Uddannelse til Frihed på vej ind i sin sidste fase:

En modelskole for de fattige

I det sydlige Nepal kæmper lokale skolefolk mod hårde odds. 86 elever pr. lærer, højt fravær blandt børn fra fattige familier og ekstreme temperaturer i klasserne. Sammen med Operation Dagsværk og Mellemfolkeligt Samvirke har den lokale organisation BASE siden 2003 forsøgt at forbedre skolegangen i området for de fattigste - særligt for de tidligere gældsslaver Kamaiyaerne.

By: Anne Mette Nordfalk

13. oktober 2008

”Hvad siger katten?”, spørger den unge lærer Siama Sahi ud i sin nye 1. klasse. ”Miauv” svarer de 23 små unger i det snavsede betonlokale i kor. Vi er på en offentlig skole i det sydlige Nepals flade landbrugsland, hvor de fleste huse ligner noget fra Lejre forsøgscenter og skolerne består af grumsethvide betonbygninger blandet med nyere murstensrum med bliktag. Det er stegende hedt fra april til november her langs grænsen til Indien, så børnene går i skole fra 6.15 til 11.00, 6 dage om ugen.

Lige nu er klokken 10, så i Siama Sahis første klasse er det svært at holde koncentrationen. To unger hænger i vinduets gitter og en danser rundt og driller nogle af dem, der stadig sidder ned. Faget hedder ”social” og foregår på den måde, at Siama gennemgår en halv side i bogen 2-3 gange og med mellemrum stiller børnene korte spørgsmål, som de højt besvarer i kor.

Pludselig bryder en lille fyr  i gråd. Siama forsøger at finde årsagen, men det er ikke let, han mumler bare, at han vil hjem. Hun lader ham sidde lidt, men han græder stadig stille. Det viser sig, at han er sulten og vidst også har fået en på tuden af ham foran. Til sidst får han lov at tage sin taske og gå hjem.

Sult er et af de store problemer i de små klasser her i området. ”Forældrene siger, de ikke har tid til at lave madpakker”, forklarer Siama, da resten af de små har fået lektier for og er marcheret af. Men det egentlige problem er nærmere, at fattige i Nepal ikke har mad nok. Familierne spiser højst to gange om dagen, så madpakke er udelukket.

Siama er ikke uddannet lærer, men har en næsten færdig gymnasieuddannelse og er nu ansat som privatlærer, hvilket vil sige at hun bliver betalt af skolens egne midler og ikke af staten, som de fastansatte lærere. Private lærere er der mange af i det sydlige Nepal og det betyder, at skolen ikke er gratis, som den ellers burde være og at den undervisning børnene får er mangelfuld.

En anderledes skole

På Bishwojyoti grundskole, nogle få kilometer derfra, er alt anderledes. Bygningerne er malet i en glad grøn farve og der er en have med geometriske figurer i småsten foran de tre skolebygninger. Midt i haven er der et stort spejl og en håndvask, så man kan se om man er ren og velsoigneret, inden man møder i skolen. Mange familier har ikke spejl og endnu færre har rindende vand og sammen med uvidenhed omkring hygiejne, gør det vaskepladsen til en nødvendig del af undervisningen.

At træde ind i 2. klasse er også en ganske anden oplevelse. Her sidder fyrre elever i grupper af seks på filttæpper på gulvet. Dagens program står på en planche, så børnene kan følge med i, hvad der skal ske. Punkt 1 er renlighed: En lille pige bliver sendt op til klassens spejl for at rede sit hår, en anden bliver bedt om at klippe sine negle, mens en dreng bliver spurgt, hvorfor hans bukser hverken har lynlås eller knap.

Da alle de knapper som børnenes tøj har tilbage, er knappet og håret pænt glattet, er det tid til en sang. Alle rejser sig op og går højt syngene rundt i klassen: ”man skal dække maden til og hvis der alligevel kommer fluer på den, så smid den ud!”, skråler ungerne af fuld hals.

Bishwojyoti grundskole er en af de 22 skoler, som skoleorganisationen BASE (Backward Society Education) støtter med lærertræning, støtte til elevråd, bedre undervisningmaterialer og kampagner for bedre skole-hjem-samarbejde. Samtidig er skolen her en af 9 modelskoler, som er udvalgt til at få særlig meget opmærksomhed, fordi den huser den største procentdel af svage elever.

