Images of Asia 2003, Udstillingen "Hopes and Dreams"

"Jeg vil bare ikke være landmand"

Selv om 16-årige Narh Bahadur Bist har gået ni år i skole, hvilket er mere end de fleste nepalesere, er det stadig ikke nok til, at han kan finde et arbejde. Han bor fjernt ude i den vestlige del af landet, hvor folk mestendels lever af at dyrke jorden og måske have lidt kvæg. Narh ved godt, at selv om han gerne vil være helikopterpilot, er mulighederne for, at denne drøm går i opfyldelse, meget små.

- Arbejdet som landmand er meget hårdt og udbyttet er lavt. Jeg vil gerne være helikopterpilot, for så kan jeg rejse rundt til andre lande. Så ville jeg kunne tjene flere penge og få et bedre helbred. Jeg ville også gerne være læge; så længe jeg bare kan slippe for at følge i fars og bedstefars fodspor som landmand, siger Narh.

Landbrug

For langt størstedelen af nepalesiske familier er landbruget den vigtigste – og for de fleste også den eneste – kilde til at skaffe mad på bordet. Men landbrugsproduktionen kan slet ikke følge med befolkningstilvæksten. På bare 40 år er befolkningstallet steget med 15 millioner mennesker, hvilket svarer til mere end en fordobling af landets indbyggere. Trods et slidsomt arbejde med jorden formår de fleste bønder kun at brødføde sig selv og deres familie seks til ni måneder om året. Resten af året forsøger familierne typisk at tjene en smule penge ved daglejerarbejde, mælkeproduktion eller ved at lade et par mandlige familiemedlemmer rejse til Indien for dér at finde arbejde som vagtmænd, fabriksarbejdere og lignende.

Bøndernes lave udbytte skyldes, dels deres jordlodder er meget små, dels der ikke er nogen tekniske hjælpemidler til rådighed. På landet bruger man stadig håndkraft og okser til at pløje, så og høste - langt de fleste formår derfor kun at producere til eget forbrug og ikke med salg for øje.