Det sydlige Afrika: To slags fremtid
"To slags fremtid" er Carlos Cardosos sammendrag af en længere artikel "South Africa 2020", som formentlig udkommer på Landskomiteen Sydafrika Aktions forlag "Amandla" i november som en pjece på 36 sider.
Af Carlos Cardoso02. oktober 1989
BEVÆGER DET SYDLIGE AFRIKA sig mod total desintegration eller mod en slags politisk integration? En integration, der sammen med områdets store rigdomme kunne give det en strategisk rolle i at hjælpe resten af den sydlige halvkugle med at forme et mere retfærdigt syd-nord forhold i det 21. århundrede?
Lad os se på nogle af de faktorer, der peger i den første retning.
RENAMO'S SYDAFRIKANSK STØTTEDE ødelæggelseskrig mod Mozambique er måske det bedste eksempel på desintegration.
Omkring 700.000 er blevet dræbt de sidste ni år, enten direkte eller som følge af hungersnød. Nationale nøglefaktorer som sundhedsklinikker og skoler er blevet ødelagt i tusindvis. Andre vitale faktorer som veje og jernbaner har også været mål for angreb - og dermed svækket handel og kommunikation mellem forskellige etniske grupper. Skruppelløse individer og grupper inden for staten og den private sektor har skabt store profitter og hermed udviklet en økonomisk interesse i krigen.
Den elendighed, som aggressionen medfører, har tvunget tusinder af ellers ærlige mennesker til at stjæle for at overleve - og dermed forstærket de sociale spændinger blandt de fattigste lag af befolkningen. Elendigheden har også forøget korruptionen i stat og parti - og fremmedgjort folk fra disse to strategiske elementer i den nationale opbygning. Renamo's udbredte brutalitet er blevet koblet sammen med tyveri og angreb udført af væbnede bander - nogle af dem hastigt hjemsendte soldater fra hæren - folk som er ved at miste deres engagement i de nationale institutioner og på vej tilbage i den feudale og lokalpatriotiske fold.
Regeringens økonomiske genopretningsprogram PRE, der er sponsoreret af IMF og Verdensbanken, har medført en årlig vækst på 4,5 pct. de sidste to år, men underernæring og offentlig utilfredshed vokser frem i byerne som følge af alvorlige nedskæringer i de offentlige udgifter og fjernelse af statslige fødevaresubsidier. Den forøgede fattigdom og frustration i byerne kan når som helst få tusinder til at vende sig i blindt raseri uden noget andet alternativ - og dermed forstærke den selv samme krig, som er deres ulykke.
Endelig angriber, myrder, lemlæster og plyndrer Renamo allerede i Zimbabwe og Zambia og - i mindre udstrækning - i Malawi og Swaziland, hvor hundrede tusinder af mozambikanske flygtninge belaster de lokale ressourcer til bristepunktet. Det er et spørgsmål om tid, før Renamo's sydafrikanske protektorer også bruger det som et redskab i deres særlige politiske konflikter i Sydafrika.
MOZAMBIQUES ØDELÆGGELSE er barneleg sammenlignet med, hvad der kan ske i Sydafrika, hvis ikke apartheid snart fjernes.
Loyaliteten inden for Sydafrikas Forsvarsstyrker (SADF), politiet og sikkerhedsapparatet er dybt splittet mellem det regerende Nationale Parti og det ultra-højreorienterede Konservative Parti - inklusive hemmelige forbindelser med partiets militære fløj, AWB. Det yderste højre har tilstrækkelig fanatisme i sine rækker til at kunne fremprovokere meget usikre situationer ved at angribe anti-apartheid grupper og reformfolk inden for det Nationale Parti, som betragtes som "den hvide sags" forrædere.
En situation, hvor de tusinder bevæbnede, som støtter apartheid af Verwoerds type, vender våbnene mod resten af Sydafrika i en vanvittigt forsøg på at skabe en Boer-republik, er værd at overveje. Også Inkhata har våben og en skare korrupte homeland-høvdinge. I den modsatte ende af det politiske spektrum findes ANCs Umkhonto we Sizwe, som står for en ikke-racial forenet nation i alliance med arbejdere og den fattigste del af den sorte befolkning.
De politiske og racemæssige optøjer, som apartheid har sluppet løs, kan forvandle sig til et militært angreb eller ukontrolleret arbejderuro i minerne og de store industrier. Dét er nogle af ingredienserne i Sydafrikas "Libanon'isering", som kan føre til et stort antal væbnede løsrivelseskonflikter mellem krigsherrer, så Afrikas gamle feudale virkelighed indtager scenen. Bølgerne fra en sådan katastrofe vil kunne føles i hele regionen i meget lang tid.
