Vores arbejde
Valget 2004
16. november 2004
Pludselig en dag bliver hullerne i Nampulas veje (og der er mange) fyldt op med grus, affaldsdyngerne bliver fjernet fra fortovene, offentlige bygninger er nymalede, der er kun et par små strømafbrydelæser om ugen, og den lille park ved Avenida Eduardo Mondlane er mirakuløst renset for skrald og fyldt med nyplantede blomster.
Man undrer sig. Hvorfor kan bystyret i Nampula lige pludselig godt finde ud af at ordne alle de ting, der normalt aldrig fungerer? Man spørger sig selv, hvad mon alle disse ændringer skyldes?
Mozambiquerne kender det rigtige svar. De har set det hele før. Der er valg.
Magthaverne vil tage sig godt ud, derfor alle de nydelige tiltag. Når valget er overstået, kan hele herligheden få lov at sejle sin egen sø igen, indtil næste gang man skal aflokke befolkningen et genvalg.
Politik og populisme
Man skulle tro, at den slags numre var relativt nemme at gennemskue. Men populisme gør det ud for politiske principprogrammer i den mozambiquiske valgkamp. Og at dømme ud fra løfterne, er der næsten ingen forskel på partiernes eller præsidentkandidaternes politiske mål.
Til vælgermøderne, i avisernes annoncer, i reportagerne i TV og radio, alle steder møder man den samme retorik om forbedret uddannelse, sundhedspleje, bedre infrastruktur, økonomisk vækst, udvikling og bekæmpelse af korruption og kriminalitet.
Man skal dog lede meget længe for at finde realistiske bud på, hvordan de omfattende forbedringer skal finansieres. Og næsten lige så længe efter folk, der stiller kritiske spørgsmål om hvem, der skal betale gildet.
Autoritetstro
I et land hvor mere end fem ud af ti er analfabeter, og resten er uddannet i et rystende dårligt uddannelsessystem, er det svært at forvente en kritisk offentlighed, der stiller spørgsmålstegn ved partiernes politik og politikernes motiver.
Mozambique er på mange måder et meget autoritært samfund, hvor man sjældent stiller kritiske spørgsmål til magthaverne eller ens foresatte, hvad enten det er skolelærere, arbejdsgivere eller politikere.
Mestendels fordi befolkningen igennem generationer har været holdt nede og aldrig har lært hvordan, man kræver sin ret og stiller myndighederne til ansvar.
Denne mangel på kritisk distance giver også politikerne mulighed for at slippe af sted med næsten hvad som helst i valgkampen.
Historisk hukommelsestab
Når partierne ikke lige taler om egne fortræffeligheder, er tonen ofte hård og uforsonlig i den mozambiquiske valgkamp.
Renamos leder, Afonso Dhlakama, kritiserer dagligt Frelimo regeringen hårdt for fattigdommen og underudviklingen i Mozambique.
Glemt er åbenbart, hvordan Renamo som guerillabevægelse igennem 16 år systematisk ødelagde skoler, sundhedsklinikker, infrastruktur og industrianlæg under Dhlakamas ledelse. Og at underudviklingen i Mozambique i høj grad skyldes Renamo selv.
Som et plaster på såret har Renamo lederen ifølge avisen Savana til gengæld proklameret, at ”på 90 dage vil jeg løse alle problemer”.
PDD: ”Vand og jobs til Namialo”
En almindelig benyttet taktik blandt oppositionspartierne er at tage ude i distrikter, der har uløste problemer. Frelimo står generelt stærkest i byerne, mens oppositionen har mest opbakning i landområderne.
Disse steder er befolkningen ofte mere lydhør over for oppositionens løfter, fordi regeringen tilsyneladende ikke har gjort alverden.
Et eksempel på denne taktik er byen Namialo i Nampula provinsen. Byen har de senere år haft problemer med vandforsyningen, og det var her Raul Domingos, præsidentkandidat for PDD (Partiet for Fred, Demokrati og Udvikling) satte ind.
”Hvad har I gjort mod Frelimo regeringen for at skulle straffes så hårdt?”, spurgte Domingos, ifølge AIM, deltagerne på valgmødet i Namialo. ”Hvis I stemmer på Raul Domingos og PDD, vil ikke alene jeres problem med vandforsyningen blive løst, I vil også få fri uddannelse og jobs.”
