WTO: USA svigter verden
USA svigter verden, skriver MS' forkvinde Trine Pertou Mach i et debatindlæg i Politiken som kommentar til sammenbruddet i WTO.
Af Trine Pertou Mach, Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke31. juli 2008
Betingelserne for det globale samarbejde fik et nyt dyk, da forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen, WTO brød sammen tirsdag aften. Sammenbruddet var desværre forventeligt; de rige lande har aldrig forhandlet ud fra rundens målsætning om at være en udviklingsrunde.
Navnlig USA har været modvillig og var også dem, der i sidste ende fastholdt krav om betingelsesløs markedsadgang for deres landbrugsprodukter. Også i situationer, hvor udviklingslandene ønskede at sikre fattige bønder og småproducenter mod pludselige importchok, der kan fjerne livsgrundlaget for millioner af mennesker. Det var forhandlingerne om såkaldte "special safeguard mechanisms" (SSM), der udløste sammenbruddet.
Mellemfolkeligt Samvirke bakker fuldt op om udviklingslandenes krav til SSM. De forslag, der lå på bordet, var uacceptable. Udover at landbrug udgør livsgrundlaget for millioner af mennesker, er det fuldstændig grotesk, at mens vi oplever en af de værste fødevarekriser i verden, valgte USA's forhandlere at nægte udviklingslandene at sikre deres bønder mod ofte unfair konkurrence og landets fødevaresikkerhed. Et mere usympatisk træk er vanskeligt få øje på.
Der er desperat behov for multilaterale løsninger, der adresserer fattigdom og udvikling. Ikke ideologiske korstog for liberalisme. Verdens ledende politikere taler om globalt lederskab og fælles regler mod junglelov og den stærkestes ret. Det internationale aftalesystem skulle netop være en garant mod dette, men hvis USA og EU ikke leverer i situationer som disse, understreger det blot kritikken af WTO – at det kun fungerer, når det tjener de rige landes interesser.
En topdiplomat har beskrevet processen som "studehandler". Men der er brug for udviklingsfremmende aftaler. Handelspolitik er en integreret del af udviklingslandenes industripolitik og skal fastlægges med et klart udviklingsperspektiv. At åbne sine markeder for international konkurrence kan på nogle tidspunkter være en udmærket måde at skabe vækst og udvikling på. På andre tidspunkter er beskyttelse mod international konkurrence nyttig. Pointen er, at der er forskel i tid og mellem lande for, hvornår hvilken politik er den rette. WTO arbejder alene for frihandel – også når det modarbejder industrialisering i udviklingslandene.
At verdens vindere udviser så stor ansvarsløshed over for at nå en aftale, der tilgodeser verdens tabere – som nu står til at tabe endnu mere i det globale spil om magt og velstand – er vel nok fattigt.