"Mine børn skal lære at lave yoghurt"

- Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg arbejdet fra tidlig morgen til sen aften med at lave mad, gøre rent, passe dyr og arbejde i marken. Nu har jeg lært at lave yoghurt, og det vil jeg give videre til min datter, siger hun.

Gouri har gået ni måneder på et aftenkursus for landsbyens kvinder. Der har hun lært at skrive sit eget navn. Hun håber fortsat at udbygge sine kundskaber og måske få et kursus i, hvordan man laver en køkkenhave eller syr tøj. At hendes datter en dag skulle få mulighed for en uddannelse, er for Gouri nærmest utænkeligt.

Selv om der sker en langsom holdningsændring i det nepalesiske samfund, er der lang vej før, pigers skolegang anses for lige så vigtig som drenges. Mens sønnerne så at sige er forældrenes pensionsopsparing, gifter man døtrene væk. Deres lærdom kommer derfor ikke deres egen familie, men kun svigerfamilien til gode. Typisk tager kvinderne sig af arbejdet i marken og i hjemmet, og til dét formål forekommer det ikke så nødvendigt at kunne læse, skrive og regne. Når fattige forældre skal prioritere deres børns skolegang, er det derfor oftest drengene, der får førsteprioriteten. Det afspejler sig i statistikkerne. Kun halvt så mange piger som drenge kommer i skole. I de senere år er aftenskoleprogrammer for kvinder imidlertid blomstret op overalt i landet, og det giver forhåbninger om, at disse kvinder i fremtiden vil kæmpe for, deres egne døtre kommer i skole på lige fod med sønnerne.