Frelimo: Magt og resultater
Regeringspartiet Frelimos løfter lyder i det store og hele, som dem man hører andre steder. Men til forskel for de andre partier har Frelimo konkrete resultater at fremvise.
Økonomien er markant forbedret de senere år: en GDP vækstrate på 7-8 % årligt, øgede udenlandske investeringer og forbedret infrastruktur.
Efter 29 år alene ved roret i det afrikanske land har Frelimo nærmest et monopol på magt og midler, som det er svært for andre partier at konkurrere med.
Hvordan skal man opnå resultater, når man aldrig har haft nogen reel indflydelse på landets politik?
Frelimo har, ifølge Mozambique Political Process Bulletin, gentagne gange misbrugt sin magtposition og ulovligt benyttet regeringens biler til partiets kampagneformål.
Præsident Chissanos pondus og målgrupperne
En vigtig figur i Frelimos valgkampagne er den afgående præsident Joaquim Chissano. Chissano har siddet på magten i 17 år, hvilket giver ham en aura af nationens Grand Old Man.
Chissano deltager hyppigt i valgmøder sammen med Frelimos præsidentkandidat, Armando Emílio Guebuza. Intentionen er åbenlyst, at lade Chissanos landfaderlige pondus og statsmandsautoritet smitte af på Guebuza, for derved at sikre Frelimo magten.
En af Chissanos fremgangsmåder har været dagligt at henvende sig til forskellige målgrupper for at skaffe Guebuza stemmer. Og kampagneskytset rettes bredt.
En dag opfordrer Chissano Mozambiques akademikerne til at stemme på Frelimo. En anden dag er det gadesælgerne, lærerne eller landets kunstnere, som loves store fordele med Guebuza som landets leder.
Præsident- og parlamentsvalget finder sted 1. og 2. december i år. Derefter vil det vise sig, hvem der skal indfri løfterne.
De gyldne løfters tid
Mozambique summer lystigt af store løfter i denne tid. For der er åbenbart ingen ende på, hvad præsidentkandidaterne kan udrette i det fattige afrikanske land, hvis de blot bliver valgt til nationens næste leder i december.
Af Per Bergholdt Jensen16. november 2004
Pludselig en dag bliver hullerne i Nampulas veje (og der er mange) fyldt op med grus, affaldsdyngerne bliver fjernet fra fortovene, offentlige bygninger er nymalede, der er kun et par små strømafbrydelæser om ugen, og den lille park ved Avenida Eduardo Mondlane er mirakuløst renset for skrald og fyldt med nyplantede blomster.
|
|
Folk der bor her kan se frem til vand, gratis uddannelse, økonomisk
vækst og jobs, ifølge præsidentkandidaterne i Mozambique. Foto: Per Bergholdt Jensen. |
Mozambiquerne kender det rigtige svar. De har set det hele før. Der er valg.
Magthaverne vil tage sig godt ud, derfor alle de nydelige tiltag. Når valget er overstået, kan hele herligheden få lov at sejle sin egen sø igen, indtil næste gang man skal aflokke befolkningen et genvalg.
Politik og populisme
Man skulle tro, at den slags numre var relativt nemme at gennemskue. Men populisme gør det ud for politiske principprogrammer i den mozambiquiske valgkamp. Og at dømme ud fra løfterne, er der næsten ingen forskel på partiernes eller præsidentkandidaternes politiske mål.
Til vælgermøderne, i avisernes annoncer, i reportagerne i TV og radio, alle steder møder man den samme retorik om forbedret uddannelse, sundhedspleje, bedre infrastruktur, økonomisk vækst, udvikling og bekæmpelse af korruption og kriminalitet.
Man skal dog lede meget længe for at finde realistiske bud på, hvordan de omfattende forbedringer skal finansieres. Og næsten lige så længe efter folk, der stiller kritiske spørgsmål om hvem, der skal betale gildet.
Autoritetstro
I et land hvor mere end fem ud af ti er analfabeter, og resten er uddannet i et rystende dårligt uddannelsessystem, er det svært at forvente en kritisk offentlighed, der stiller spørgsmålstegn ved partiernes politik og politikernes motiver.
