Artikel fra MS-revy 1/91

Dæmninger mod erosion - et miljøprojekt i Mozambique

Miljøkatastrofer er ikke altid regnskove, der forsvinder. Historien om Nampula er historien om en by i Mozambique, der er svulmet så voldsomt, at erosionsproblemer er ved at få den til at falde fra hinanden.

Af Peter Bischoff

03. februar 1991

DET ER EN tidlig morgen i det frodige Mozambique. Tomas Avilla Arhua sidder uden for sit hus og taler, mens han peger rundt i det umiddelbart smukke landskab, der omgi­ver os med hytter, husdyr og kvinder, der vasker og henter vand ved en flod. Han bor i en af de 11 "bairro­'er" - bydele - som omgiver den indre "cementby" i Nam­pula. Han har boet her siden 1970, og dengang var området stadig plant og uden de regnkløf­ter, som nu skærer sig ned gennem byen i en stjer­neform hele vejen rundt.

- Kløfterne ser måske ikke ud af noget særligt nu, men i regnti­den bliver de til store floder, der er til fare for beboerne. Vandet æder jorden, så de huse, der ligger for tæt på, styrter ned. Og dérovre har folk bygget lige under høj­spændings­led­ninger­ne. Vandet graver efterhånden masterne fri - sidste år var der en, der væltede, fortæller Tomas og fortsætter med historier om beboere, der blev grebet af vandet og dræbt, da de prøvede at krydse kløf­terne i regntiden.

En opsvulmet by

Nampula er Mozambiques tredjestørste by. På 15 år er den svulmet fra 30.000 til 250.000 indbyggere. I første omgang pga. drømmen om arbejde og bedre levevilkår i storbyen. I de sene­ste år mest fordi folk søger tilflugt fra krigen mod Renamo-banditterne. Folk bygger på stejle skrå­nin­ger, langs jernba­nen - alle vegne og så tæt, at der ikke er plads til latriner, træer eller gårdsplad­ser.

Det har ført til store konsekvenser for miljøet. Vandet kan ikke trænge ned i jorden som tidligere, men løber af og skaber erosion. Byens centrum ligger på en bakke omgivet af de nye bairroer­. De op til otte meter dybe og tyve meter brede regn­kløfter skærer sig ned for hver 50-100 meter og ødelægger udover huse og højspændingsmaster også veje og vandlednin­ger.

Hertil kommer sundhedsproblemer både pga. mangel på vand og forurening af vandet. Tomas fortæller, at spilde­vandet­ kun er ført i rør til cementbyens kant. Herfra fortsætter det i åbne grøfter, som svulmer til floder.

Han mener, at rørledningen bør fortsættes nu, hvor byen er vokset. Men det kræver ressourcer, som byen mangler. Det gælder også erosionsbekæmpelsen:

- De mindre kløfter kan naboer i fællesskab fylde op, men de store kræver lastbiler og maskiner. Jeg tror på, at problemet kan løses, men den indsats, der skal til, er så stor, at vi må have hjælp både fra byens myndigheder og fra venner udefra.

Miljøkontor med danske frivillige

Kim Hermind er en af dem, der er kommet til udefra. Han er udsendt som u-landsfrivillig gennem MS og arbejder med byplan­lægning og erosionsbekæmpelse. Nampula har som den første by i Mozambique oprettet et miljøkontor, hvor han sammen med mozambikanske kollegaer arbejder med både langsigtede og kortsigtede løsninger:

- Vi prøver først og fremmest at skabe nye planlagte bolig­områ­der, hvor der er mere plads, anlagt på en måde så det modvir­ker erosion. Der er mere plads mellem husene, plads til lidt havebrug og plads til at plante træer, som kan holde på jorden, give lidt skygge og også noget lokal brændeforsyning til hus­holdningen. Vi forsyner områderne med drikke­vand gennem brøndboringer og prøver at få sundhedspos­ter og skoler ind.