JEG TROR, at de begivenheder, processer og politiske kræfter, som peger mod fred og et mere forenet sydligt Afrika, er stærkere. Og jeg tror, at bevidstheden om den truende omfattende ulykke er en magtfuld drivkraft i den retning.
Med SADFs sammenbrud i 1987/88 i Angola og udsigten til Namibias uafhængighed kan UNITA's bagtrop nr. to efter Namibia - Zaire - ikke længere true Angolas FAPLA-hær, som utvivlsomt er den stærkeste og mest kamperfarne hær i det flertalsstyrede Afrika syd for Sahara. Derfor presser Zaires præsident Mobuto Sese Seko UNITA's leder Jonas Savimbi til at acceptere den angolanske regerings plan om "national harmonisering", som rummer integration af UNITA's militante i staten, militæret og andre strukturer og Savimbis "midlertidige og frivillige" tilbagetrækning fra angolansk politik. 18 afrikanske statsledere, mange af dem konservative, lægger pres på Savimbi om at acceptere denne plan.
Sydafrikas præsident de Klerk har gjort det klart for Savimbi, at SADF ikke længere kan redde hans bevægelse, som det skete i august 1987. Under disse omstændigheder vil USA formentlig standse de militære leverancer til UNITA, og denne bevægelse vil omsider blive et "internt angolansk problem", der kan løses politisk eller med en kombination af militære og politiske midler. Ved udsigten til et uafhængigt Namibia har hele det sydvestlige Afrika en god chance for fred og hurtig økonomisk vækst, og det vil stabilisere resten af regionen.
I MOZAMBIQUE har præsident Chissano fået mandat fra det regerende Frelimo-partis 5. kongres i juli til at fortsætte sit fredsinitiativ. Hvis Renamo accepterer et antal principper, som regeringen har betinget sig, og som er blevet overrakt til dem af kirkeledere i august i Nairobi, kan det føre til direkte forhandlinger mellem regeringen og Renamo. Men direkte forhandlinger mellem regeringen og Renamos militære ledere afhænger af de endnu vigtigere direkte samtaler mellem Maputo og Pretoria og af forhandlingerne mellem Sydafrikas militære efterretningstjeneste, som fortsætter med at levere våben og ammunition til Renamo, og de sektorer inden for det hvide samfund, som ønsker fred i Mozambique. Den vigtigste faktor er, om de Klerk kan stoppe Pretorias destabilisatorer.
I Sydafrika har hele lag af det hvide samfund forhandlet med ANC de sidste to år og gjort den slags kontakter acceptable i hundrede tusinder af hvides øjne og på den måde banet vej for, at regeringen kan gøre det samme i fremtiden. Massebevægelsen har netop vundet en meget vigtig sejr ved at få de Klerk til at legalisere fredelige demonstrationstog og dermed effektivt ophæve en af de vigtigste regler i undtagelsestilstanden. Der er et voksende vestligt pres på de Klerk for at opfylde to ting: dels at frigive Nelson Mandela og alle andre politiske fanger og dels at ophæve forbudet mod ANC og andre anti-apartheid bevægelser. Opfyldes dette ikke, vil prisen blive flere økonomiske sanktioner, inklusive - tror jeg - fra Storbritannien.
Hvis kravene opfyldes, som Mandelas nylige møde med tidligere præsident P.W. Botha antyder, vil der være en god chance for, at det første vitale skridt mod fred bliver taget: direkte forhandlinger mellem regeringen og ANC, efterfulgt af langvarige og vanskelige forhandlinger mellem alle politiske kræfter, der repræsenterer den sydafrikanske opinion, med det mål at fjerne apartheid.
Dette første skridt vil udløse en helt ny atmosfære i landet og forene mange hvide kræfter mod den yderste højrefløj. Anti-apartheid kræfter vil så komme med et kompromis-udspil på Pretorias forlangende. Disse krav vil blive behandlet af en fremtidig post-apartheid regering. Kompromisset vil blive fremsat med henvisning til at redde Sydafrikas industrielle magtbasis fra ødelæggelse. Det centrale er, at der ikke kommer noget kompromis, før alle større anti-apartheid kræfter erkender, at vejen mod afvikling af apartheid er forsvarligt etableret.
REGIONEN HAR en overraskende grad af enhed i hensigter og politisk modenhed, manifesteret i i frontlinjestaterne og de ni års samarbejde i SADCC-regi. Med denne enhed og et intakt post-apartheid Sydafrika vil det sydlige Afrika kunne skimte en fremtid, hvor regionen omsider vil opnå økonomisk lighed med den udviklede nordlige halvkugle.
De første og vigtigste betingelser for, at dette kan ske, er afslutningen på aggressionen mod Mozambique og et grønt lys for fjernelse af apartheid inden for de næste to-tre år.
Carlos Cardoso er journalist i Mozambique og har netop besøgt Danmark