Artikel bragt i Jyllands-Posten den 30. oktober 2008

Mozambique: DDR's sidste bastion

Mozambique: En gruppe mozambikanere demonstrerer på 10. år for at få udbetalt penge, som de hævder at have til gode hos den mozambikanske regering for deres tid som arbejdere i DDR i 1980'erne.

Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder for MS-Mozambique

30. oktober 2008

Maputo. Ekkoet fra Mozambiques fortid som socialistisk lydstat runger stadig i det fattige afrikanske lands hovedstad, Maputo. Helt præcist hver onsdag ved middagstid, når op mod et par hundrede demonstranter fra gruppen Madjermanes (Folk fra Tyskland) udstyret med det hedengangne DDR's flag, bannere og slagtøj synger protestsange på deres tre timer lange vandring ad millionbyens gader.

»Den mozambikanske regering fik overført halvdelen af vores løn, da vi arbejdede i DDR, men de penge har vi aldrig fået udbetalt. Derfor har vi måttet hutle os igennem tilværelsen. Det er vi vrede over, og derfor demonstrerer vi, for vi vil have vores penge samt en forklaring og en undskyldning,« fortæller den 45-årige José Cossa, formand for Madjermanes.

Han er én af de ca. 16.000 mozambikanere, som indtil DDR's genforening med Vesttyskland i oktober 1990 arbejdede i den socialistiske arbejder- og bondestat, som Østtyskland yndede at kalde sig. Som et led i tanken om at skabe et verdensomspændende, socialistisk arbejderfællesskab indgik DDR og Mozambique i 1979 en aftale om, at mænd og kvinder fra udlandene kunne arbejde og uddanne sig i det tyske broderland.

Statsslaver for Mozambique
Ifølge kontrakten skulle de mozambikanske arbejdere være ansat på lige fod med deres østtyske kolleger. Derfor fik de udbetalt halvdelen af deres løn, mens resten, som dækkede arbejdsløsheds- og socialforsikring, tilfaldt den østtyske stat. Den overførte pengene til den mozambikanske regering, der så skulle udbetale pengene som startkapital til hjemvendte mozambikanere. Men det skete aldrig.

»I stedet brugte staten de i alt 18 mio. dollars (93 mio. kr.), den fik overført fra DDR, til at betale sin gæld for de våben, som DDR havde forsynet Frelimo (Mozambiques regeringsparti, red.) med under kampen for uafhængighed af det portugisiske kolonistyre. På den måde arbejdede vi faktisk som statsslaver,« forklarer José Cossa på flydende tysk.

Han hævder at have 15.000 dollars (76.000 kr.) til gode for sin tid som snedker på VEB Möbelkombinat i byen Zeulenroda i delstaten Thüringen fra 1984 til den tyske genforening i oktober 1990. I ugerne efter DDR's opløsning blev José Cossa og hans landsmænd sendt til Mozambique; et land, der var hærget af 15 års borgerkrig, en fejlslagen marxistisk økonomi samt tårnhøj arbejdsløshed og afgrundsdyb fattigdom.

Håb forsvandt
Den mozambikanske regering havde intet repatrieringsprogram til sine hjemvendte undersåtter, men i november 1990 bevilgede den tyske regering godt 300 mio. dollars til Mozambique. Pengene skulle have været udbetalt i form af aktier for 20.000 dollars til hver af de tidligere DDR-arbejdere igennem Socremo; et bilateralt projekt mellem GTZ, den tyske pendant til Danida, og en afdeling i Mozambiques arbejdsministerium.

Projektet kuldsejlede i 1994. Fire år senere genopstod Socremo som en mikrofinanslåns-bank. Men da var ethvert spinkelt håb om at få del i de 300 mio. dollars ude for de tidligere DDR-arbejdere.

Ud af vreden over den erkendelse voksede Madjermanes, som sidst i 1990'erne begyndte at demonstrere i Maputo og andre af Mozambiques større byer. For det meste foregår protesterne fredeligt, men af og til er de tidligere DDR-arbejderes gemytter kommet i kog.

»For eksempel besatte vi en del af parlamentsbygningen i Maputo, da regeringen i sommeren 2004 tilbød os 7,5 mio. dollars af de 18 mio. dollars, den skylder os. Det tilbud var at gøre grin med os,« forklarer José Cossa om årsagen til aktionen.

Besætterne forlod parlamentet i god ro og orden, men deres vrede havde ikke lagt sig. Få uger senere besatte 41 af dem Tysklands ambassade i Mozambique i fire dage. Denne aktion endte også uden vold.

Forhandlingens vej
Men Madjermanes-aktivisterne bruger også mere fredelige metoder som f.eks. at forhandle. Til dette arbejde har de allieret sig med Den Mozambikanske Menneskerettighedsliga (LDH), en af Mozambiques stærkeste repræsentanter for landets civile samfund. Men forgæves, siger LDH's topjurist, Custódia Duma.

