Uden naturen er vi intet!

En gruppe danskere samlede i 2006 og 2007 penge ind under aktivitetsuger i Ålborg Zoo. Det blev til ca. 76.000 danske kroner, som blev doneret til MS-Tanzania’s partnerorganisation, CORDS, der arbejder med pastoralistsamfund i det nordlige Tanzania.

'Napilukunya', hedder bjerget, som på akiyernes sprog betyder ’spids’. Foto: Pernille Baerendtsen

Helt præcist er pengene gået til Akiye stammen, der lever i det nordlige Tanzania. Nærmere bestemt et lille sted i Kiteto Distrikt for foden af et bjerg der hedder 'Napilukunya', som på akiyernes sprog betyder ’spids’. Bjergets markante form er et tydeligt pejlepunkt der peger skarpt mod himmelen. Akieyerne tilhører Maasai stammen, men skiller sig alligevel ud.

Da vi kører fra den store vej og ned mod der hvor vi skal mødes med akiyerne, trykker chaufføren hornet i bund.

Hvorfor nu det?

’Det er fordi at akiyerne ikke har nogen egentlig landsby – de bor saadan lidt spredt’, forklarer Seela, der er CORDS’ kønskonsulent. ’Akiyerne er jægere og samlere, de lever direkte af det kan få fra naturen. Læg fx mærke til hvordan mændene sidder med hænderne hvilende på deres knæ – sådan ville en maasai aldrig sidde. Det er fordi akiyerne er vant til at sove siddende op, fx inde i de hule baobabtræer’, fortsætter hun.

Ser vi ikke fattige ud?!

Vi er forsinkede, og da vi endelig når frem til akiyernes samlingspunkt, er nogle af dem ved at gå fordi de har ventet længe. Vi undskylder, velvidende at vi nok har strammet den lidt. Vi samles rundt om et stort træ, hvorpå der på kiswahili er skrevet med kridt på barken ’Akiyernes Kontor’. Vi bydes velkommen af lederen. En kvinde rejser sig derpå op og siger:

’Kig på os, og sammenlign med det du kender. Ser vi så ikke fattige ud?!’

Hun står rank og taler fattet. Hun er næsten for beskeden i sin fremtoning, da hun forklarer hvorfor akiyerne er så afhængige af naturen, af træerne og blomsterne – bla. fordi de samler honning. Dels er honningen vigtig som ernæring, når man lever på en så skrabet kost - dels kan de sælge den.

’Men hvis der ikke er noget vand, så er der heller ikke nogle træer eller blomster. Og så er der heller ikke nogle bier og dermed ikke noget honning’, forklarer hun.

Folk der lever under disse vilkår, får ofte ikke tilstrækkelig nærende kost, og det bliver mere og mere udfordrende naar adgangen til land og naturressurser ændrer sig. I akiyernes tilfælde er adgangen til fx honning og urter blevet sværere.

Befolkningstallet er stigende, og der bliver mindre land at dyrke. Det betyder bla. at tanzanianske smaaboender fra områder med stor befolkningskoncentration bliver presset til akiyernes område pga. jordmangel.

Seela spørger om jeg kan huske det første sted vi gjorde stop på vejen fra Arusha til Kiteto distrikt. Jeg regner mig frem til, at det er over 150 km væk, og hun fortæller, at når vandforsyningen ved foden af Napilukunya tørrer ud, så går akiyerne bla. dertil for at finde vand.

Lille dreng fra Akiye stammen. Foto: Pernille Baerendtsen.

Støtte til honningproduktion

En stor del af pengene fra Aalborg Zoo er netop gået til en forbedring af akiyernes honningproduktion. CORDS har bla. hjulpet akiyerne med at genetablere traditionelle bikuber i baobabtræer. På afstand kan man se store rørlignende bikuber hænge ned fra trærne. Enkelt og effektivt.

Tilbage i Kibaya By paa CORDS’ kontor bliver honningen filtreret og emballeret. CORDS fortæller at pengene har gjort det muligt at pakke honningen bedre, hvilket bla. betyder at akiyerne har kunnet sende to ’moranier’ – unge mænd – afsted til den årlige landbrugsudstilling i Arusha (Nane Nane) hvorfra de nu er vendt tilbage med kontanter. Vi taler stadig om beløb i mindre målestok, men det er målt på CORDS succesbarometer en meget positiv oplevelse.

Den har nemlig også en sideeffekt, som er vigtig i sig selv.

En anden del af pengene er nemlig gået til træning. ’Og det er vigtigt’, pointerer CORDS. ’Når folk oplever succes med honningen, så er de meget lettere at motivere og de dukker mere talstærkt frem, når vi prøver at uddanne dem på andre områder.’

Seela beder mig paa CORDS vegne om at sende en særlig tak til ’Olbok’ - Ålborg - for at de tænkte på andre end dem selv!

Det er hermed gjort!