Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Sammenbrud i WTO var forventeligt

MS' forkvinde Trine Pertou Mach beklager sammenbruddet i verdenshandelsorganisationen og støtter u-landenes krav om særlige beskyttelsesordninger.

30. juli 2008

Mellemfolkeligt Samvirke beklager sammenbruddet i Verdenshandelsorganisationen WTO, men de manglende resultater kommer ikke som nogen overraskelse. De rige lande har ikke villet leve op til Doha-rundens målsætning om at være en ”udviklingsrunde”. Navnlig USA har været bagstræberisk.

MS bakker op om kravene fra u-landene til de såkaldte ”special safeguard mechanisms” (SSM), der har til formål at sikre fattige bønder og småproducenter mod pludselige importchok, der kan fjerne livsgrundlaget for millioner af mennesker.

MS forkvinde Trine Pertou Mach udtaler:

"De forslag, der lå på bordet, var ikke acceptable for u-landene. Udover at landbrug udgør livsgrundlaget for millioner af mennesker i u-landene, er det grotesk og umoralsk, at mens vi står i en af de værste fødevarekatastrofer i verden, er der kræfter, der vil nægte u-landene at beskytte deres fødevareproduktion."

"Netop ’special safeguards mechanisms’ kunne have været vejen til at fastholde et vist udviklingsperspektiv i forhandlingerne. Det er helt centralt, at import-følsomme udviklingslande får mulighed for at beskytte deres småproducenter ved hjælp af midlertidige, ekstraordinære toldsatser," siger Trine Pertou Mach.

"MS fastholder, at der er behov for multilaterale løsninger af handelsspørgsmålene. Alternativet bliver flere regionale aftaler, hvor især de mindre u-lande, herunder AVS-landene, kommer til at stå endnu svagere i forhandlinger om mere retfærdige handelsvilkår. Vi har allerede set, hvad forhandlingerne mellem EU og AVS-landene har budt på af urimelige krav om markedsadgang for EU’s industri og service-erhverv", siger Trine Pertou Mach.

Derfor opfordrer MS den danske regering og EU-Kommissionen til nu at skride ind og sikre, at dem, der reelt har tabt ved sammenbruddet, ikke også skal betale prisen ved at blive presset endnu hårdere i den internationale arbejdsdeling.

"Det er positivt, at Per Stig Møller hurtigt har været ude og genfremsætte tilsagnet fra EU om 2 mia. € i handelsrelateret teknisk bistand. Sammenbruddet i WTO understreger behovet for, at EU har en udviklingsstrategi, der sammentænker handels-, landbrugs- og udviklingspolitik. Og vel og mærke lader udviklingspolitikken være den afgørende faktor," slutter MS’ forkvinde Trine Pertou Mach.

For yderligere kommentarer eller oplysninger:
Forkvinde Trine Pertou Mach: 2614 9954
Pressemedarbejder Henriette Winther: 7731 0078