Images of Asia 2003, Udstillingen "Hopes and Dreams"

"Jeg håber, at de rige lande vil hjælpe de fattige lande"

22-årige Binu Shrestha arbejder som computerinstruktør i Doti-distriktets hovedby, Silgadhi. Men med sin bachelorgrad i statskundskab og historie har hun planer om senere at læse videre på universitetet for at få en mastergrad i sociologi.

- Når jeg engang har afsluttet min uddannelse, vil jeg gerne lave socialt arbejde på landet. Selv om jeg sikkert godt kunne finde et bedre betalt arbejde i en større by. Jeg vil gerne have en stilling, hvor jeg kan komme til at træffe beslutninger. Jeg synes, det er vigtigt, at de mennesker med det overordnede ansvar er dygtige. Så hele systemet kan blive bedre, siger Binu.

På globalt plan håber Binu også, at systemet bliver bedre. Hun drømmer om en verden, hvor rige landes befolkninger hjælper de fattige lande med at opnå samme levestandard og få lige muligheder.

Fattig og rig

43 procent af Nepals godt 24 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. De klarer sig for under syv kroner om dagen. Fattigdomsgrænsen er et mål for den indtægt, der er nødvendig for at købe mad til at dække et menneskes daglige kaloriebehov. Fattigdommen er størst i landdistrikterne i bjergene. Den økonomiske udvikling er centreret omkring hovedstaden Kathmandu, dele af de østligste egne og de store byer i Terai. Terai er det frugtbare lavland, der ligger sydpå langs grænsen til Indien. Den ulige fordeling af økonomisk velstand afspejler sig direkte i levestandard. En nepaleser, der bor i Kathmandu, kan for eksempel regne med at blive 71 år gammel. En nepaleser fra det område, Binu bor i, kan kun regne med at blive 52 år.