Nicaraguas NGO'er i søgelyset
Den nicaraguanske regering mistænker flere NGO’er for hvidvask af penge. Det rene vrøvl, svarer civilsamfundets organisationer, som beskylder præsident Daniel Ortega for at drive heksejagt på kritikere.
|
|
Mens regeringen kalder NGO’erne for liberalismens lakajer og beskylder kritikere for at opildne til had, så holder den nu på tredje uge offentligt bønnemøde ”mod hadet” i Managuas centrale rundkørsler. Foto: Christian Korsgaard.
|
Af Christian Korsgaard, informationsmedarbejder, MS Mellemamerika
Nicaraguas mange NGO’er er nu kommet i det politiske søgelys, fordi regeringen mistænker flere af dem for at operere på kant med loven.
Men den forestående undersøgelse af 700 af Nicaraguas over 4.000 civilsamfundsorganisationer skaber bekymret panderynken både i gruppen af donorer og blandt de nationale NGO’er, som mistænker Daniel Ortegas regering for at ville indlede en ”heksejagt” på kritiske organisationer.
I første omgang har regeringen nemlig kastet sit kritiske blik på centeret for kommunitative studier (CINCO) og på kvindebevægelsen MAM. Begge har i den seneste tid været udtalt kritiske overfor Ortegas ledelse af landet og har specielt haft succes med at hive en hengemt anklage om Ortegas seksuelle misbrug af sin steddatter Ziolamerica Narvaez, frem fra det politiske kosteskab. Sagen har både i Paraguay og Honduras ført til protester fra kvindebevægelser, i forbindelse med Ortegas planlagte besøg i de to lande.
Donororganisationer undersøges
Men ikke kun nationale NGO’er står for skud. Også donororganisationer vil blive kigget i kortene og i forbindelse med undersøgelsen af CINCO og MAM er den britiske organisation OXFAM nu også indkaldt til et møde i Indenrigsministeriet. Ministeriet, som bedyrer at der ikke er tale om forfølgelse af civilsamfundsorganisationerne, mener at OXFAM ulovligt at brugt CINCO som mellemstation for at støtte MAM, som ikke er en officielt anerkendt organisation. Det er ifølge loven ulovligt, men fordi MAM ikke er en organisation, men derimod en bevægelse, kan ingen af de tre organisationer se, at de har gjort noget forkert.
”Det er omstændeligt og ofte også dyrt at opnå officel anerkendelse fra Indenrigsministriet, fordi det indebærer at de som ønsker at danne en organisation skal hyre en advokat og mange af dem er enten så fattige eller så løst organiserede, at det er en stor mundfuld,” forklarer MS Mellemamerikas direktør, Lisbeth Petersen, i en kommentar til situationen.
Hun bekræfter i øvrigt, at MS Mellemamerika ikke direkte støtter organisationer uden officiel anerkendelse, men via lokale partnerorganisationer når MS naturligvis ud til løst organiserede fattige i landområderne. MS Mellemamerika har derfor intet at skjule i forbindelse med en eventuel undersøgelse af organisationens støtte.
|
På kant med loven
Hverken OXFAM, CINCO eller MAM er endnu anklaget for ulovligheder, men Indenrigsministeriet ønsker at undersøge de økonomiske forbindelser mellem de tre på grund af ”mistanke om hvidvask af penge”.
”Der er ikke tale om forfølgelse af NGO’erne, men vi ønsker at sikre os at de følger reglerne, at de er legale. Det er det eneste vi ønsker og vi her i ministeriet forfølger ikke nogen. Men når vi ser på papirerne, så eksisterer MAM ikke og CINCO og OXFAM befinder sig i en irregulær situation,” forklarede den ansvarlige for Indenrigsministeriets NGO-register, Gustavo Sirias, til lokale medier i går.
Men en af lederne af MAM, Ana Quiróz, er lodret uenig.
”MAM er ikke en NGO, det er en social bevægelse og den har Indenrigsministeriet ingen magt over. Det har de over NGO’erne. Det er ikke os der opererer på kant med loven, det er regeringen,” svarede Quiróz i en bitter kommentar til Indenrigsministeriets undersøgelse.
Det er i øvrigt ikke første gang at Quiróz påkalder sig den politiske ledelses vrede. Under den nu korruptionsdømte præsident Arnoldo Alemáns styre stod Quiróz frem til 2001 i spidsen for landets største sammenslutning af civilsamfundsorganisationer, Coordinadora Civil. Organisationen var dengang som nu stærkt kritisk over for Nicaraguas politiske elite, og Alemán forsøgte ad forskellige veje at stække de kritiske organisationers muligheder for at operere i landet. Dog uden held.
”NGO’erne er trojanske heste”
Om det denne gang vil lykkes regeringen at lukke munden på de kritiske røster er endnu usikkert. Men hidtil har Ortegas halvandet år gamle regering haft stor succes med at presse selv stærkt kontroversielle beslutninger igennem, så både i nationale og internationale organisationer er der i dag bekymring at spore.
Og måske med rette. I det seneste nummer af regeringsavisen El 19 er tonen over for NGO’erne i hvert fald temmelig uforsonelig og gør det vanskeligt at tro på Indenrigsministeriets gode hensigter. Under overskriften De moderne trojanske heste skriver avisen at NGO’erne dybest set er et produkt af den vestlige verdens neoliberale politik og at deres primære funktion er at afbløde nogle af de værste konsekvenser af den ”vilde kapitalisme”.
De hårde ord kommer som den foreløbige kulmination på de seneste måneders stadig mere tilspidsede politiske situation, som for alvor eskalerede i juni, da Det Øverste Valgråd udelukkede de to væsentligste opositionspartier fra november måneds kommunevalg.
Efter kritik fra flere sider har regeringen siden krydset diplomatiske klinger med både USA, Sverige og Organisationen af Amerikanske Stater. I sidste uge gav Ortega så de politiske tommelskruer en ekstra omgang, da han meddelte, at der ikke er behov for valgobservatører til kommunevalget.
”Vi må på et tidspunkt begynde at tro på at vi selv kan klare tingene,” kommenterede viceudenrigsminister Kautz ved den lejlighed. Men lige i øjeblikket kan civilsamfundets tro på regeringen evne – og vilje – til at følge demokratiets spilleregler ligge på et meget lille sted.



