Demokrati på nepalesisk
Nepal er en oplevelse for livet, især hvis man som Sanne fra Sorø tør kaste sig ud i at bo hos en nepalesisk familie og arbejde på den lokale folkeskole.
Af Anne Mette Nordfalk, informationsmedarbejder MS-Nepal06. januar 2009
I en lille slidt skole på kanten af Kathmandus mylder og larm står en ung, lyshåret kvinde og underviser en flok små snottede, snavsede unger. Den kønne unge lærer hedder Sanne, hun er 21 år og har taget orlov fra sit job i The Body Shop i København i tre måneder for at undervise her på Phutung Secondary School, en kontakt formidlet gennem Mellemfolkeligt Samvirkes rejseprogram, Global Contact.
Her i fjerde klasse gennemgår hun historien om ræven og storken. Sanne tegner på tavlen og stiller korte pædagogiske spørgsmål til de små. Men hun er oppe mod hårde odds. Larmen i klassen er intens, fordi der ikke er glas i vinduesrammerne, og 10-12 elever fra andre klasser hænger ind over vindueskarmen.
"Lærerne kommer og går som det passer dem, så det gør eleverne også. Det er meget forstyrrende", siger Sanne.
Timen efter har Sanne 6. klasse. Her vender alle vinduer mod de grønne bakker, og den iskolde vind fra Himalaya erstatter støjproblemerne med kuldeproblemer.
"Nå 6. klasse, kan I huske, vi snakkede om demokrati i sidste uge?" spørger Sanne med rolig autoritet ud over klassen. Mjo... det kan de vidst godt.
"Hvad ville du gøre for Nepal, hvis du var politiker?" spørger Sanne en af drengene.
"Lave bedre skoler, veje, elektricitet og vand", kommer det prompte, og man forstår godt svaret. Phutung ligger under 10 km fra Kathmandus centrum, alligevel er asfaltvejen stadig ikke nået helt herud, og nu i tørtiden er der kun strøm halvdelen af dagen.
Sanne har aldrig undervist før eller haft med børn at gøre, så det var en ordentlig mundfuld at starte på en skole, hvor undervisningen hovedsageligt består af udenadslære, og hvor niveauet ligger lavt, både på grund af støjen og kulden, og fordi diverse religiøse helligdage konstant afbryder den daglige rutine.
Ind under huden på den nepalesiske kultur
Sanne er taget ud i verden for, som hun siger, at "komme ind under huden på den nepalesiske kultur". Her i Phutung har hun rig mulighed for det. Dels gennem undervisningen, dels gennem den unge familie, hun bor hos.
"De tager mig med til alt, og de besvarer tålmodigt alle mine spørgsmål. Deres hus er blevet mit andet hjem", siger Sanne med stor varme. Selv har hun også gjort en forskel for familien. Da hun havde boet her nogen tid, betroede den unge kone, Pramilla hende, at hendes store drøm var at blive tøj-designer.
"Men det er ikke velset og absolut ikke respektabelt, at en brahmin (dvs. en person fra Nepals højeste kaste, red.) syr tøj. I Nepal er kasten både muligheden og begrænsningen i nepaleserens liv – dog mest begrænsning", forklarer Sanne, der straks gik i gang med at overtale Pramilla til at følge sine drømme, sådan som det ville være naturligt for en ung dansk kvinde at gøre.
Enden på det hele blev, at Pramilla med Sannes støtte gik i gang med et sykursus hver formiddag, mens hendes to børn er i skole.
"Men skal børnene til eksamen, eller er der religiøse pligter, så bliver hun hjemme", siger Sanne.
At bo hos en lokal familie har dog ikke kun været familiehygge og nye kulturelle oplevelser. Dagligdagsproblemer som at skulle tage iskolde bade, sove i et uopvarmet værelse og læse ved stearinlys, når de timelange strømafbrydelser sætter ind, har givet Sanne en personlig indsigt i nogle få af de problemer, der følger med livet i et udviklingsland.