Blandt de langsigtede løsninger lægger Kim desuden stor vægt på landbruget. De fleste tilflyttere er bønder og lever stadig som bønder:

- Vi prøver at introducere bæredygtige dyrkningsformer som alternativ til det traditionelle svedjebrug, som er meget arealkræ­vende, og som udpiner jorden og øger erosionen. Ager­skovbrug er en blanding af skovbrug og landbrug på sam­me mark, hvor man planter træer på volde rundt om. De stand­ser erosio­nen og øger frugtbarheden, fordi de er kvælstofs­fikseren­de.

- Vi anlægger voldene og pløjer markerne i bånd på langs af skrå­ninger­ne i stedet for ned af dem. Det standser regnvandet i stedet for, at jorden vaskes væk og frugtbarheden ud. På den måde øges frugtbarheden, og ydelsen pr. hektar vokser fra år til år.

- Marken her er en demonstrationsmark, som tilhører et koope­rativ. Det er vores vigtigste måde at sprede kendskabet til de økologisk bæredygtige dyrkningsformer på en organiseret måde. Derudover prøver vi at sprede det til familiesektoren ved at få det introduceret som officiel politik for landbrugsrådgivning og ved samarbejde med interesserede familier i de områder, hvor vi arbejder.

Diger med træer om husene

- En af de vigtigste og mest synlige ting er en træplantnings­kampagne, som vi gennemfører med støtte fra den canadiske organisation Cocamo og den irske organisation Concern. Sidste år plantede vi 100.000 træer, og vi har 200.000 parat på plante­skoler til udplantning i denne regntid, fortæller Kim.

Cristina Maria Vicente flyttede til Nampula for et år siden:

- Vi bor for enden af en kløft. Når det regner, trænger vandet ind i huset og ødelægger både tøj og madvarer. Derfor har jeg bygget små volde af sand foran huset og sat planter i dem, så vandet ikke kan trænge ind.

Pedro Mota er flygtet fra krigen til en af de nyplan­lagte bairroer:

- Vi fik tildelt dette område og begyndte at bygge. Men reg­nen skaber mange småstrømme, som ødelægger husene. Disse træer beskytter mod erosionen, og vi kan bruge bladene som foder til dyrene. Efter fire år kan vi begynde at bruge dem til brænde. Det er et stort fremskridt, for ellers er vi nødt til at hente brænde seks km fra byen.

Dæmninger i kløfterne

Blandt de umiddelbare løsninger er også at stoppe regnkløfter­ne i at udvikle sig til det værre. Lopez Alsandre Cassia er Kims mozambikanske "counterpart" på miljøkontoret - på én gang hans chef og elev i byplanlægning og miljøbekæmpelse. Vi møder ham, da han med Kim er på rundtur bl.a. til et sted, hvor befolkningen er ved at bygge små dæmninger i kløfterne:

- Her er vi i gang, hvor situationen er mest kritisk. Folk bygger dæmninger af lokale materialer for at se, om det kan stoppe vandet og hindre regnkløfterne i at blive værre. Vi har planlagt at arbejde i fem bairroer og senere fortsætte i de andre. Jeg er meget tilfreds med det første års pilotprojekt. Vores første mål har været at fortælle befolkningen om ideen og fordelene ved vores arbejde. Nu kommer så at udføre det i praksis.

- Vores hold består af tre teknikere - mig og de to danske frivillige - og desuden fem aktivister i en brigade. Det vigtigste for mig er ikke hvilke ting, som frivillige udefra bringer med sig, men den erfaring, de kan give videre til os for at få vores projekt til at fungere. Skal de frivillige kunne fungere endnu bedre, afhænger det også af, hvordan vi mozambikanere griber det an - vi må vise forståelse og fleksibilitet.