»Vi har bl.a. skrevet tre breve til Mozambiques præsident, Armando Guebuza, men fik ikke et ord til svar. En gang lykkedes det os dog at få arbejdsminister Helena Taipo i tale. Hendes eneste kommentar var, at vi ikke skulle forvente at få nogle penge overhovedet,« konstaterer advokaten.

Klage til AU
Den afvisende holdning førte til, at Custódio Duma fremførte Madjermanes krav på et møde for Den Afrikanske Union, AU, i Congos hovedstad, Kinshasa.

»Jeg håber, at vi ved at gøre andre afrikanske stater opmærksomme på problemet kan øge presset på den mozambikanske regering i sagen. Madjermanes har retten på deres side, og derfor støtter vi dem. Men jeg tror ikke, at de nogensinde vil få udbetalt pengene. Det er der ikke politisk vilje til i regeringspartiet Frelimo, som har haft magten i Mozambique uafbrudt siden uafhængigheden i 1975,« fastslår Custódio Duma.

Derfor trækker han på skuldrene af et løfte, som repræsentanter for Madjermanes fik på et møde med Mozambiques parlamentsformand, Joaquim Mulémbwè, i slutningen af sidste måned.

»Jeg har bedt parlamentets appelkommission om, i samråd med repræsentanter fra Madjermanes, at få afgjort sagen en gang for alle,« sagde Joaquim Mulémbwè til det mozambikanske nyhedsbureau Mediafax efter mødet.

Madjermanes formand, José Cossa, giver heller ikke meget for løfter, som han opfatter som omtrent lige så tomme som hans lommer.

»Vi har børn og familier, som vi skal forsørge og kan ikke vente i evigheder. Vi vil fortsætte vores lovligt anmeldte og politieskorterede demonstrationer. Men sker der ikke snart noget, kan det være, at vi tager andre og mindre demokratiske midler i brug,« advarer José Cossa uden at ville konkretisere det konkrete indhold af sin trussel.

 

Fede tider i socialiststaten

Mozambikanerne, der arbejdede i DDR i 1980'erne, følte sig godt behandlet og tjente langt mere, end de kunne have gjort i det fattige, borgerkrigshærgede hjemland.

Maputo. Sig DDR, og de fleste vil tænke på Stasi, planøkonomi, tårnhøj trøstesløs betonslum samt lange køer uden for nedslidte og mere end halvtomme butikker.

Men i Mozambique hensættes mange i sød nostalgi ved tanken om den hedengangne arbejder- og bondestat. Det gælder bl.a. den 42-årige Arnaldo Mendes fra det sydøstafrikanske lands hovedstad, Maputo.

»Det var tider at være i DDR. Jeg var maskinarbejder og kranfører på Walzwerke Finow i delstaten Brandenburg fra 1984 til 1990. Lønnen var langt højere, end hvad jeg kunne have tjent i Mozambique, jeg boede i en fin lejlighed med lys, varme og rindende vand sammen med nogle andre mozambikanere, og i fritiden spillede jeg fodbold i en lokal klub. Og så var de tyske øl fantastiske,« fortæller Arnaldo Mendes.

Han var blandt de 16.000 mozambikanske mænd og kvinder, som arbejdede i DDR indtil den tyske genforening den 3. oktober 1990. Få uger før den dato forlod Ramim Jemuce Østtyskland.

»Hvis jeg kunne, tog jeg til Tyskland igen. Jeg fik 980 østmark om måneden som ansat på lastbilfabrikken IFA i Potsdam, havde en østtysk kæreste og nød i det hele taget livet,« fortæller Ramim Jemuce.

Modsat Arnaldo Mendes er han ikke medlem af protestbevægelsen Madjermanes (Folk fra Tyskland), som kæmper for at få udbetalt 18 mio. dollars. Et beløb de hævder, at DDR-arbejderne har til gode hos den mozambikanske regering for deres indsats i Østtyskland.

»Det kan ikke betale sig at kigge tilbage. Sket er sket, og de penge får vi alligevel aldrig, så jeg koncentrerer mig om mit nuværende arbejde,« siger Ramim Jemuce, der er chauffør for Mellemfolkeligt Samvirkes kontor i Maputo. Nogenlunde samme holdning har Laura Tembe, som arbejder i et brødudsalg i det centrale Maputo.

»Jeg bliver nødt til at tjene penge for at forsørge mine børn. Men selvfølgelig er jeg vred over, at vi, modsat de angolanere, cubanere og vietnamesere, vi arbejdede sammen med i DDR, ikke har fået vores penge,« siger den 35-årige kvinde.

Hun mindes også arbejder- og bondestaten 10.000 km mod nord som et paradis.

»Østtyskerne var fantastisk imødekommende over for os. For eksempel blev den gruppe, jeg rejste til DDR med, hentet i lufthavnen og kørt ud til vores bolig. Selv om tyskerne kiggede nysgerrigt på mig i starten, var der ingen strejf af racisme hverken på arbejdspladsen, når man var ude at handle eller gik på diskotek,« fortæller Laura Tembe, som arbejdede på et garnspinderi i Dresden-forstaden Pirna.