Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Unge på vejen for fred i Kenya

Unge fra 15 stammer deltager i fredskaravane i Kenya med støtte fra forårets landsindsamlingen. To unge danske udsendte frivillige blogger om turen.

Tekst og foto: Morten Bonde Petersen, informationsmedarbejder MS-Kenya

Fire kameler på række i vejsiden forårsagede en mindre trafikprop lørdag formiddag i den lille kenyanske provinsby Ongata Rungai syd for hovedstaden Nairobi. Bedre blev det ikke, da folk efterfølgende stimlede sammen midt på den i forvejen trange markedsplads for at se drama, lytte til taler og huje af optrædende artister.

En flytbar scene var sat op af unge tilknyttet netværket Voluntary Youth Philantropists. De unge brugte formiddagen på at skabe opmærksomhed om et af de projekter, MS støtter med penge fra landsindsamlingen i maj: En fredskaravane organiseret af den kenyanske fredsorganisation PeaceNet.

Karavanen drog af sted umiddelbart efter sin optræden i Ongata Rungai og skal i løbet af de næste to uger køre fra Nairobi og mere end 1000 kilometer mod nord til den etiopiske grænse og retur.

25 unge fra 15 forskellige stammer
Ombord er 25 unge fra ikke færre end 15 forskellige stammer. Den etniske mangfoldighed i den terrængående lastbil er ikke tilfældig. Formålet med turen er at forsøge at skabe fred og forsoning efter den blodige, etnisk betonede konflikt, som i årets første måneder kostede tusinder af menneskeliv i Kenya.

De unge skal undervejs mødes med andre, primært unge, fra de forskellige stammer, som bebor de områder, karavnen kører igennem. De steder det er muligt, skal grupper af unge med forskellig stammetilhørsforhold involveres i fælles aktiviteter fra fodboldkampe over dialogmøder til genopbygning af faciliteter, som blev ødelagt under uroen.

MS-Kenyas direktør, Jesper E. Lauridsen var blandt talerne i lørdags, da karavanen blev sendt af sted. Han fremhævede, at de unge spiller en afgørende rolle i spørgsmål om fred eller konflikt i Kenya:

”MS-Kenya er stolt over at sponsorere denne Ungdomsfredskaravane, fordi vi tror, at netop de unge er nøglen til enten at skabe fred eller forhindre fred. Den konflikt, vi så efter valget i december 2007, var et klart vidnesbyrd om, hvad ungdommen kan udrette – eller hvad den kan blive misbrugt til at udrette,” sagde han med henvisning til, at det mange steder i Kenya var bander af unge, som førte an i volden under de blodige optøjer.

To danskere blogger

To danskere, der er udsendt som frivillige gennem Global Contact, blogger om turen. Det er Sofie Breidal, der er  22 år og fra København, og Jeppe, der er 20 år og fra Ribe. Følg deres blog her

Danskere blogger
Følg to danskeres blog om fredskaraven