Genopliv Doha – for u-landenes skyld
Verdenshandel: Verdenssamfundet har stadig en moralsk forpligtelse til at sikre et nyt sæt handelsregler, som sætter u-landenes særlige behov og udfordringer i højsædet, skriver Tine Pertou Mach i Kristeligt Dagblad.
Af Trine Pertou Mach, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke01. august 2008
Forhandlingerne i verdenshandelsorganisationen, WTO, brød sammen i tirsdags efter ni dages intense forhandlinger. Medlemslandene kunne ikke blive enige om, i hvor stort et omfang u-landene skulle have lov til at beskytte deres bønder fra importchok.
Allerede onsdag begyndte handelsministrene så at samle stumperne; man ville trods alt nødig lade de fremskridt, der var gjort, falde til jorden. Og det kan ikke gå hurtigt nok – Doha-runden skal genoplives nu.
Verdenssamfundet har simpelthen en moralsk forpligtelse til at sikre et nyt sæt handelsregler, som sætter u-landenes særlige behov og udfordringer i højsædet, sådan som man erklærede, da Doha-runden blev søsat i 2001.
Det er set mange gange før, at WTO-forhandlinger er brudt sammen. Denne gang var akilleshælen den såkaldte "special safeguard mechanism", SSM, som skal give u-landene mulighed for at beskytte deres landmænd mod uforudsete hændelser, hvis for eksempel importen stiger ekstraordinært eller priserne falder markant. I sådan en situation er det meningen, at u-lande skal have mulighed for midlertidigt at bremse billige importvarer ved at hæve toldsatserne og dermed undgå, at den lokale landbrugsproduktion udkonkurreres. Striden handlede om tal: hvor meget skal importen stige, før et land kan hæve toldsatsen, hvor mange produkter er omfattet, hvor meget ekstra told må der pålægges.
Hvis man går bag om tal-diskussionen, ser man imidlertid to meget vigtige problemstillinger. Den første er, at der er stor forskel på u-landene og deres holdninger til en SSM-aftale. På den ene side har man en stor gruppe u-lande, inklusive Kina, Indien og Indonesien, som gerne vil beskytte sig gennem særlige toldsatser. På den anden side frygter eksporterende lande som eksempelvis Uruguay og Paraguay, at disse beskyttelsesmekanismer vil blokere deres vigtige eksport af landbrugsvarer. Begge lejre har legitime interesser i at beskytte deres landmænd, og det er vigtigt for Mellemfolkeligt Samvirke at understrege, at den endelige aftale tager hensyn til begge behov.
En SSM-aftale skal udformes, så den på den ene side kan beskytte de sårbare landbrugssektorer i de fattigste udviklingslande, men som på den anden side heller ikke kan misbruges. Der er desværre flere eksempler på, hvordan sådanne beskyttelsesordninger misbruges. De eksisterende beskyttelsesforanstaltninger i WTO (som også de rige lande må bruge) er nemlig ikke blevet brugt særlig meget af u-landene, men er til gengæld blevet misbrugt af USA.
I 2002 pålagde den amerikanske regering eksempelvis beskyttelsestold på ti stålprodukter, og i alle tilfælde blev de fundet i strid med WTO-reglerne. Det er på tide at stramme op på området. De rigeste lande i verden har høj beskæftigelse og velfungerende sociale sikkerhedsnet. Der er meget mere legitime behov for midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i udviklingslande, hvor tilpasningsmulighederne til handelsliberaliseringer er betydeligt ringere, og tilpasningsomkostningerne kan forventes at være meget højere.
Dette fører os til den anden vigtige problemstilling, som SSM-problematikken afspejler, nemlig den underliggende sårbarhed i de fattigste udviklingslande - især de afrikanske - i forhold til at kunne tilpasse sig en ny international handelsaftale.
Produktionsstrukturen i de fleste u-lande er koncentreret i nogle få nøglesektorer, og det gør enkelte lande og byer utrolig sårbare for nye politiske vilkår. Liberalisering af markedet for eksempelvis cashewnødder i Mozambique i 1990'erne førte til et tab på 85 procent af beskæftigelsen i den lokale forarbejdningsindustri.
Tilpasningsomkostningerne er særlig store i områder, hvor kapitalmarkederne er utilstrækkelige. Ellers kan konkurrencedygtige virksomheder ikke finansiere de kortsigtede omkostninger, der er forbundet med tilpasning til nye handelsvilkår, og afskedigede arbejdere kan ikke finansiere den omskoling, der måtte være nødvendig for at finde alternativ beskæftigelse.
Med det, der kom på bordet i sidste uges forhandlinger, er der udsigt til, at de afrikanske lande (og ACP-landene mere generelt) skal tilpasse sig en ny aftale mellem EU og de latinamerikanske lande om bananhandlen.
EU har tilbudt at sænke tolden på importen af latinamerikanske bananer over en syvårig periode. Problemet er bare, at en sådan aftale udhuler den fordel, som ACP-landene har nydt ved at have toldfri adgang til EU-markedet. Og her er der igen behov for at minde om, at Doha-runden blev søsat som en udviklingsrunde. En ny handelsaftale kan ikke stå alene.
Udviklingslandene har brug for øget bistand til at kunne tilpasse sig nye vilkår. Selv om tilpasningsomkostningerne kan se små ud i det store billede, er de fattigste mennesker i de mindst udviklede lande ikke i stand til at gennemleve selv korte tilpasningsperioder, bl.a. fordi de mangler opsparing og kredit.