Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Pressemeddelelse fra Mellemfolkeligt Samvirke

Mellemfolkeligt Samvirke sender millioner ud

I den seneste uge har MS sendt millioner ud til hvert medlem. Ikke kroner, men derimod Zimbabwe-dollars, der helt igennem er værdiløse pga. den ekstreme inflation i Zimbabwe.

12. december 2008

I den seneste uge har Mellemfolkeligt Samvirke (MS) sendt millioner til hvert medlem. Ikke kroner, men derimod Zimbabwe-dollars, der helt igennem er værdiløse på grund af en ekstrem inflation i Zimbabwe. 

MS sender pengene ud med spørgsmålet "Kan du veksle?", og opfordrer på den måde medlemmerne til "at veksle til overkurs" og donere bidrag til organisationens arbejde i Zimbabwe. MS opfordrer også dem, der ikke har modtaget et brev til købe en pengeseddel evt. som julegave, eller blot give et bidrag på www.ms.dk/million.

MS støtter blandt andet menneskerettighedsgruppen, Zimbabwe Peace Project, der indenfor den seneste uge har oplevet, at tre medarbejdere er blevet bortført - herunder organisationens prominente leder Jestina Mukoko. Mellemfolkeligt Samvirke har arbejdet i Zimbabwe siden 1983 med fokus på menneskerettigheder og udvikling af lokal-demokrati.

"Hverdagen i Zimbabwe er helt absurd. Landet oplever en meget alvorlig kolera-epidemi, som ikke ville være svær at bekæmpe, hvis sundhedssystemet fungerede. Bortførelserne i den seneste tid viser, at de modige mennesker, der kæmper for menneskerettigheder i Zimbabwe, er ekstremt udsatte. Vi opfordrer alle til at støtte dem via www.ms.dk/million", siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

MS har opfordret statsministeren til at lægge pres på lederne i det sydlige Afrika til at skride ind for at sætte en stopper for ekstreme situation i Zimbabwe.

"Vi opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen til straks at kontakte sine kollegaer i det sydlige Afrika. Naboernes svage linje overfor præsident Robert Mugabe trækker pinen i langdrag, og de må holdes ansvarlige for, at den uholdbare situation i Zimbabwe får lov til at fortsætte" siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

Støt Mellemfolkeligt Samvirke - og få millioner retur. Tjek www.ms.dk/million