: 21 år
Civilstand: Gift og har en 14 dage gammel datter
Uddannelse: Går i gymnasiet
Bopæl: Silgadhi, Doti-distriktet, Far Western Region, Nepal
Kaste: Dalit
Personerne

Dette eksempel fra Nepal indgik i udstillingen "Hopes and dreams", som var en del af "Images of Asia" festivalen i 2003. Foto: Anders Thormann/MS