Vores arbejde i Uganda
Mellemfolkeligt Samvirke arbejder i Uganda for at styrke det lokale demokrati og bekæmpe korruption. Vi støtter også arbejdet for retfærdig handel og bedre vilkår for fattige producenter.
Støtte til nærdemokrati og et aktivt civilsamfund
MS har arbejdet i Uganda i over 25 år. Programmet åbnede i 1967, men lukkede midlertidigt fra 1972 til 1990 under Amins og Obotes regimer. Fra 1. januar 2010 blev vores program og partnere en del af ActionAid International Uganda.
Vi støtter for øjeblikket 25 lokale partnerorganisationer, fortrinsvis i den nordlige del af Uganda. Vores fokusområder er: opbygning af lokaldemokrati, korruptionsbekæmpelse og retfærdig handel.
MS' støtte til opbygning af lokaldemokrati ligger i forlængelse af den decentraliseringspolitik, som Uganda har ført siden 1992. Inspireret af den danske kommunalreform går decentraliseringspolitikken ud på at overføre mere og mere ansvar og økonomiske ressourcer til lokalforvaltningerne på distrikts- og kommuneplan.
Men efterhånden har det vist sig, at processen med at implementere den kommunale selvforvaltning ikke er gnidningsløs. Fra central hånd er en del af midlerne til de lokale forvaltninger øremærket på forhånd, hvilket betyder, at deres råderum reelt er begrænset. Dertil kommer, at selve administrationen af ressourcerne langt fra altid er i overensstemmelse med borgernes reelle behov for serviceydelser – dvs. velfungerende sundhedsklinikker, skoler, vandforsyning osv.
Decentraliseringspolitikken har desuden vist sig at åbne op for en omfattende korruption på lokalt plan, fordi pengene går gennem flere kanaler og især frister lokale embedsmænd. Konsekvensen er, at borgerne ikke får de serviceydelser, de har krav på, og at der ofte er modstridende interesser mellem lokalforvaltningernes dispositioner og borgernes reelle behov.
MS arbejder med at opbygge det lokale demokrati inden for dette konfliktfelt, og sammen med vore lokale partnere forsøger vi at genåbne den kortsluttede dialog.
Korruptionsbekæmpelse
Uganda ligger som nummer 130 ud af 180 lande på Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2008. Korruptionen er gennemgribende i Uganda og foregår på alle niveauer og i alle samfundslag, men studier viser, at det især er de fattigste, som rammes af korruptionen.
Udannelses- og sundhedssektorerne er de mest korrupte, og MS' støtte til korruptionsbekæmpelse er rettet mod disse to sektorer, netop fordi de fattigste er dybt afhængige af dem. Vores arbejde foregår især regionalt, hvor vi støtter seks lokale antikorruptionsnetværk med at overvåge af snyd og svindel med offentlige serviceydelser. På nationalt plan samarbejder vi med paraplyorganisationen "Anti-Corruption Coalition Uganda", som koordinerer den årlige landsdækkende antikorruptionsuge.
Vi støtter også mediekampagner og lobbyarbejde om konkrete korruptionssager, herunder radio-talkshows, hvor lytterne ringer ind og debatterer og angiver konkrete korruptionssager. Vi støtter forumteater, hvor publikum deltager aktivt i stykket for at løse en fiktiv korruptionskonflikt. Og vi støtter folkemøder og oplysnings- og mobiliseringsoptog.
Vores seneste initiativ er antikorruptionsprojekt, hvor i alt 1000 kvinder vil få sat en cykel og en mobiltelefon til rådighed, så de kan anmelde konkrete korruptionssager i uddannelses- og sundhedssektoren direkte til ACCU, som herefter har mulighed for at reagere hurtigt på sagen. Kvinderne er tilknyttet de regionale antikorruptionsnetværk, og projektet er et led i at opbygge deres kapacitet til at deltage i lokale beslutninger.
Retfærdig handel – forbedrede vilkår
Handel er en nøglefaktor for vækst og udvikling, fordi det skaber arbejdspladser og øget produktion. Men det kræver ligeværdige handelspartnere, og at alle kan komme af med deres varer. Sådan er det ikke nu. Derfor har MS valgt at arbejde for retfærdig handel i Uganda.
80 pct. af Ugandas befolkning er bønder, og 90 pct. af dem lever udelukkende af det de producerer uden anden form for indkomst. Vi støtter folk på græsrodsniveau til at få adgang til markedet, så de kan sælge deres produkter til en fair pris og forbedre deres levevilkår. På det politiske plan støtter vi lobbyarbejde for at ændre de ulige handelsvilkår, og vi støtter vore partnerorganisationer i at påvirke handelspolitikken lokalt og internationalt.
Læs mere
MS Uganda Country Programme Strategy 2008-2011 (pdf) Short version (pdf)Dokumenter



