Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Landsindsamling 2009:

Giv jord til mor

Der samles ind til kvinders adgang til jord i bl.a. Tanzania, foto: Pernille Bærendtsen.
Der samles ind til kvinders adgang til jord i bl.a. Tanzania, foto: Pernille Bærendtsen.

Adgang til jord er adgang til mad. Mellemfolkeligt Samvirke samler søndag den 3. maj 2009 ind til fordel for fattige kvinders adgang og ret til jord i Tanzania, Zambia og Nepal. Du kan hjælpe!

Den 19. februar kl. 15.30-17.30 afholdes stort kickoff-møde hos MS på Fælledvej 12 for alle, der vil deltage i landsindsamlingen den 3. maj. Se ny video, grafisk koncept og webside for indsamlingen - og mød vore indsamlingsambassadører og MS' forkvinde Trine Pertou Mach.

Tilmeld dig nu som indsamler eller indsamlingsleder og afsæt tre timer til at sikre kvinder ligeværdig adgang til at dyrke jorden.
Tilmeld dig som indsamler
Tilmeld dig som indsamlingsleder 

Du gør en forskel
I udviklingslandene står kvinderne for 60-80 pct. af landbrugsproduktionen, men de ejer kun 5 pct. af jorden. Hvor kvinder ejer jorden og selv kan beslutte, hvad de vil dyrke, er familiens fødevaresituation ofte markant bedre. Arbejdet med at sikre fattige kvinders ret til jord øger altså fødevaresikkerheden i lande, hvor millioner af mennesker går sultne i seng hver dag, og tusinder dør som følge af sult. Som deltager på Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling 3. maj yder du en vigtig indsats og styrker kvindernes mulighed for at skaffe mad på bordet.

Jordfordeling – nøgle til fattigdomsbekæmpelse
Langt den største del af befolkningerne i Tanzania, Zambia og Nepal forsøger at leve af landbrug. Mange steder er de imidlertid truet af storbønders og internationale fødevareproducenters opkøb af jord. Ligesom den vestlige verdens efterspørgsel efter jord til at dyrke biomasse til brændstof og den globale opvarmnings indflydelse på ørkenspredning indskrænker adgangen til jord. Koblet med en øget befolkningstilvækst bliver der simpelthen mindre og mindre jord, som kan dyrkes. På trods af kvindernes afgørende rolle for familiens fødevaresikkerhed, bliver de ofte taberne i kampen om jord.

Konsekvenserne er alvorlige især på det nære menneskelige plan, men også i forhold til landenes politiske stabilitet. Kvindernes manglende adgang til jord kaster flere og flere familier ud i dyb fattigdom og sult, og deres børns sundhed og skolegang trues. De økonomiske værdier fordeles på færre hænder og tvinger bl.a. unge mennesker til at søge lykken i byerne – en skæbne der for mange ender med at udspille sig i et blikskur i en slumforstad uden udsigt til fast arbejde.

Mellemfolkeligt Samvirkes indsats
En mere retfærdig fordeling af jord er helt grundlæggende i forhold til at afhjælpe sult, sikre sundhed og uddannelse samt skabe økonomisk vækst og velfærd. Mellemfolkeligt Samvirke har derfor jordrettigheder som det ene af fem fokusområder i arbejdet med at sikre demokratisk indflydelse for verdens fattigste og bekæmpe fattigdom. I Tanzania samarbejder vi med partnere, der på alle politiske niveauer gør en indsats for at sikre dokumentation også for kvindernes lovformelige ret til jord, herunder arveret til enker og fraskilte. I Zambia deltager vores partnere i udarbejdelsen af jordreformer, der giver kvinder ret til jord. Og i Nepal støtter vi bl.a. kvindelige gældsslavers ret til jord.

Vær med til at støtte fattige kvinder
Vores mål er at engagere mindst 2.500 indsamlere og 300 indsamlingsledere landet over. Vi sørger for udsendelse af materialer og tilbyder fælles informationsmøder til indsamlingsledere. Vi servicerer indsamlere og indsamlingsledere bl.a. via vores hjemmeside, e-mails og med backup personale på hovedkontoret. Ligesom vi naturligvis følger op med historier om de kvinder, der får hjælp fra landsindsamlingen.

Vi glæder os til at samarbejde med dig.
Mellemfolkeligt Samvirke