Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Valg i Honduras 2005:

Ny valglov krænkes systematisk

Ingen af de fem partier, der stiller op til valget, har offentliggjort deres kampagnebudget

Af Eva Rasmussen

18. august 2005

Lighed, gennemsigtighed og ærlighed, det er tre grundpiller for den nye honduranske valglov, der skal stå sin prøve ved præsident-, parlaments- og kommunalvalgene 27. november. 
Journalist Thelma Mejia: De to førende præsident- kandidater har en række brud på valgloven på samvittigheden. Foto:&nbsp;<br />Eva Rasmussen.
Journalist Thelma Mejia: De to førende præsident- kandidater har en række brud på valgloven på samvittigheden. Foto: 
Eva Rasmussen.
Generalprøven har allerede fundet sted. Den gik ikke så godt. Da det mellemamerikanske land for første gang holdt primærvalg i starten af året, blev loven krænket systematisk af de to dominerende partier, det nationale og det liberale, viser en undersøgelse, som Det Honduranske Menneskerettighedscenter, CIPROE, har lavet.

"Primærvalgene skulle give plads for nye ansigter i honduransk politik, og lidt har de rykket, men vi er ikke sluppet af med det gamle princip om, at partitoppen udpeger kandidaterne", vurderer journalist Thelma Mejia, en af dem der står bag CIPROEs undersøgelse og desuden er politisk rådgiver for MS i Mellemamerika.

Præsidentkandidaterne
"De to store partiers præsidentkandidater, nationalisten Pepe Lobo og den liberale Mel Zelaya, har begge en række valglovsbrud på samvittigheden", fortæller Thelma Mejia. 

"De startede valgkampen, før den dato loven fastsætter. De bakkes op af anonym propaganda, og Det Øverste Valgtribunal, der ifølge loven skulle sætte ind med sanktioner, rører ikke en finger."

Regeringspartiets kandidat Pepe Lobo er ikke alene på kant med valgloven, men også med grundloven, der fastslår, at formanden for den lovgivende forsamling, Kongressen, ikke kan opstille som præsidentkandidat. 

"Pepe Lobo er formand, og han nægter at gå af, da valgloven og grundlovsbestemmelsen blev vedtaget efter, at han blev valgt som formand for Kongressen og derfor efter hans mening ikke kan omfatte ham. Det ville være det samme som at give loven tilbagevirkende kraft, argumenterer han, og det har valgrådet accepteret", konstaterer Thelma Mejia, der vurderer, at Pepe Lobo misbruger sin position i valgkampen.

Bortset fra enkelte solstrålehistorier, betød primærvalgene ikke, at der kom nye ansigter i honduransk politik. Loven siger, at alle honduranere kan stille op, men det virkelige liv ser noget anderledes ud. 

For at have en chance, skal man både have penge og en politisk base inden for partiet. Og det drejer sig ikke om småpenge. CIPROEs undersøgelse anslår, at alene de 12 grupper, der deltog i primærvalget inden for det nationale parti, brugte seks millioner dollar på valgkampen. 

"Det er dog ikke blev bekræftet. Ingen af de politiske partier har fremlagt regnskaber for deres kampagner op til primærvalgene eller fortalt, hvor pengene er kommet fra", oplyser Thelma Mejia. 

”Loven kræver ikke, at de skal gøre det, men det er da tankevækkende, at ingen af partierne har gjort det på eget initiativ."

Kvindekvote
Efter pression fra kvindeorganisationer bestemmer den nye valglov, at 30 pct. af kandidaterne skal være kvinder. Det er der ingen af de politiske partier, der har overholdt. 

I nogle departementer er der end ikke en eneste kvindelig kandidat. Det skal ifølge loven koste fem procent af det offentlige tilskud til valgkampen, men valgtribunalet har valgt ikke at foretage sig noget.

'Der har været for kort et varsel til, at det kunne lade sig gøre', lyder begrundelsen. Det har fået et netværk af kvindeorganisationer til at klage til Indenrigsministeriet og menneskerettighedsombudsmanden. 

Præster i politik
For første gang er der præster på listen over kandidater, og det er ikke en følge af den nye valglov, men et brud på den honduranske grundlov, der bestemmer, at kandidater til politiske poster skal 'tilhøre den verdslige stat'.

"Ikke desto mindre har valgtribunalet tilladt evangeliske præster at stille op", siger Thelma Mijia. 

Hun mener, at der er en vis risiko for, at Honduras udvikler sig mod en teokratisk stat i stedet for en retsstat. 

"De evangeliske præster har magt over folk."

Valgtemaer
Ingen af partierne har præsenteret et politiske program, der bevæger sig ud over sloganniveauet. 

"For de nationale er hovedtemaet sikkerhed. Honduras har ligesom Guatemala og El Salvador alvorlige problemer med voldelige ungdomsbander. 'De skal slås ned med hård hånd', mener Pepe Lobo, der har genindførelse af dødsstraf på programmet”, fortæller Thelma Mejia." 

"Den liberale Mel Zelaya forsøger at fremstå som en blødere person med et program for borgermagt, som er meget lidt konkret. Begge taler varmt om frihandelsaftalen med USA, og begge prøver at kaste korruptionsbekyldninger i hovedet på modstanderen."

Ifølge de seneste meningsmålinger står de to kandidater nogenlunde lige, men Pepe Lobe har den bedste presse, fordi han er venlig, stiller op selv på den mindste radiostation, mens Mel Zelaya er utilnærmelig og udelukkende har tid til de største landsdækkende medier.