På skolebænken i Nepal

Bilen skramler af sted ad en støvet, hullet asfaltvej. Det bjergrige landskab ebber lige så stille ud og bliver fladt og tørt. De ramponerede lastbiler på vejen bliver efterhånden erstattet af oksekærrer, og asfalten bliver til jordveje. Vi er kørt 570 km fra Kathmandus travle og beskidte gader til distriktet Guleriya i det sydvestlige Nepal.

Det er tredje gang, jeg besøger Nepal, det lille kongedømme for foden af Himalaya-bjergene. De to første gange var i turismens tegn, men denne gang er det i den gode sags tjeneste. Jeg er taget afsted som voluntør for Mellemfolkeligt Samvirke (MS).

Det var trangen til at lære den nepalesiske kultur og befolkning bedre at kende, der fik mig til at melde mig til et tre måneders ophold som frivillig underviser på en skole i udkanten af Kathmandu. Jeg ville ind under den facade, have udfordringer og oplevelser, samtidig med at jeg måske kunne gøre en lille forskel for andre.

Men før jeg skal i gang med at undervise, er jeg taget med ud i en del af Nepal, som ikke er plastret til med vesterlændinge i trekkingudstyr og med rejsebiblen Lonely Planet under armen.

Sammen med Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal er jeg og to andre voluntører taget til det stegende hede Sydnepal for at tjekke op på skoleprojektet »Uddannelse til Frihed«, som MS støtter gennem sin lokale partner BASE (Backward Society Education - eller Uddannelse til de tilbagestående samfund) med penge fra Operation Dagsværk 2002.

En nepalesisk folkeskole

Vores første skolebesøg gik til en almindelig lokal skole, som ikke var støttet af BASE. Det gjorde jeg for at få en fornemmelse af forskellen mellem støttede skoler og andre skoler. Da jeg trådte ind i 1. klasse, blev al undervisning ødelagt. Omkring 40 børn på 5-6 år sad på hårde træbænke med store øjne og betuttede ansigtsudtryk.

De halvsnavsede vægge var bare på nær et malet engelsk alfabet. Ingen farver, ingen billeder. Nogle af børnene havde lasede udgaver af den bog, lærerinden stod med, men det var langt fra alle.

Undervisningsmetoden var udenadslære ved gentagelse og kopiering. Skolerne startede i øvrigt kl. 6 om morgenen på grund af varmen, hvilket nok heller ikke fremmer indlæring.

Der er ofte meget få midler at køre en skole for og op til 150 elever i en klasse, så det er ikke noget under, at 40 procent af Nepals befolkning er analfabeter.

Selv i denne klasse med 100 elever kunne de nye metoder anvendes.

En alternativ skole

Ved vores næste skolebesøg så vi BASE’s forsøg på at modernisere skolesystemet gennem projekt »Uddannelse til Frihed«.

Her var der helt klart større fokus på det pædagogiske og kreative aspekt i undervisningen.

Lærerne klippede, klistrede og tegnede for at lave plancher og plakater til undervisningsbrug. Der blev lavet effekter, der kunne sætte alle sanserne i brug hos børnene. Følelsen af at være trådt ind i en dansk børnehaveklasse sneg sig faktisk ind.

Det var spændende at se, hvordan de undervisningsmetoder, man selv næsten tager for givet, var taget op af nepaleserne og nu forhåbentlig kan hjælpe dem til at få mere boglig kvalitet. Alle lærerne så glade og stolte ud, så jeg tror ikke kun, at det var børnene, der havde glæde af støtten.

Cool at gå i skole

Et andet element i projekt »Uddannelse til Frihed« er bygning af skoler. Et stort problem her i den sydlige del af Nepal er, at der er for varmt om sommeren og for koldt om vinteren, og at det er umuligt at høre noget i monsuntiden, på grund af den trommende regn.

Sonam Wangchuk, som er inder og udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke for at hjælpe BASE med at afslutte projekt Uddannelse til Frihed, er sammen med BASE og de lokale landsbyboere i gang med at bygge skoler, der er kølige om sommeren og varme om vinteren. En ret genial idé, der giver de nepalesiske børn lidt bedre indlæringsvilkår.

De nye klasselokaler er bygget halvt under jorden, så de altid har nogenlunde samme temperatur, selvom der er er 37 grader udenfor om sommeren og fem om vinteren. Der er græs på taget, som tager lyden fra regnen og noget af varmen. Udover den nye skoles temperaturregulerende egenskab er den også en økonomisk gevinst, fordi konstruktionen består af lersten og græs, som jo kan hentes lige udenfor vinduerne.

Sonam fortalte os, at Nepal de næste syv år skal bygge 50.000 nye klasselokaler for at nå 2015-målet om skole til alle, og at han håber, den nye model, han har introduceret, vil blive brugt. Det alternativ, som det nepalesiske undervisningsministerium i øjeblikket overvejer, er stål og blik importeret fra andre lande i Sydøstasien. Det er en meget dyrere løsning, skolerne bliver små bageovne, og når det regner, vil det være som at sidde inde i lilletrommen under en trommehvirvel.

Vi kunne selvfølgelig ikke forstå, hvorfor myndighederne i Nepal foretrækker materialer med stå store ulemper. Sonam gav os hovedrystende svaret over aftensmaden. Der er simpelthen ingen, der tjener penge på hans skoler, der mest er lavet af lokale materialer og med lokal arbejdskraft.

Så selvom hans ideer er rigtigt skruet sammen, er det ikke sikkert, de når ud til resten af Nepal. Men Sonam håber, at han og Mellemfolkeligt Samvirke kan overbevise den nye regering, som Nepal er i gang med at danne, om skolernes mange fordele. Han har i hvert fald overbevist os.  

Farvel og tak

Sidste punkt på programmet inden den lange tur tilbage til Kathmandu var at diskutere ugens oplevelser med BASE’s medlemmer. Hvad havde vi set? Hvad var godt, og hvad kunne laves om?

Jeg tænkte, at det var et stort spørgsmål at stille en ung frivillig fra Danmark. Vi kunne ikke sætte en finger på BASE’s projekt. »Sådan er det også i danske skoler«, sagde jeg for eksempel en del gange. Men når konceptet bliver sat ind i en større nepalesisk virkelighed, så kører det nok ikke på skinner uden videre, tror jeg. Det kommer i hvert fald til at tage tid!

Min næste udfordring bliver at opleve skolesystemet på egen krop, når jeg de næste tre måneder skal være engelsklærer på en landsbyskole nordøst for Kathmandu.