Jeg er voluntør. Jeg er verdensborger.

Jonas er rejst til Tanzania for at arbejde som volontør gennem MS' rejseprogram Global Contact. Han ville ud at se verden og arbejde frivilligt på et projekt.

Jonas’ råd til andre unge, der tænker på at rejse til Afrika for at arbejde frivilligt, er, at det er en god ide at have prøvet at være væk fra sin familie i et stykke tid. Man skal kunne klare at være alene.

Der er ikke en sky på himlen, og termometret har for længst passeret de 30 grader. Det røde støv hvirvles op i vejkanten når dalla dalla’erne slår dørene op. Folk vælter ud, og nye passagerer klemmer sig sammen.

Jonas fører an på en tur gennem landsbyen Kwa Mattias, som han kender ud og ind. Han forklarer at man skal se sig godt for når man krydser vejen, for de store lastbiler suser lige forbi uden at skele til fartgrænserne.

Man får umiddelbart det indtryk at landsbyen er vokset direkte op af jorden på begge sider af den meget trafikerede landevej der forbinder østkyststorbyen Dar es Salaam med den nordlige og sydlige del af landet. Landsbyen er nemlig et kulørt virvar af huse, skure og små boder hvor handlen er i fuld sving. Luften er varm, og der blander sig en lugt af tørrede fisk, råt kød og jord i ens næsebor.

Genbrugstøj fra Europa hænger til salg på bøjler, grillspyd med stegt kød ligger fremme hos slagteren, og der sælges alt fra kolde colaer og armbåndsure til clockradioer og flettede kurve.

NAVN / Jonas Tofte • ALDER / 19 år • BY / Søndersø • FAMILIE / Bor med sin mor, som er sekretær, og sin far, som er socialrådgiver • SKOLE / Matematisk student fra Nordfyns Gymnasium i 2007 og har siden arbejdet i Netto og læst kemi på VUC • INTERESSER / Fodbold, musik og spejder gennem 13 år • IDOL / Den indiske politiker og åndelige leder Gandhi (1869-1948) og rockmusikeren Roger Waters (tidl. Pink Floyd) • FREMTIDSDRØM / Regner med at arbejde et års tid mere inden han søger ind på universitetet for at læse enten ernæring og sundhed eller biologi.

Alle lægger mærke til Jonas

Jonas havde på forhånd gjort sig mange tanker om hvad det ville sige at rejse til et helt fremmed land. “Jeg ønskede at arbejde frivilligt fordi jeg synes at man skal gøre noget for andre. For mig er det ligegyldigt om man er borger i Danmark eller Europa – man er verdensborger! Som dansker bliver man nødt til at gøre noget for dem som er dårligere stillet end en selv,” forklarer han.

Alle i den lille afrikanske landsby lægger mærke til Jonas fordi han er hvid. Børnene kigger nysgerrigt og råber “mzungu!” når de får øje på Jonas. Der er mange ting som er anderledes, og som Jonas lige skulle vænne sig til. “Jeg synes at jeg hjemmefra havde et meget realistisk billede af hvad det ville sige at bo i en afrikansk landsby. Jeg forestillede mig at der var meget fattigt, og at der fx ikke lige var adgang til vand, og at maden var sparsom, og at toiletfaciliteterne nok ikke var de bedste. Huset som jeg bor i, er stort, men det er slet ikke bygget færdigt. Det er faktisk ved at blive bygget. Fx fi ndes der en bruser, men der er ikke noget rindende vand. Så mit morgenbad er et bucket shower, dvs. at jeg vasker mig i vandet fra en spand,” fortæller Jonas.

Kendte ikke arbejdet på forhånd

Jonas’ frivillige arbejde består hovedsaglig i at undervise på en skole for de fattigste børn i området. Offi cielt koster det 2.000 tanzaniske shilling (ca. 8 kr. /red.) om måneden at have sit barn i børnehaven, men det er langt fra alle familier der har råd til at betale. Det betyder at læreren ikke altid får sin løn, og bl.a. derfor har skolen i de sidste to år haft volontører fra Danmark.

