Artikel fra MS-revy 6/89

Leder: MS-oplæg om Danidas landevalg

Lederen præsenterer MS' debatoplæg til Danidas landevalg.

Af MS' Styrelse

12. december 1989

DISKUSSIONEN OM DANIDAS valg af fremtidige samarbejdslande for den officielle danske udviklingsbistand bør være et offent­ligt anliggende. Derfor fremlægger MS nu et debatop­læg, som dels præcise­rer kriterierne for lande­val­get og dels rummer valg og fra­valg af en række lande.

GRUNDPRINCIPPET for dansk bistand er der enighed om: Bi­standen skal skabe varige forbedringer for de fattigste sam­fundsgrupper. Men på enkelte centrale punkter mener MS, at der er behov for større konsekvens.

Det gælder især de politiske og administrative forhold i u-landene. Såvel Danida som MS har gjort den erfaring, at motiva­tion og folke­ligt engagement giver de bedste resultater. MS har taget konse­kvensen og forsøger nu at koncentrere indsatsen til støtte for en folkesty­ret udvikling, som indebærer en reel og direkte medindflydelse for de store fattige befolkningsgrupper, som i dag holdes uden for beslutnings­proces­serne.

Derfor må det være rimeligt at stille det overordnede krav, at lande­nes myndigheder og magteliter stiller sig positivt til en bi­standsindsats, der også styrker folkelig deltagelse og medbestem­melse. Også når det gælder det officielle Danmarks bistandsind­sats.

MS MENER, at de syv kriterier, som et bredt flertal i folketingets udenrigsud­valg har foreslået i beretningen fra maj måned 1989, udgør et udmærket udgangspunkt. Men de er for vage og dermed åbne for vide fortolkninger. Det gælder især de to første kriterier, som hver i realiteten dækker over flere kriterier.

Det første omhandler såvel landets bistandsbehov som dets udvik­lingspolitik. Her mener MS, at bistanden skal gå til de fattigste lande og lande med særlige udvik­lingsbehov. At yde bistand til fattigdomslommer i lidt rigere u-lande falder ikke ind under behovskriteriet. Og hvad angår landets egne planer, ser vi gerne formule­ringen strammet derhen, at de fremtidige samar­bejdslande skal føre en politik, der klart tager sigte på at skabe varige forbed­ringer for de fattigste grupper.

Det andet kriterium handler dels om tilgangen af bistand og dels om landets evne til at drage nytte af bistanden. MS mener, at samar­bejdslandene skal have et reelt behov for de former for bistand, Danmark kan tilbyde. Der bør ikke være konkur­rence donorerne imellem. Og nytten må ses i lyset af de øvrige kriterier - om bistan­den gavner de fattigste og er både økonomisk og økologisk bæredygtig.

MS støtter også de kriterier, der handler om bæredygtig økono­misk og økologisk udvik­ling, fremme af respekten for menneskeret­tighe­der, støtte til større ligestilling mellem kønnene og hensynet til hidtidige Danida-erfaringer. Men her er der tale om kriterier for bistandens udform­ning snarere end for landevalget.

Om det afsluttende kriterium om danske erhvervsinteres­ser er MS enig i, at disse interes­ser prioriteres lavere end u-landenes udviklings­behov. Men det afgørende må være, at indsatsen er kvalifice­ret og ikke sker på bekostning af u-landenes egen er­hvervsudvik­ling. Derfor er MS fortsat betænkelig ved den store binding af den bilaterale bistand til danske leverancer og tjeneste­ydelser.

I DEBATOPLÆGGET vurderer MS 24 lande i lyset af de syv krite­rier, som vi har præciseret og prioriteret dem. Sam­menfat­ten­de foreslår vi som programsamarbejdslande: Bolivia, Burkina Faso, Indien, Mozambique, Nicaragua, Tanzania, Ugan­da, Vietnam, Zambia og Zimbabwe. Til nøjere overvejel­se foreslår vi: Afghanistan, Cambodja, Kina, Namibia og Nepal. Og disse lande mener MS skal vælges fra: Bangladesh, Costa Rica, Egypten, Ghana, Indonesien, Kenya, Filippi­nerne, Malawi og Thailand.

TIL SLUT VIL MS understrege, at der bør identificeres op til 15 pro­gram­samar­bejdslan­de i alt. At Danmark kan klare et kvalifi­ceret og effektivt bistandssamarbejde med helt op til 25 lande, finder vi helt urealis­tisk.