Vores arbejde
Valg i Honduras 2005:
"Det er et nyt og mere sårbart Honduras, der går til valg 27. november. I de fire år, nationalisten Ricardo Madura har siddet på præsidentposten, har vi underskrevet og ratificeret DR-CAFTA, frihandelsaftalen mellem Mellemamerika, USA og den Dominikanske Republik, familielandbruget er lagt i ruiner, og folk flytter til byerne eller emigrerer til USA for prøve på at overleve økonomisk. Det er et socialt og miljømæssigt nedbrudt land, der skal vælge præsident, parlament, borgmestre og byråd", vurderer journalist Manuel Torres.
Hip-som-hap
For første gang er der holdt primærvalg, og 30 pct. af kandidaterne skal være kvinder. Det bestemmer landets nye valglov, der blev vedtaget sidste år. Det første er formelt overholdt,
hvilket ikke har skabt nogen fornyelse.
Det sidste er der set ret stort på, også af de valgmyndigheder, der skulle sætte ind med sanktionerne. En række kvindeorganisationer har klaget til menneskerettighedsombudsmanden og til indenrigsministeriet.
Valget står mellem tre småpartier, to på midten og et til venstre, samt de to store, det nationale og det liberale parti, der har over 100 års historie på bagen og de seneste 25 år har siddet tungt på magten.
Politisk set er det hip-som-hap, om det er de liberale eller de nationale, der vinder. Forskellen er historisk.
Pepe Lobo, nationalisternes kandidat – der i strid med både grund- og valglov bliver siddende som formand for parlamentet, samtidig med at han er præsidentkandidat- forsøger at vinde stemmer på en hård linje over for ungdomskriminaliteten. Hans krav er intet mindre end genindførelse af dødsstraffen.
De liberales Mel Zelaya vil gå langt, men ikke så langt, og han forsøger at stå frem som humanisten, taler blandt andet om at indføre 'borgermagt'.
"Hvad han mener med det, er ikke blevet uddybet mere end til sloganniveuaet", kommenterer Manuel Torres.
"Slaget står ikke mellem de to dominerende partier, men mellem civilsamfundets forsøg på at forme et demokrati, hvor folk tager del, og den traditionelle model, hvor man tager tilflugt i det repræsentative demokrati, hvor de gamle politiske partier spærrer vejen for en bred folkelig deltagelse", vurderer Manuel Torres.
"Valget handler om, hvem der skal være de fremtidige hovedpersoner i den politiske beslutningsproces," præciserer han.
Nye tider...
"Der er spirende krav om en ny måde at lave politik på. Lokalsamfundene vil have indflydelse på udviklingen og kræver samtidig, at politikerne står til regnskab for, hvordan de forvalter de offentlige midler. Kampen mod korruptionen føres af det sociale menneske, ikke af det politiske", mener Manuel Torres.
"Det er en god udvikling, men den afspejles desværre ikke i resultatet af primærvalgene, der til forveksling ligner tidligere kandidatlister", beklager Manuel Torres, der vurderer, at de to dominerende politiske partier overlever på grund af de blinde partisoldaters stemmer.
"De traditionelle partier kan stadig trygt regne med 30 til 40 procent af stemmerne på grund af en årelang klientalisme. Den trofaste vælger får et job eller måske et indtægtsgivende ben, men jeg tror, vi kan se enden på det system."
"Der er bevægelse i det honduranske samfund. Ikke mindst på grund af emigrationerne. Omkring 800.000 honduranere arbejder i udlandet, flest i USA. Det betyder, at færre og færre er økonomisk afhængige af det offentlige. Samtidig har års strukturtilpasningsprogrammer gjort staten mindre. Dvs. den har ikke mere så meget at tilbyde kernevælgerne."
...og gamle
"De honduranske medier gør almindeligvis, som de gamle partier ønsker, og i valgkampene bliver de til pamfletter”, mener Manuel Torres, der for nogle år siden blev fyret fra dagbladet El Heraldo, fordi han var for kritisk over for magthaverne.
"Under valgkampen indskrænkes vores ytringsfrihed. Ejerne af medierne er en del af den partipolitiske magt, og mange journalister får smag for de privilegier, som den magt deler ud af. De mener, at retten til information tilhører dem selv, journalisterne, og ikke befolkningen."