Jonas vidste på forhånd ikke helt præcist hvad det frivillige arbejde ville indebære. Men langsomt har han fået lavet en plan for sit daglige arbejde. Hver dag fra klokken 8 til 10 underviser han i engelsk, matematik og naturfag.

Skolen er ikke en rigtig skole, men faktisk en kirke som til hverdag bliver brugt til skole. Bygningen har ikke noget tag, så man kan kigge lige op i himlen. “Hvis det havde været i Danmark, ville børnene være for små til at blive sendt i skole. Og faktisk synes jeg slet ikke at så små børn burde gå i skole. Men måske er det bedre end at de bare render rundt? Måske vænner de sig ligefrem til at gå i skole?!”

Danskerne gør det anderledes

Jonas øver farverne med børnene. Elever råber yellow i kor når Jonas peger på den gule figur på tavlen. Nogle gange råber de også red i stedet for yellow. Så tager Jonas eleverne op en for en og gennemgår det én gang til. Eleverne er slet ikke vant til at en voksen giver dem så meget opmærksomhed, og det er tydeligt at de nyder det. “Jeg har helt klart en lidt anden måde at gøre tingene på. Hvis et af børnehavebørnene ikke lige kan finde ud af et regnestykke, så får de som regel lige et dask af læreren. Danskere håndterer den slags helt anderledes. Jeg vil håbe at det smitter af på lærerne hernede.”

Her spiser man for at blive mæt

Hver dag spiser Jonas sammen med den familie i landsbyen han bor hos. “Nogle gange er jeg ved at blive kvalt i ugali – den lokale majsgrød. Andre gange tænker jeg at jeg vil savne tilgangen til mad hernede: Mad er føde. Det glemmer man derhjemme. I Afrika spiser man for at blive mæt, ikke fordi det skal være en oplevelse. I Danmark siger vi hvis maden ikke var så god: ‘Nå, men vi blev da i det mindste mætte!’. I Danmark er mætheden ikke nær så vigtig som selve oplevelsen.

I Tanzania er mætheden hovedformålet med at spise. I Danmark tænker man tit på at der er nogle der sulter, men at det jo er helt dernede i Afrika. Men når du bor hos en familie i en lille landsby i Tanzania, kan det lige så godt være naboen der sulter. Man kan derfor ikke distancere sig på samme måde som derhjemme, og man smider absolut ikke mad ud,” siger Jonas.

Om eftermiddagen bruger han tiden på at hjælpe organisationen der har etableret børnehaven, med at søge penge fra organisationer til andre udviklingsprojekter i landsbyen. Arbejdet skrider kun langsomt frem.

Nægtede at give op

Efter aftensmaden plejer familien at se tv på swahili. Jonas foretrækker at læse, selvom familien ikke altid forstår hvorfor han ikke er sammen med dem. “I Tanzania er det ikke velset at underholde sig selv eller at ville være alene. Man skal helst være sammen med andre hele tiden.”

For Jonas har det været nogle lærerige måneder, og han har gjort sig mange overvejelser over hvad han selv har fået ud af at bo og arbejde i Afrika. “Derhjemme har jeg gået i skole i 13 år, haft et arbejde i samme by som jeg bor i, og har derfor altid levet i de samme trygge rammer. Det er faktisk ret hårdt at rejse ud på denne måde, og især den første måned var udfordrende,” fortæller han.

Men Jonas nægtede at give op. Hans råd til andre unge der tænker på at rejse til Afrika for at arbejde frivilligt, er at det er en god ide at have prøvet at være væk fra sin familie i et stykke tid. “Jeg har lært meget om at være alene, og jeg har fundet ud af hvordan jeg reagerer på mange ting.

Det kan jeg bruge senere. Inden jeg tog hjemmefra, tænkte jeg at jeg rejste ud som frivillig for at gøre noget godt for andre mennesker. Nu kan jeg se at det lige så meget er for min egen skyld,” afslutter Jonas.