Penge fra Operation Dagsværk

Pengene kommer fra Operation Dagsværk 2002. Projektet, der hedder ’uddannelse til frihed’, startede i 2003 og slutter i år og har kostet i alt 7 mio. kroner. Projektet er særligt rettet mod tidligere gældsslaver, en gruppe på 16000 familier, der indtil for 8 år siden levede som slaver hos lokale storbønder. Nu lever mange i små afsides samfund, nogle har fået jord af staten, andre venter stadig. De fleste har langt til skole og samtidig er det ofte svært for dem at sende deres børn i skole, fordi de har brug for den løn, børnene kan tjene som arbejdere hos rige familier eller på lokale hoteller.

BASE, som gennem 14 år har samarbejdet med Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal, har forsøgt at involvere forældrene, få dem med i skolebestyrelsen og de mange som er analfabeter indbydes endda til at deltage i undervisningen. I 2. klasse på Bishwojyoti skolen er der to voksne elever og det samme gælder de fleste af skolens andre klasser.

Efter at have sunget færdig skal 2. klasse øve sig i alfabetet, begge langsider i klassen er beklædt med tavle, så alle grupperne kan skrive samtidig, mens læreren går rundt og hjælper. ”Madam, kom og se”, råber en lille pige og sender sin lærer et stort tillidsfuldt smil.

På væggene hænger forskellige hjemmelavede materialer i kulørt papir. Der er ordensregler, spil, tal og ordlege, alle udført med tegninger og glade farver. Alle lærerne har været på i alt 18 dages kursus i en metode, der hedder ”Child centered teaching learning approach” noget der vel bedst kan oversættes med ”elevcentrerede læringspædagogikker”. Det handler om at gøre undervisningen mere motiverende: ”Nu lærer børnene selv, mens vi faciliterer, før var det os, der talte mens børnene lyttede”, forklarer skolens 6 lærere, da undervisningen er slut og de samles på inspektørens kontor. ”Vi har også lært, at man kan være tæt med børnene og at det hjælper dem til at lære”, tilføjer Krishna Sapkota, som underviser 4. klasse.

Vi gør det for vores egen skyld!

I december 2009 afslutter BASE projekt Uddannelse for Frihed og de 22 skoler, der har deltaget i projektet skal fortsætte på egen hånd. Her på Bishwojyoti grundskole er de heldigvis ikke bekymrede: ”Vi gør jo ikke det her for BASE men for vores egen skyld!”, siger inspektøren bestemt.

En gruppe lærere, der selv er blevet trænet gennem projekt ”uddannelse til Frihed” er allerede i gang med at føre metoderne videre på egen hånd. De har selv lavet et kursus for 50 af deres kollegaer, og sidder nu i de steghede eftermiddage, når børnene er gået hjem og giver de nye metoder videre.

En af deltagerne er Parvarti Joshi, som har været lærer i 16 år, ”der er 150 indskrevet i min klasse, og der kommer vel omkring 90 faste”,  forklarer hun roligt, mens hun sidder og klipper bogstaver ud i af lyserødt og gult papir ”den her idé er ny for mig og jeg glæder mig til at bruge det!”. Samtidig sender en af underviserne en plastikkande med låg rundt, deltagerne skal ryste den og gætte på, hvad der er i. Alle lever sig ind i legen og griner og pjatter, mens de gætter. Svaret viser sig at være ‘sand’, ’en blyant’ og ’et viskelædder’og pointen er, at også gratis materialer, kan gøre undervisningen mere levende.

At bruge Elevcentrerede undervisningspædagogikker koster ikke det store. Pap, tushpenne, lim og saks er hvad der skal til og ellers handler det mest om at turde prøve noget nyt på trods af klimaet, uvidenheden og de vanvittige klassekvotienter. ”De ældre fastansatte lærere er klart vores største udfordring. De er ansat på livstid, så det er ikke alle, der er interesserede i at prøve noget nyt”, forklarer Ram Ghopal Chaudary fra BASE, som ellers generelt er tilfreds med resultateren og tror på, at metoderne nok skal brede sig i de kommende år.