Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Mordet på Carlos Cardoso

Viggo Fischer-syndrom i Cardoso-sagen

Der var meget, Nympine Chissano ikke kunne huske under afhøring i Carlos Cardoso-sagen. Og en del af dét, han mente at kunne huske, passede ikke. Præsidentsønnen var dog stensikker på, at han ikke have noget at gøre med mordet på Mozambiques mest kendte journalist.

Af Marianne Holst, informationsmedarbejder MS-Mozambique

09. december 2002

Under afhøringer i den danske Tamil-sag udtalte konservative Viggo Ficher "det erindrer jeg ikke" så mange gange, at han lagde navn til en speciel lidelse, der kan ramme mennesker, så snart de sætter sig i en retslig vidneskranke.

Torsdag kom Viggo Fischer-syndromet til Mozambiques hovedstad Maputo. Nærmere bestemt til et stort telt på fodboldbanen i landets bedst bevogtede fængsel, hvor seks mænd er anklagede for mord på journalisten Carlos Cardoso den 22. november 2000.

Den ældste søn af Mozambiques præsident Joaquim Chissano var indkaldt som vidne efter, at tre anklagede havde peget på ham som mordets egentlige bagmand. Da han, Nympine Chissano, ikke er anklaget, var hans rolle at give opklaringsarbejdet en hjælpende hånd. Men til meget nytte var den 32-årige forretningmand ikke. I løbet af de to dage, afhøringerne varede i byretten, blev han gentagne ramt af hukommelsessvigt.

Præstation gav dårlige anmeldelser

Usikker, nervøs og på kant med sandheden er de lidet flatterende ord, som den mozambikanske presse har brugt i anmeldelsen af Nympine Chissanos præstation. Den blev transmitteret direkte i statslig radio og TV.

Millioner af mozambikanere hørte Chissano Juniors hæse stemme give et temmelig rodet vidnesbyrd. Ikke mindst om hans kendskab til en af de anklagede, Moamade Satar, kaldet Nini.

Manden, der har rettens dom for at være lånehaj, har tidligere fortalt, at Nympine Chissano bad ham betale 450.000 DKR til Anibal dos Santos Junior. Han er bedst kendt som Anibalzinho og formodes at være leder af dødspatruljen, som skød Carlos Cardoso ned på åben gade for to år siden. Anibalzinho slap ud af sin fængselscelle den 1. september i år og er fortsat på flugt.

Nympine Chissano havde garanteret lånet fra Nini med foruddaterede cheks. De indgår nu som en del af rettens bevismateriale.

"Jeg har aldrig mødt Nini. Aldrig. Hverken hos ham eller mig. Og jeg har heller aldrig udstedt cheks til ham", var Nympine Chissanos første udmelding i vidneskranken. Efter fem minutters forhør ændrede han forklaring til, at han ikke kunne huske at have mødt ham. Dernæst, at han vist havde mødt Nini en enkelt gang.

Nympine Chissano erkendte, at de syv cheks bar hans underskrift. Men han havde ikke givet dem til Nini, derimod til en kvinde ved navn Candida Cossa. Hans rejsebureau Expresso Tours havde brug for et korttidslån til dækning af udefinerede udgifter. I stedet for at gå i banken henvendte Chissano Junior sig til sin gode veninde, forretningskvinden Cossa, og gav hende en række cheks som garanti. Han kunne ikke forklare, hvordan de var endt i Ninis vekselbureau Unicambio.

Jalouxi og smuglersprut

I følge Ninis forklaring mødtes han gentagne gange med Nympine Chissano og Candida Cossa i hendes hjem. Her overhørte han planer blive lagt for mordet på Carlos Cardoso.

Journalisten var dog hele tiden nummer to på præsidentsønnens dødsliste. Øverst stod navnet Pedro Bule. Det er i hvert fald, hvad to af de anklagde i byretten har sagt. Manuel Fernandes og Rashid Cassamo har erklæret sig skyldige i deltagelse i mordet på journalisten og udpeget Nympine Chissano som betaleren. De var dog først, siger de, blevet hyret til at tage livet af Pedro Bule. Han var dengang direktør for de mozambikanske toldmyndigheder. Det er han ikke mere, men han er til gengæld stadig i live.

Hvorfor skulle Nympine ønske Bule død? Den uafhængige faxavis Medifax har forsøgt sig med et motiv, der groft sagt peger på kærlighed, jalouxi og whiskyflasker.

Nympines elskerinde

Førnævnte Candida Cossa var Bules elskerinde. Det gjorde livet en del lettere for hende, når hun passerede grænsen mellem Sydafrika og Mozambique. Og det gjorde 36-årige Cossa tit i sin egneskab som medejer af et likørfirma sammen med en anden præsidentsøn, N’naiti Joaquim Chissano. Da hun var chefens elskerinde, kiggede tolderne den anden vej, når Cossa smuglede billigt sprut fra nabolandet.

Men det satte Bule en stopper for, da hun rettede sine romantiske følelser mod den gifte Nympine. Derfor ville Cossa have ham ryddet af vejen. Og her var det, at Nympine skulle have givet en hjælpende hånd og en stor pose penge for at få elskerindens ønske til at gå i opfyldelse. Det skriver Mediafax.

I følge vidneforklaringer fra Nini var det også Candida Cossa, der havde sagt, at Carlos Cardoso skulle dø. Det var sket på et planlægningsmøde hos hende, hvor også Nympine Chissano havde været til stede.

Et løgnagtigt individ

Nympine Chissano afviser at have deltaget i møder af den art. Han havde et "venskabeligt forhold" til Pedro Bule og havde været til "sociale sammenkomster" hos Candida Cossa – men der var aldrig blevet snakket om at myrde hverken den ene eller anden.

"Dét der individ er en løgner", sagde han i retten med nik over mod Nini, der svarede igen med at anklage præsidentsønnen for at føre retten bag lyset. Der er ingen tvivl om, at Ninis fremtid i stor grad afhænger af, hvorvidt retten tror på Nympine Chissano. Hvis præsidentsønnen går fri, er det Nini, hans bror Ayob Satar og tidligere bankdirektør Vicente Ramaya, der sidder i saksen. Det er enten dem eller Chissano, der formodes at have bestilt og betalt for mordet på Carlos Cardoso.

Tog fejl af fødselsdagsfest

Et faktum er det, at Nympine Chissano blev afsløret i at lyve. Ganske vist om småting, men som søn af landets præsident kan det ikke overraske, at pressen ser enhver afvigelse fra sandheden som en god historie. Således også ugevasien Savana. Fredag bragte den historien om en fødselsdagsfest, som Nympine Chissano havde påstået, at han deltog i på Cardosos dødsdag den 22. november 2000.

Det var hos en ven ved navn Martins. Sjovt nok, skrev Savana, for Martins fylder år i marts.

Da Nympine Chissano skulle forklare sig i retten fredag, erkendte han, at "Jeg tog fejl, jeg var ikke til fødselsdag. Vi snakkede bare".

Den mozambikanske presse har også afsløret, at Chisanno Junior gav forkerte oplysninger om et job, han tilsyneladende ikke kunne huske, han havde haft.

For god ordens skyld skal det nævnes, at Chissano som vidne ikke er tvunget til at besvare spørgsmål, og at lovgivningen giver plads til hukommelsessvigt. Hans præstation i retten betyder ikke, at han er skyldig i mordet på Cardoso – kun at han måske med fordel kunne tage Ginseng eller anden naturmedicin, der siges at hjælpe på hukommelsen.