Befri Jestina Mukoko!
Lederen af Zimbabwe Peace Project, Jestina Mukoko, der tidligt den 3. december blev bortført, er stadig væk. Der er nu oprettet en Facebook-gruppe, der opfordrer til at befri Jestina Mukoko.
|
|
Den forsvundne Jestina Mukoko, foto: Peter Bischoff.
|
Jestina Mukoko er stadig væk. I går morges den 3. december 2008 blev hun bortført af en gruppe uidentificerede mænd. Organisationen Zimbabwe Lawyers for Human Rights (ZLHR) har forsøgt at finde Jestina Mukoko. Men uden held.
"Mellemfolkeligt Samvirke gør alt, hvad vi kan for at fortælle om Jestina Mukokos forsvinden, for det tjener hende helt klart bedst, at der er internationalt fokus på, at hun er forsvundet. Desuden forsøger vi ad flere kanaler i Danmark og Zimbabwe at få myndigheder og organisationer til at arbejde for Jestinas Mukokos befrielse", siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
Ifølge organisationen Zimbabwe Lawyers for Human Right er der ingen myndigheder, der vil kendes ved Jestina Mukokos forsvinden. Jestina Mukoko er leder af organisationen Zimbabwe Peace Project, som systematisk overvåger og indberetter oplysninger om politisk motiveret vold i Zimbabwe.
Midt på eftermiddagen torsdag oplyser ZLHR til Mellemfolkeligt Samvirke, at en ansat i Jestina Mukokos organisation Zimbabwe Peace Project er blevet arresteret i det østlige Zimbabwe.
"Civilsamfundsgrupper i Zimbabwe rykker sig endnu tættere sammen for at lægge maksimalt pres på de zimbabwiske myndigheder i denne sag. Det vil være en sort plet på Zimbabwes i forvejen blakkede samvittighed, hvis ikke Jestina Mukoko bliver fundet og frigivet i god behold omgående", siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.
En tilsyneladende optrapning af den systematiske forfølgelse af civilsamfundsgrupper i Zimbabwe betød, at ZLHRs kontor i Zimbabwes næststørste Bulawayo blev ransaget i går.
Internationale organisationer og medier er bekymrede over Mukokos forsvinden, og i dag er der blevet oprettet en støtte-gruppe på Facebook, hvor bortførerne opfordres til at befri Jestina Mukoko.
Tilmeld dig Facebook-gruppen her
Mellemfolkeligt Samvirkes internationale direktør Birte Hald er på vej til Zimbabwe. Hun kan kontaktes i morgen via Vibeke Vinther.
Yderligere oplysninger kontakt
Vibeke Vinther, kommunikationschef i Mellemfolkeligt Samvirke. Mobil: 3167 0460
|
|
Jestina Mukoko deltager i initiativet Kvinder for Indflydelse - her ses hun ved en støttebrunch i København tidligere på året til fordel for kvinder i Zimbabwe. Foto: Henriette Winther.
|