Mozambique er på mange måder et meget autoritært samfund, hvor man sjældent stiller kritiske spørgsmål til magthaverne eller ens foresatte, hvad enten det er skolelærere, arbejdsgivere eller politikere.
Mestendels fordi befolkningen igennem generationer har været holdt nede og aldrig har lært hvordan, man kræver sin ret og stiller myndighederne til ansvar.
Denne mangel på kritisk distance giver også politikerne mulighed for at slippe af sted med næsten hvad som helst i valgkampen.
Historisk hukommelsestab
Når partierne ikke lige taler om egne fortræffeligheder, er tonen ofte hård og uforsonlig i den mozambiquiske valgkamp.
Renamos leder, Afonso Dhlakama, kritiserer dagligt Frelimo regeringen hårdt for fattigdommen og underudviklingen i Mozambique.
Glemt er åbenbart, hvordan Renamo som guerillabevægelse igennem 16 år systematisk ødelagde skoler, sundhedsklinikker, infrastruktur og industrianlæg under Dhlakamas ledelse. Og at underudviklingen i Mozambique i høj grad skyldes Renamo selv.
Som et plaster på såret har Renamo lederen ifølge avisen Savana til gengæld proklameret, at ”på 90 dage vil jeg løse alle problemer”.
PDD: ”Vand og jobs til Namialo”
En almindelig benyttet taktik blandt oppositionspartierne er at tage ude i distrikter, der har uløste problemer. Frelimo står generelt stærkest i byerne, mens oppositionen har mest opbakning i landområderne.
Disse steder er befolkningen ofte mere lydhør over for oppositionens løfter, fordi regeringen tilsyneladende ikke har gjort alverden.
Et eksempel på denne taktik er byen Namialo i Nampula provinsen. Byen har de senere år haft problemer med vandforsyningen, og det var her Raul Domingos, præsidentkandidat for PDD (Partiet for Fred, Demokrati og Udvikling) satte ind.
”Hvad har I gjort mod Frelimo regeringen for at skulle straffes så hårdt?”, spurgte Domingos, ifølge AIM, deltagerne på valgmødet i Namialo. ”Hvis I stemmer på Raul Domingos og PDD, vil ikke alene jeres problem med vandforsyningen blive løst, I vil også få fri uddannelse og jobs.”
Frelimo: Magt og resultater
Regeringspartiet Frelimos løfter lyder i det store og hele, som dem man hører andre steder. Men til forskel for de andre partier har Frelimo konkrete resultater at fremvise.
Økonomien er markant forbedret de senere år: en GDP vækstrate på 7-8 % årligt, øgede udenlandske investeringer og forbedret infrastruktur.
Efter 29 år alene ved roret i det afrikanske land har Frelimo nærmest et monopol på magt og midler, som det er svært for andre partier at konkurrere med.
Hvordan skal man opnå resultater, når man aldrig har haft nogen reel indflydelse på landets politik?
Frelimo har, ifølge Mozambique Political Process Bulletin, gentagne gange misbrugt sin magtposition og ulovligt benyttet regeringens biler til partiets kampagneformål.
Præsident Chissanos pondus og målgrupperne
En vigtig figur i Frelimos valgkampagne er den afgående præsident Joaquim Chissano. Chissano har siddet på magten i 17 år, hvilket giver ham en aura af nationens Grand Old Man.
Chissano deltager hyppigt i valgmøder sammen med Frelimos præsidentkandidat, Armando Emílio Guebuza. Intentionen er åbenlyst, at lade Chissanos landfaderlige pondus og statsmandsautoritet smitte af på Guebuza, for derved at sikre Frelimo magten.
En af Chissanos fremgangsmåder har været dagligt at henvende sig til forskellige målgrupper for at skaffe Guebuza stemmer. Og kampagneskytset rettes bredt.
En dag opfordrer Chissano Mozambiques akademikerne til at stemme på Frelimo. En anden dag er det gadesælgerne, lærerne eller landets kunstnere, som loves store fordele med Guebuza som landets leder.
Præsident- og parlamentsvalget finder sted 1. og 2. december i år. Derefter vil det vise sig, hvem der skal indfri løfterne.