Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse:

København den første Fairtrade By i Danmark

Dagen før Mellemfolkeligt Samvirkes fairtrade-festival Fair Fælled er København blevet godkendt Fairtrade By. Timingen kunne næppe være bedre. Tillykke til København – Danmarks første Fairtrade By.

15. august 2008

København kan nu bryste sig af at være Danmarks første Fairtrade By. Det betyder bl.a., at Københavns Kommune vil arbejde for, at flere københavnere lægger fairtrade-produkter i indkøbskurven.

På Københavns Rådhus bliver der nu udelukkende drukket fairtrademærket te og kaffe. Og fremover skal minimum 10 pct. af alt den kaffe og te, der drikkes i Københavns Kommune, bære det karakteristiske fairtrade-logo. Samtidig vil kommunen inspirere københavnerne til oftere at vælge fairtrade-produkter, når de går på café eller køber ind.

"Jeg er stolt over, at hovedstaden bliver Danmarks første Fairtrade By. Det betyder, at vi vil se et øget forbrug af fairtrade-mærkede varer til gavn for verdens fattigste. Københavns Kommune er landets største arbejdsplads, så vores indkøb gør en stor forskel. Det er lykkedes os at skaffe al den Max Havelaar fairtrade-mærkede kaffe, vi skal bruge – og det er faktisk syv tons, så det er ikke så lidt", siger Anne Vang, politisk ordfører (S).

Udnævnelsen er foretaget af Max Havelaar og sker efter, at Mellemfolkeligt Samvirke og Københavns Kommunes politikere, med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, sidste år besluttede, at kommunen skulle arbejde for at blive godkendt som Fairtrade By.

Igennem det seneste år har Københavns Kommune forberedt sig på godkendelsen ved at sikre, at man lever op til kravene til en Fairtrade By. Der er desuden blevet sammensat en styregruppe med aktive borgere og repræsentanter fra foreninger, kommunen og erhvervsliv.

Overrækkes på Fair Fælled Festival
I forbindelse med udnævnelsen af København som Fairtrade By vil Anne Vang holde en tale på Fair Fælled Festivalen kl. 16 lørdag. Festivalen er en kulmination af kampagnen ”Gør din By til Fairtrade By”, som Mellemfolkeligt Samvirke står bag.

"Vi håber, at København vil inspirere andre byer i landet. Når vi handler fairtrade-produkter, bekæmper vi fattigdom ved at sikre, at fattige producenter fra verdens u-lande får en anstændig pris for deres arbejde. Kommunen er en stor forbruger, og vi skal som borgere stille krav om, at vores skattekroner så vidt muligt skal gå til fairtrade-produkter, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Frans Mikael Jansen.

"Max Havelaar er stolte over at kunne godkende København som den første Fairtrade By i Danmark. Det er et tegn på, at fairtrade vinder frem, ikke blot hos forbrugerne, men også hos virksomheder og offentlige instanser. København Kommune har gjort et stort stykke arbejde for at få denne godkendelse, og vi håber, at andre byer i Danmark nu vil følge trop, siger generalsekretær i Max Havelaar, Judith Kyst.

For mere information:
Anne Vang, medlem for Borgerrepræsentationen og formand for Fairtradestyregruppen, tlf. 6010 1013
Få flere informationer om Fairtrade By konceptet og weekendens Fair Fælled Festival på www.ms.dk/fair og www.maxhavelaar.dk eller kontakt kommunikationschef i Mellemfolkeligt Samvirke, Vibeke Vinther, tlf. 3167 0460.

FAKTA
Hvad er en Fairtrade By?
For at blive certificeret som Fairtrade By skal byrådet tage en politisk beslutning om at fremme kommunale indkøb af fairtrade-produkter. En Fairtrade By skal herefter hvert år dokumentere, at der findes et bredt og stigende antal fairtrade-mærkede produkter på både cafeer, restauranter og på offentlige og private arbejdspladser. En Fairtrade By skal bl.a. have en aktiv informationsindsats om fairtrade over for borgere og erhvervsliv i kommunen.
Initiativet til Fairtrade Byer stammer fra den engelske bistandsorganisation Oxfam, som etablerede verdens første Fairtrade By i Garstang i 2000. I dag er det organisationen Max Havelaar, der godkender Fairtrade byerne.
Der findes lige nu cirka 500 Fairtrade Byer i hele verden, hovedsageligt i Storbritannien. 
Hvad er Fairtrade?
Fairtrade Max Havelaar er en international mærkningsordning, der garanterer, at nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere får en fair pris, dvs. en minimumspris, for deres produkter og ordentlige arbejdsforhold. Der tages desuden hensyn til miljøet i produktionen, en stor del af varerne er samtidig økologiske. Bag mærkningsordningen står Fairtrade Labelling Organisations (FLO), som forestår kontrollen af producenter og importører.