Kim lægger selv stor vægt på, at MS støtter projektet med at få mozambikanere ind, der kan gradvist kan overtage de frivilli­ges arbejdsfunktioner:

- Det er lidt af et problem, fordi der ikke er uddannet ret mange i Mozambique inden for miljøområdet. Det gælder om at kunne trække de teknikere herop, som alle bliver uddannet i hovedstaden Maputo. Men en counterpart betyder simpelt­hen alt eller intet i denne her sammenhæng, og det er ikke helt på skinner endnu. Hvis jeg render rundt i to-tre år og planter nogle træer og råber lidt op om miljø hist og pist, så har det ikke ret stor effekt. Jeg vil godt efterlyse en mere konsekvent holdning til counterparts i MS - at man støtter med ordentlige arbejds- og boligforhold.

I forvejen er det lidt af et bistandscirkus med en masse forvirring. Hvor folk udefra kommer og går - lige er der to-tre år og når at tale ordentlig portugisisk og så tager af sted igen. Og hvor mozambikanerne skal arbejde sammen med forskellige organisationer, som har hver deres strategi, som ændrer sig efter politiske beslutninger, som bliver taget 25.000 km herfra. Mozambikanerne står på sidelinjen og tænker: hvad er det, her foregår?

Igangsætter

- Min rolle har mest været igangsætter, selv om det lyder som noget fra det private erhvervsliv. At sætte de problemer, som byen lider under, op på en fællesnævner - miljøproblemer. Folk kender godt problemerne, selv om de ikke har kaldt det miljøproblemer tidligere. Miljøproblemer er så komplicerede, at det tager lang tid. Man kan ikke lige trække sig ud. Der skal være en støtte til projektet gennem lang tid. Det tog 10-15 år i Danmark at få opbygget en miljøbevidsthed, og sådan vil det også være i Mozambique.

- Det er kun befolkningen, der kan løse problemerne: de må selv passe på deres huse og plante træerne. Og vi er nødt til at arbejde både med dem direkte og gennem de lokale regerings­strukturer. Hvis de ikke fungerer, så kan man heller ikke få noget fungere ude i bydele­ne. Mozambi­que er på vej fra et centralis­tisk socialistisk styre til noget, der måske bliver et demokrati, og en af de positive roller, vi kan spille, er at hjælpe både regering og befolkning med at finde frem til nogle demo­kratiske processer, som Mozambique aldrig har kendt.

- Og det er en meget positiv befolkning at arbejde med, selv om vores erfaringer er forskellige. Det har været svært at få de flygtninge med, som bare venter på at komme hjem, når krigen slutter. Men hvor det er mere perma­nent bosatte, har der været en meget positiv respons på miljøkontorets kampagner - også fordi vi er gået i dialog med med dem. Det er de ikke vant til. De kan med deres egne øjne se, hvad der bliver lavet af vand­pos­ter, skoler osv., og det har skabt et godt arbejdskli­ma.

Danmark langt væk

Kim har valgt at forlænge sin kontrakt som u-landsfrivillig.

- Det har jeg gjort, simpelthen fordi her er rart at være. Jeg har gode venner, en kæreste, og miljøet er meget åbent. Det er meget let at omgås folk. Så længe der er et meningsfyldt arbej­de at lave, og jeg synes, at min indsats er mere positiv end nega­tiv - for der er jo også negative konsekvenser ved at rende rundt hernede som hvid og spille Kong Gulerod - så længe har jeg lyst til at blive her.

Danmark er meget langt væk i min bevidsthed. Jeg var en tur hjemme i sommer, og det var svært for mig at forholde mig til det, man synes er problemer hjemme, for det bliver til bitte små ting sammenlignet med Mozambique, hvor folk dør af sult og bliver skudt på. Og så synes jeg, at mozambikanerne på trods af problemerne lever mere end danskerne. Mange danske­re går rundt og småpiver lidt hele tiden. Mozambikanerne gør det i fem minutter. Så kan de ikke lade være med at grine, for det er alligevel ikke til at holde ud med alle de problemer, og så kan man lige så godt tage det fra den lyse side, slutter Kim.