Fra høne til ørn

Leela Sumaimagar er 32 år og et af de 240 medlemmer af Nepals nye grundlovsgivende forsamling, som blev valgt direkte af de lokale vælgere via systemet ”First-past-the-post” ved grundlovsvalget den 10. april. På mange måder repræsenterer hun håbet om et nyt Nepal.

Leela gratuleres af den tidlige arbejdsgiver i sin hjemegn Palpa.

Hun er ung, kvinde, har bare ti års skolegang bag sig og kommer fra en etnisk minoritet, der er kategoriseret som de fattigste i hendes hjemegn Palpa i det vestlige Nepals bakker. I 4 år kæmpede hun mod diskrimination og uretfærdighed gennem den maoistiske oprørsbevægelse, og den 10. april blev hun valgt af borgerne i Palpa til at repræsentere dem i den grundlovsgivende forsamling. Dermed blev hun en af 193 kvindelige medlemmer af den nye grundlovsgivende forsamling, som tæller i alt 575 folkevalgte og inden længe forhåbentlig yderligere 26 særligt udpegede medlemmer.

”Jeg vidste faktisk ikke, at jeg var opstillet, jeg hørte det i radioen 14 dage efter, at det var besluttet”, smiler Leela og fortsætter: ”Men jeg synes, det var en ære og så det som en mulighed for at promovere kvinder i politik”. Den 10. april vandt Leela bl.a. over en meget selvsikker og meget magtfuld mandlig kandidat fra det moderate kommunistparti UML. Denne besvimede efter sigende og måtte på hospitalet i flere dage, da resultatet blev kendt i distriktet.

”Jeg vandt, fordi kvinderne støttede mig på tværs af partiskel, det har været til stor inspiration for mig”, forklarer Leela om sin succes. Det er da også først og fremmest kvindernes sag, der ligger hende på sinde: ”Kvinder her i Nepal har bare været fødemaskiner, vi må komme ud af det 16. århundrede og holde op med at holde os tilbage. Vi må være stærke og ikke lukke os selv inde i hjemmet”, fortsætter Leela, mens ansigtet bliver alvorligt og stemmen indtrængende: ”Vi må transformere os fra høns til ørne. Jeg var selv en høne og kunne kun se problemerne i mit eget hjem, men efter jeg kom ud og så andre distrikter, fik jeg øje på endnu større problemer, som f.eks. børneægteskaber og trafficking af piger”. Samtidig lægger Leela dog vægt på, at kvindernes kamp starter i hjemmet, for ”det er her, uligheden starter”, understreger hun.

Et hårdt liv
Selv har Leela kæmpet hele sit liv. Som barn af en fattig landsbyfamilie måtte hun kæmpe for at fuldføre 10 års skolegang. Herefter blev hun lærer og begyndte senere at arbejde som socialarbejder for lokale NGOer. Det var dengang, det gik op for hende, at social uretfærdighed og fattigdom skal løses på et overordnet politisk plan.

For omkring fem år siden gik hendes mand ind i folkets befrielseshær, som maoisterne kaldte den daværende oprørsbevægelse. ”Han rejste, da vores yngste søn var tre dage gammel”, forklarer Leela. Et år senere kom manden hjem syg og afkræftet, men blev dræbt af hærens soldater på vej til hospitalet.

”Ingen bakkede mig op dengang”, husker Leela, som efter sin mands død besluttede ikke at følge de traditionelle dødsritualer, fordi de er kønsdiskriminerende: ”Der er ingen, som går klædt i hvidt og udfører særlige ritualer, når deres kone dør, så det ville jeg heller ikke”, forklarer hun alvorligt. Beslutningen fik - ikke overraskende - hendes naboer til at se endnu mere skævt til hende. 

Efter sin mands død gik Leela selv ind i maoisternes oprørsbevægelse. Sammen med sin yngste søn på bare halvandet år opholdt hun sig i dagevis i skoven rundt om i landet. ”Min familie forsøgte at tale mig fra det, de var bange for, at jeg ville blive dræbt. Men ellers støttede de mig”, husker hun. Leelas bror er politibetjent, men også han støttede hende: ”Hvis jeg får ordre til at gå imod oprørerne, siger jeg op”, forsikrede han sin storesøster.

Leela på sin første dag som medlem af den grundlovsgivende forsamling.

”På en måde var det lettere, dengang vi var i krig”, funderer Leela. ”Når man er i krig, skal man være skarp og kunne tage hurtige beslutninger. Ellers risikerer man at blive omringet og skudt. Nu tager alle beslutninger lang tid, fordi politisk enighed er nødvendigt”, siger hun om den nuværende situation, hvor den grundlovsgivende forsamling venter utålmodigt, mens lederne af de tre politiske partier slås om magten. Særligt omstridt er posten som præsident: ”De andre partier vil have Koirala (den nuværende aldrende premierminister), men vi mener ikke, at en person, der om nogen repræsenterer det gamle Nepal, kan være i spidsen for et nyt”, siger Leela om maoisternes modstand mod Koiralas kandidatur. Allerhelst så maoisterne deres egen leder Prachanda på posten, men da de andre partier er imod det forslag, støtter de nu op om at vælge en person uden politisk tilhørsforhold til den ærefulde post, mens Prachanda af de fleste ses som selvskrevet til posten som premierminister. ”Mit ideal er at blive en kvindelig Prachanda”, siger Leela og forklarer, at hun støtter Prachanda pga. hans arbejde for indflydelse til etniske minoriteter, kvinder og fattige.

Får den grundlovsgivende forsamling indflydelse?
Efter de to første møder i den grundlovsgivende forsamling er yderligere møder udsat på ubestemt tid, indtil de politiske ledere når til enighed om landets øverste poster. Det har fået pressen til at udtrykke frygt for, at forsamlingen ikke får reel indflydelse men bare bliver en tom skal. Det er Leela ikke bange for: ”Det var folket, som pressede på for at få kongen afsat. Hvis de er i stand til det, så kan de også presse på, for at få en afgørelse omkring regeringen”, siger hun fortrøstningsfuldt og tilføjer, at i hendes parti  bliver medlemmerne af den grundlovsgivende forsamling hørt af ledelsen. ”Om muligt overvejer vi at droppe at forme en ny regering og gå i gang med grundloven”, siger hun og understreger, at det ikke kan komme på tale at gå tilbage til gurillakrig nu: ”Da vi gemte os i skoven, havde vi ingen støtte. Nu er folket bag os”, siger hun.

På spørgsmålet om hendes mand ville være stolt af hende nu, svarer Leela: ”Ja, og jeg er også stolt af mig selv, nu går martyrernes drømme endelig i opfyldelse”.