Nicaragua: Dialog, tak!
Det haster med en national dialog om Nicaraguas sociale og økonomiske problemer, men præsident Ortega afviser. Protesterne vil eskalere, advarer en af MS’ partnerorganisationer.
|
|
Så er det nok, hr. præsident! Rasende demonstranter på gaden i Managua. Foto: Rikke Zeuner
|
Tekst: Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika
”Regeringer vælges af borgerne. De er ved magten for at tjene samfundet og borgerne, så de skal ikke kommer her og tro at vi ikke løbende analyserer deres handlinger,” forklarede en ophidset Georgina Muñoz, leder af MS’ partnerorganisation Coordinadora Civil, på et velbesøgt pressemøde i Managua i fredags.
Kommentaren kom efter at Daniel Ortegas regering i sidste uge minimaliserede betydningen af den anden store march organiseret af Coordinadora Civil, siden det Øverste Valgråd i juni besluttede sig for at udelukke to store oppositionspartier fra det kommende kommunevalg.
Regeringen har påstået at marchen blot samlede 4.000 mennesker, mens Coordinadora Civils egne optællinger tyder på at mellem 50-60.000 mennesker fyldte gaderne og krævede at regeringen tager initiativ til en national dialog om Nicaraguas store sociale og økonomiske problemer.
Hjemmet står hen i mørke
”Jeg vil godt sige til de som påstår at det her var en ’lille march’ og at vi bare er ude på at vælte regeringen, at det er en løgn. Nicaragua så hvor mange der var i den march – og verden så hvor mange der var. Det vi ønsker er en langsigtet strategi for landet som både nuværende og fremtidige regeringer respekterer. Det er vores ansvar som borgere at kræve denne dialog om vores fælles fremtid,” forklarede Georgina Muñoz og langede så præsident Ortega en lige højre.
”Man kan ikke tænde gadelyset og lade hjemmet stå hen i mørke,” sagde hun med direkte adresse til præsidenten, som i stigende grad viser sig aktiv på den internationale arena i forhold til den colombianske guerillabevægelse FARC, som er både både EU’s og USA’s terrorlister.
Ortega har for nylig bevilget et meget kritiseret asyl til to FARC-sympatisører og i forbindelse med fejringen af 29-året for den sandinistiske revolution i forrige uge, besøgte seks FARC-medlemmer hemmeligt landet. Efter afsløringen af besøget har Ortega krævet, at en af landets største aviser anklages for landsforræderi.
|
|
Var der 4.000 eller 50.000 demonstranter i Managuas gader? Regeringen og arrangørerne er uenige om marchens folkelige opbakning. Foto: Rikke Zeuner.
|
Diplomatisk bekymring
På fredagens pressemøde takkede repræsentanterne fra Coordinadora Civil i øvrigt både den nationale og internationale presse, som har dækket den seneste måneds begivenheder ganske godt.
”Uden jeres hjælp ville vi ikke kunne have gjort det. Men heller ikke uden politiets hjælp, som flere steder fulgte med demonstranterne og var med til at sikre at det hele blev afviklet i god ro og orden,” sagde Georgina Muñoz, og undlod i øvrigt at kommentere en meget omtalt udtalelse fra gruppen af donorlande, som blandt andet omfatter Danmark. Gruppen har i et åbent brev udtrykt ”alvorlig bekymring” over det Øverste Valgråds udelukkelse af de to oppositionspartier MRS og PC, og har i diplomatsprog gjort det klart, at udviklingen er et skridt i den forkerte retning. Og som en kilde i det danske diplomati udtrykker det, så kan ”alvorlig bekymring” uden problemer oversættes til ”at man står med den ene fod ude over afgrunden og den anden på en bananskræl.”
Nationale blokader måske på vej
Men selvom Coordinadora Civils 350 medlemsorganisationer fortsat vil forlange at Ortega tager initiativ til dialog, så er de helt klar over, at de på et tidspunkt kan bliver nødt til at finde på noget andet end ’blot’ at marchere i gaderne.
”Det næste skridt kunne være, at vi i stedet for at samle 50.000 mennester i Managua, samler mindre grupper på eksempelvis 3.000 mennesker i forskellige dele af landet og så koordinerer flere blokader af trafikale knudepunkter. Det vil regeringen kunne mærke, men kravet vil stadig være det samme. Vi skal have gang i den dialog,” siger Mario Quintana fra Coordinadora Civil, og afviser at svare på hvornår dette næste skridt vil blive taget.
”Men det kommer, hvis vi ikke bliver hørt,” advarer han.
Ortegas tidskapsel
Den nicaraguanske præsident Daniel Ortega lever på mange måder tilsyneladende i en tidskapsel. Det stod klart, da han i forbindelse med den 29. årsdag for den sandinistiske revolution, tildelte den tidligere østtyske undervisningsminister Margot Honecker landets fineste kulturelle orden. Ordenen blev tildelt for hendes indsats under 1980’ernes alfabetiseringskampagner i Nicaragua, men forbløffede nu alligevel både den internationale presse og den tyske ambassade. Margot Honecker var gift med nu afdøde præsident Erick Honecker og det var hendes første offentlige optræden siden Berlinmurens fald. Margot Honecker bor i dag i Chile.



