dansk english Facebook Twitter

Udvikling af det lokale demokrati

MS støtter udvikling af det lokale demokrati for at sikre fattige indflydelse, så de ikke bliver snydt. Det sker gennem bevidstgørelse, organisering og ved at arbejde for øget ansvarlighed i kommunerne.

Når skolen ikke bliver bygget
Manglende indflydelse kan gå ud over fattiges skolegang. Det kan en gruppe indbyggere i det nordvestlige Uganda tale med om. I månedsvis gik de forbi byggegrunden, hvor Mundrugoro Primary School skulle opføres. Men der kom først gang i byggeriet, da NGO-netværket Kocisonet med støtte fra MS hjalp dem med at klage.

I kampen mod fattigdom har det stor betydning, hvordan de lokale myndigheder fungerer og ressourcerne fordeles – f.eks. til sundhed, uddannelse, vand og veje. Mange steder er det kommunale selvstyre stadig under opbygning, og det er langt fra en selvfølge, at embedsmænd og politikere føler, at de skal stå til ansvar for borgerne. Der mangler åbenhed om budgetter og planer, og magten er i mange lande så centraliseret, at ressourcerne ikke kommer ud lokalt – selv hvor der findes lovgivning om lokalt selvstyre.

Folkelige budgetter i Honduras
Borgmesteren i Opalaca kommune i Honduras ville ikke tage borgerne med på råd, men det blev ændret gennem organisationen ADROH med støtte fra MS. Efter en proces besluttede borgerne, at de ville prioritere bedre kaffeproduktion og transportveje, og i dag har de ”folkelige budgetter”.

"Folkelige budgetter betyder, at vi tages med på råd om, hvad kommunens penge bruges til,” siger Carloz Lorenzo fra Opalaca.

Folkelige budgetter i Honduras

De fattige rammes hårdest
Det er de fattige og marginaliserede, der rammes hårdest, hvis de ikke får den service, de har krav på. Fattige mennesker har ikke råd til at søge privat hjælp, så hvis systemet svigter, har de reelt ikke adgang til f.eks. uddannelse, sundhed, vand eller sanitet. Omvendt er det også de fattige, der mærker en umiddelbar forbedring, når de lokale myndigheder fungerer og lever op til deres ansvar.

Derfor arbejder MS for at udvikle det lokale demokrati og sikre fattige og marginaliserede indflydelse, så de ikke bliver snydt. Det gør vi, fordi politisk indflydelse er en afgørende forudsætning for at kunne ændre sine livsvilkår og bekæmpe fattigdom.

Sådan støtter MS det lokale demokrati

I alle lande, hvor MS støtter langsigtet udvikling, arbejder vi sammen med lokale partnerorganisationer for at udvikle det lokale demokrati. Det er en politisk proces, som både kræver, at borgerne søger indflydelse, og at kommunerne er lydhøre. Derfor arbejder vi både med borgeruddannelse og bevidstgørelse og for øget åbenhed og ansvarlighed hos de lokale myndigheder.

Borgeruddannelse og styrkelse af organisationer
Vi støtter borgeruddannelse med oplysning om de rettigheder og serviceydelser, som folk har krav på. Vi støtter træning af borgergrupper og organisationer, så de bedre kan analysere situationen, gennemskue budgetter, organisere sig og tale deres sag og holde øje med, om kommunen lever op til sine forpligtelser. Og vi arbejder for at styrke organisationernes evne til strategisk planlægning og mobilisering for at skabe forandring gennem handling.

Åbenhed og ansvarlighed i kommunerne
Gennem vores partnerorganisationer arbejder vi for en åben og ansvarlig politisk kultur med værdier som retfærdighed, lighed, respekt og rum til civilsamfundets deltagelse – og med særlig vægt på, at fattige og marginaliserede ikke bliver snydt i kommunale budgetter, prioriteringer og tjenesteydelser. Vi yder ikke direkte støtte til lokale myndigheder eller tjenesteydelser, men koncentrerer os om støtte via civilsamfundet. Lokale embedsmænd deltager dog ofte i forskellige former for træning.

Deltagelse og politisk bevidstgørelse
Lokaldemokrati handler om deltagelse og politisk bevidstgørelse, om værdighed og årvågenhed – om at tro på egne evner og værdier. Om at fattige får mod og evne til at sige fra over for de magtfulde og udfordre diskriminering og politisk udelukkelse – og gennem fælles handling forandre de eksisterende hierarkier. Aktiv deltagelse og modspil fra borgergrupper er også vigtigt for at få kommunen til at fungere – for at love og rettigheder efterleves og udmøntes i praksis. Det lokale demokrati har gavn af et dynamisk civilsamfund, og lige så vigtigt er det, at disse grupper arbejder sammen med kommunen om problemer og opgaver.

Her arbejder MS med det lokale demokrati


Læs mere

Governance and Democracy - Thematic Programme Concept Paper (pdf)
Building Local Democracy - Thematic Programme Concept Paper (pdf)
Dokumenter
Send til en ven   Print siden