dansk english Facebook Twitter

Monitorering og evaluering

Arbejdet med at støtte fattige menneskers politiske indflydelse handler i høj grad om processer med bevidstgørelse og mobilisering. De kan være svære at måle og veje, men det er alligevel vigtigt at vurdere resultaterne.

I MS vil vi gerne blive gode til at lære af de erfaringer, vi løbende gør os sammen med vores partnerorganisationer, så vi kan blive endnu bedre til det, vi gør. Vi har derfor organiseret vores monitorering og evaluering af programmerne, så den følger de fem temaer, vi arbejder med.

Helt konkret foregår monitoreringen på den måde, at partnerne hvert kvartal udarbejder rapporter om, hvordan projekterne forløber. En gang om året holder vi en fælles workshop, hvor vi diskuterer, hvad der er opnået i det enkelte projekt. Vi drøfter også, hvad der ikke er lykkedes og hvorfor – og om projektplaner og strategier evt. skal justeres. Derefter mødes alle de partnerorganisationer, som arbejder indenfor det samme tema i det enkelte land, for at udveksle erfaringer, lære af og inspirere hinanden og koordinere deres aktiviteter. MS’ medarbejdere bringer denne læring med sig til resten af organisationen, så erfaringerne kan bruges af vores partnere i andre lande.

Med nogle års mellemrum laver vi tværgående evalueringer, som analyserer indsatser indenfor et enkelt tema på tværs af samarbejdslandene. Disse evalueringer gennemføres af eksterne, uafhængige konsulenter. I 2008 har alle MS’ samarbejdslande gennemgået en evaluering af aktiviteter indenfor temaet lokaldemokrati.

I vores dokumentindgang finder du evalueringer af vores arbejde.

Læs mere

Dokumenter med evaluering
Send til en ven   Print siden