Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter

Mozambique: Valgmøde var rent teater

Et teaterstykke om tomme løfter og korruption opført af en af MS-Mozambiques partnerorganisationer var hovedretten til et valgmøde. Valgmødet var arrangeret af en anden MS-partner som optakt til Mozambiques kommunalvalg.

Teaterstykkets socialt bevidste borgmesterkandidat forvandler sig hurtigt til en korrupt leder efter at være blevet valgt. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Teaterstykkets socialt bevidste borgmesterkandidat forvandler sig hurtigt til en korrupt leder efter at være blevet valgt. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder MS-Mozambique

17. november 2008

Løfter om guld, grønne skove og ikke mindst adgang til rent drikkevand, uddannelse og job føg gennem luften på et vælgermøde i Mozambique forleden. De store ord kom ikke fra en af kandidaterne i det sydøstafrikanske lands kommunalvalg på onsdag, men fra en skuespiller fra teatergruppen GTO, en af MS Mozambiques partnerorganisationer, der arbejder med at udvikle Mozambiques lokaldemokrati.

”Mange politikere strør om sig med store ord før et valg, men glemmer alt om deres løfter, når de er valgt. Det vil vi gerne skabe debat om med stykket,” siger brasilianske Luiz Chaves, MS-rådgiver for GTO.

Bag arrangementet står en anden MS-partner, FONGA, som ud over teatergruppen også har inviteret to borgmesterkandidater fra FRELIMO, Mozambiques altdominerende parti siden uafhængigheden i 1975, og outsideren RENAMO.

”Vi har bedt de to kandidater præsentere deres program og diskutere deres ideer. Via teaterstykket håber vi, at vi kan få tilskuerne få til at se anderledes på politik og få dem til at stille spørgsmål til politikerne,” siger Anastácio Matavel, formand for FONGA.

Førstnævnte mål nås kun delvist, da FRELIMOs kvindelige borgmesterkandidat aldrig dukker op. Men publikum får sig flere gode grin over valgfarcen på scenen, hvor den løfterige og socialt bevidste borgmesterkandidat efter at være blevet valgt hurtigt forvandler sig til en korrupt politiker med fokus på at få fyldt egne lommer med penge.

Den fremmødte ægte politiker
Den fremmødte ægte politiker, RENAMOs Carlos Mavie, griner med, men forsikrer efter stykket, at ham kan man stole på. Desuden garanterer han, at han vil bekæmpe fattigdommen samt rydde op i og forbedre stort set alt. De toner hører man også fra FRELIMO, men Carlos Mavie understreger, at der er en forskel.

”RENAMO er et centrum-højreparti med respekt for det enkelte menneske. Den slags kender det venstredrejede FRELIMO ikke til. Jeg blev for eksempel forflyttet fra min stilling som rektor for et gymnasium i Xai-Xai til en afsidesliggende landsbyskole i 1992, blot fordi jeg var RENAMO-mand,” siger Carlos Mavie.

At FRELIMO måske ikke har den store respekt for den demokratiske proces, anes gennem et telefonopkald til en af skuespillerne under oprydningen efter forestillingen.

”Nej, nej, nej. Det var et åbent valgmøde for både FRELIMO og RENAMO,” forsikrer han og ringer af.

”Det var en eller anden fra FRELIMO, der havde hørt om arrangementet, og som mente, at vi havde lavet et RENAMO-møde,” forklarer skuespilleren.

Angsten for at rivalen skulle have kunnet fiske nogle stemmer blandt de 30 fremmødte til teaterstykket burde ikke ryste FRELIMO, mener manden bag arrangementet.

”Carlos Mavie og RENAMO har ikke en chance. FRELIMO står stærkt i Gaza-provinsen (hvor Xai-Xai er hovedstad, red.), fordi partiets stifter og to tidligere præsidenter kom herfra,” siger Anastácio Matavel.

Det ses på en tur ad Xai-Xais hovedgade, hvor det vrimler med biler med røde FRELIMO-flag og plakater. Over dem hænger FRELIMO-bannere udspændt mellem lygtepælene. Også de fleste husmure langs vejen er draperet med billedet af partiets kvindelige borgmesterkandidat.

På et gadehjørne holder et par lastbiler og nogle minibusser fulde af hujende unge, der som opvarmning til en kørende valgreklame i den søvnige provinsby hujer og råber ”FRELIMO!” igen og igen. Kommunalvalget i Xai-Xai 19. november bliver nok hverken et teaterstykke eller farce. Men udfaldet er givet på forhånd.

FRELIMOs valgkampagne tromler hen over alle politiske modstandere. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
FRELIMOs valgkampagne tromler hen over alle politiske modstandere. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen

Sikker sejrherre

 

Omkring 41-2. I den størrelsesorden bliver sejren til Mozambiques altdominerende parti, FRELIMO, over oppositionspartiet RENAMO, når mozambikanerne onsdag 19. november går til kommunalvalg i de 43 af landets 128 kommuner, hvor politikerne er på valg.

 

For ud over nogle kommuner i det nordligste Mozambique, hvor RENAMO står stærkt og har en chance for at true FRELIMO, er det eneste sted med spænding om udfaldet af valget i Mozambiques næststørste by, Beira. Her ligner en uafhængig kandidat, Daviz Simango, en vinder. Simango er pt. borgmester i Beira for oppositionspartiet RENAMO, der vragede ham som kandidat til det kommende valg. Det til trods for, at Daviz Simango ved at skabe vækst og job i Beira har bevist, at RENAMO kan være et ansvarligt og konstruktivt parti og ikke blot er en flok oprørske opportunister, som FRELIMO ynder at udråbe sin rival til at være.

 

RENAMOs problem med Daviz Simango var, at han midt i at udvikle sin by ”glemte” at tilgodese sine partifæller med gode job, boliger og anden politisk smørelse. Derfor fik han sparket af RENAMO. Beiras befolkning svarede igen med at gå på gaden og demonstrere for den populære Simango. Får han stemmer nok, bliver resultatet af Mozambiques kommunalvalg måske 41-1-1.