Artikel fra MS-revy 6/89

Afsked med en koloni - Namibia

Hanne Selnæs skriver om Namibias kommende uafhængighed efter valget.

Af Hanne Selnæs

10. december 1989

DET BLEV DEN tidligere befrielsesbevægelse SWAPO, som vandt valget i Namibia i november måned. Et valg, der af FNs særlige udsending i Namibia blev beskrevet som 90 pct. frit og retfærdigt - og dermed godkendt af FN.

SWAPO fik 58 pct. af alle stemmerne - eller dobbelt så mange som det næststørste parti, DTA. Men selv om SWAPO fik flest stemmer, slipper partiet imidlertid ikke for at samarbejde med andre partier. En ny grundlov for Namibia skal nemlig have et 2/3 flertal bag sig i den grundlovsgivende forsamling.

I forsamlingen fordeler de 72 pladser sig således: 41 til SWAPO, 21 til DTA, som i årevis har samarbejdet med Sydafrikas regering og militær, og 4 til UDF, en sammenslutning af partier, der bl.a. rummer tidligere SWAPO-fanger, men også det tidligere Damara-råd, som har støttet SWAPO, er med i UDF. Det primært hvide parti ACN fik 3 pladser. Partiet er pro-apartheid og fik godt halvdelen af alle hvide stemmer. Endelig har tre små partier fået hver deres plads i forsamlingen.

SWAPO må samarbejde

Der skal altså samles mindst 48 af de 72 stemmer i den nyvalgte forsamling, før grundloven kan vedtages. Det betyder, at SWAPO enten må samarbejde med de mindre partier - f.eks. med  UDF og ACN, det vil præcis give de nødvendige 48 stemmer. Eller også skal SWAPO samarbejde med den gamle hovedfjende DTA, hvilket er mindre sandsynligt.

Først når forhandlingerne er afsluttet og en grundlov skrevet, kan Namibia erklære sin uafhængighed. Indtil da er det fortsat den sydafrikanske General Administrator, som styrer landet - under FNs opsyn. Når Namibia omsider bliver erklæret uafhængigt, er det efter mindre end 100 år under hvidt herredømme. Først som tysk koloni og siden, fra 1. verdenskrig, på Sydafrikas hænder. Det er en fortid, som betyder, at Namibia i dag har en utrolig skæv udvikling.

Infrastrukturen er fin, men i et af de ti reservater, Kaokoland, har en 17-årig pige f.eks. aldrig set en telefon. Hendes hverdag går med at hente vand og koge grød til familien, som kæmper for at overleve på en gold og overgræsset jord. Hun har aldrig gået i skole og ved ikke, hvordan man holder på en blyant. Over 60 pct. af Namibias befolkning er analfabeter.

Ressourcerne udsuget

Men hvor mange ressourcer er der egentlig tilbage i Namibia at arbejde med, og hvordan er udviklingsmulighederne? Professor Colin Leys, som beskæftiger sig med udviklingspolitik i Afrika, har netop været i Danmark efter et besøg i Namibia. Han er ikke opti­mistisk med hensyn til Namibias fremtid:

- Det er meget svært at se, hvor indtægterne skal komme fra. Klimaet i Namibia er goldt. Jorden kan ikke bære mere. Ovambo­land, nær grænsen til Angola, er ved at gå bankerot, og der er ingen holdbare planer for fremtiden. Fra 1974-81 var den økono­miske vækst på 1 pct. i Namibia. Det er ingenting.

- Sydafrika har udsuget landets råstoffer, uden at der bliver givet nogen form for erstatning. Til gengæld har Sydafrika efterladt en kæmpegæld i landet, som en fremtidig regering skal betale. Sydaf­rika sidder også på Namibias dybtvandshavn Walvis Bay og kon­trollerer derfor al handel ad søvejen. Havet langs Namibias kyst­strækning har Syd­afrika tømt for fisk. I undergrunden er der måske uran og diamanter til 11-12 år endnu.

- På langt sigt er mit eneste håb derfor, at der bliver fred i Angola, og apartheid bliver afskaffet i Sydafrika. For så kan Namibia handle med de to nabolande - for både økonomisk og geo-fysisk er Nami­bia faktisk som et anneks til nabolandene, slutter Collin Leys.

Hanne Selnæs er freelance-journalist