De blinde partisoldater har stadig flertal
- men det honduranske civilsamfund vinder terræn, vurderer journalist Manuel Torres, der er freelancer, efter at hans kritiske journalistik kostede ham jobbet
18. august 2005"Det er et nyt og mere sårbart Honduras, der går til valg 27. november. I de fire år, nationalisten Ricardo Madura har siddet på præsidentposten, har vi underskrevet og ratificeret DR-CAFTA, frihandelsaftalen mellem Mellemamerika, USA og den Dominikanske Republik, familielandbruget er lagt i ruiner, og folk flytter til byerne eller emigrerer til USA for prøve på at overleve økonomisk. Det er et socialt og miljømæssigt nedbrudt land, der skal vælge præsident, parlament, borgmestre og byråd", vurderer journalist Manuel Torres.
Hip-som-hap
For første gang er der holdt primærvalg, og 30 pct. af kandidaterne skal være kvinder. Det bestemmer landets nye valglov, der blev vedtaget sidste år. Det første er formelt overholdt,
hvilket ikke har skabt nogen fornyelse.
|
|
Journalist Manuel Torres: Lokalsamfundene kræver politisk indflydelse, men de traditionelle partier kan stadig regne med de blinde partisoldater.
Foto: Eva Rasmussen. |
Valget står mellem tre småpartier, to på midten og et til venstre, samt de to store, det nationale og det liberale parti, der har over 100 års historie på bagen og de seneste 25 år har siddet tungt på magten.
Politisk set er det hip-som-hap, om det er de liberale eller de nationale, der vinder. Forskellen er historisk.
Pepe Lobo, nationalisternes kandidat – der i strid med både grund- og valglov bliver siddende som formand for parlamentet, samtidig med at han er præsidentkandidat- forsøger at vinde stemmer på en hård linje over for ungdomskriminaliteten. Hans krav er intet mindre end genindførelse af dødsstraffen.
De liberales Mel Zelaya vil gå langt, men ikke så langt, og han forsøger at stå frem som humanisten, taler blandt andet om at indføre 'borgermagt'.
"Hvad han mener med det, er ikke blevet uddybet mere end til sloganniveuaet", kommenterer Manuel Torres.
"Slaget står ikke mellem de to dominerende partier, men mellem civilsamfundets forsøg på at forme et demokrati, hvor folk tager del, og den traditionelle model, hvor man tager tilflugt i det repræsentative demokrati, hvor de gamle politiske partier spærrer vejen for en bred folkelig deltagelse", vurderer Manuel Torres.
"Valget handler om, hvem der skal være de fremtidige hovedpersoner i den politiske beslutningsproces," præciserer han.
Nye tider...
"Der er spirende krav om en ny måde at lave politik på. Lokalsamfundene vil have indflydelse på udviklingen og kræver samtidig, at politikerne står til regnskab for, hvordan de forvalter de offentlige midler. Kampen mod korruptionen føres af det sociale menneske, ikke af det politiske", mener Manuel Torres.
"Det er en god udvikling, men den afspejles desværre ikke i resultatet af primærvalgene, der til forveksling ligner tidligere kandidatlister", beklager Manuel Torres, der vurderer, at de to dominerende politiske partier overlever på grund af de blinde partisoldaters stemmer.
"De traditionelle partier kan stadig trygt regne med 30 til 40 procent af stemmerne på grund af en årelang klientalisme. Den trofaste vælger får et job eller måske et indtægtsgivende ben, men jeg tror, vi kan se enden på det system."
"Der er bevægelse i det honduranske samfund. Ikke mindst på grund af emigrationerne. Omkring 800.000 honduranere arbejder i udlandet, flest i USA. Det betyder, at færre og færre er økonomisk afhængige af det offentlige. Samtidig har års strukturtilpasningsprogrammer gjort staten mindre. Dvs. den har ikke mere så meget at tilbyde kernevælgerne."
...og gamle
"De honduranske medier gør almindeligvis, som de gamle partier ønsker, og i valgkampene bliver de til pamfletter”, mener Manuel Torres, der for nogle år siden blev fyret fra dagbladet El Heraldo, fordi han var for kritisk over for magthaverne.
"Under valgkampen indskrænkes vores ytringsfrihed. Ejerne af medierne er en del af den partipolitiske magt, og mange journalister får smag for de privilegier, som den magt deler ud af. De mener, at retten til information tilhører dem selv, journalisterne, og ikke befolkningen."