Bragt i Weekendavisen nr. 31, 4. - 11. august 2005

Partidemokratur i Uganda

28. juli var der folkeafstemning i Uganda om indførelse af partidemokrati. Det kunne være et skridt på vejen til demokrati - men er snarere tegn på det modsatte.

Af Frede Hansen

05. august 2005

En dag i begyndelsen af september 2004 blev det ugandiske miljøministerium besat af et par bevæbnede mænd, der protesterede mod Musevenis overvejelser om at stille op som præsident for tredje gang.

Den følgende dag kunne man læse om de to 'terroristers' kamp mod præsidenten, som kun havde latter tilovers for aktionen.

De bevæbnede demonstranter var måske også bare til at grine ad, men man kan også se hændelsen som et varsel om, hvad fremtiden kan byde på i Uganda, hvis præsidenten vælger ikke at respektere landets grundlov, der kun giver mulighed for, at en præsident kan sidde i to valgperioder. Museveni har i 2006 siddet i de to gange fem år, som han må.

Samtidig med at præsident Museveni i strid med den nuværende forfatning tilsyneladende ønsker at få endnu en periode som præsident, har oppositionen nu fået en teoretisk mulighed for at bekæmpe The Movement. Under det nuværende system, har partierne måttet eksistere, men ikke opstille til valg og ej heller arrangere offentlige møder.

Populær i befolkningen
Når man ser bort fra konflikten i det nordlige Uganda, hvor LRA, Lord’s Resistance Army, har terroriseret i årevis, så har der været fred i Uganda siden Museveni i 1986 fik magten. Han har opnået en utrolig popularitet i befolkningen, men også udlandet har betragtet Museveni som en fremsynet og progressiv leder.

Hans absolutte styrke fra starten var at inddrage befolkningen i udformningen af en ny forfatning. I 1995 blev 'folkets vilje' understreget med ordene: "Al myndighed i staten udgår fra folket og folket skal regeres i overensstemmelse med dets egen vilje og tilslutning."

Det er et problem at inddrage befolkningen i demokratiske diskussioner, hvis man lider af sult og analfabetisme, men det lykkedes faktisk Museveni at inddrage civilsamfundene i konstitutionsskabelsen. Der var i Uganda ingen tradition for kompromiser, så det var en krævende opgave at få skrevet en forfatning, som alle kunne gå ind for, men det lykkedes så godt, som noget kan lykkes i politik.

Museveni forsøgte at behandle alle distrikter lige uden at indføre et føderalt styre, men onde tunger påstår, at det er hans ligegyldighed over for folkene mod nord, der gør, at han aldrig har fået slået oprørsbevægelsen, LRA, ned.

Kvinder ind i politik
I den ny forfatning lå, at udsatte grupper skulle sikres plads i parlamentet. Det betød at lønmodtagere, unge, handicappede og kvinder skulle have tildelt et vist antal pladser uafhængigt af stemmeafgivning i øvrigt. Museveni har evnet at få kvinder ind i politik i et omfang, som man ikke har set i mange andre afrikanske lande, om noget.

Etablering af lokalråd var i sig selv en styrkelse af demokratiet i Uganda. Det betød, at magten ikke var centreret i Kampala, men at der lokalt var en dialog om, hvordan problemer skulle løses.

Også økonomisk sikrede Museveni en høj grad af decentralisering. Danida har hjulpet med at gennemføre en decentral uddeling af penge, fordi Museveni godt kunne se, at man ude i distrikterne havde bedre indblik i, hvordan penge skulle bruges lokalt, end man havde i statsadministrationen.

Endnu en positiv faktor i Uganda er den frie presse. Der er ikke en uge, måske dårligt en dag, hvor Museveni ikke får et par over snuden af den regeringskritiske avis The Monitor.

Musevenis argument for ikke at tillade partier at stille op til valg har været, at demokratiske valg mellem partier vil udvikle sig til konflikter. Folk vil ikke stemme efter partiprogrammer, men efter kandidaternes religiøse og etniske tilhørsforhold.

Der findes eksempler i Afrika på, at partidemokrati har ført til ufred - f.eks. fordi en magthaver for at blive genvalgt har søgt at hænge en etnisk minoritet ud. Man kan således ikke fratage Musevenis argumentation en vis logik.

Menneskerettigheder krænkes
Ifølge forfatningen er det forbudt at tilbageholde folk mere end 48 timer, men det sker rask væk.

I 1999 forsvarede sikkerhedsministeren overtrædelserne med ordene: "Det er imod loven. Vi tilbageholder folk mod loven. Men jeg er overbevist om, at vi gør det bedste for samfundet. Det er bedre at overtræde reglerne, hvis det kun går ud over få og redder mange end at overholde loven og lade det gå ud over mange."

Distriktsrådene, som egentlig var en styrkelse af demokratiet, er i stigende grad blevet magtcentre for The Movement. Oprindelig skulle alle mennesker uanset etnisk eller religiøst eller politisk tilhørsforhold kunne blive valgt til rådene, men det er i stigende grad blevet et krav, at man er tilhænger af The Movement, og folk med lidt kritiske holdninger sorteres fra inden valg. Demokratiet er på vej ud.

Det er det også til tider i parlamentet. Museveni sendte tropper ind i Congo, og spurgte efterfølgende parlamentet om lov.

I 2001 interviewede jeg borgmesteren i Kampala, og han forsvarede præsidentens handling med ordene: "Jamen, han vidste jo, at vi ville bakke op om ham!" Disse ord afslører en politisk kultur, hvor præsidenten har fået næsten uindskrænket magt. Han kan gøre, hvad der passer ham og få opbakning bagefter af spytslikkere, der ikke tør være imod ham.

En stribe faktorer belaster præsidenten. Under sidste valg i 2001 blev både tilhængere af Museveni og af den stærkeste modkandidat udsat for vold. Volden præger også fængslerne. The Monitor bringer fotografier som bevis, så når regeringen påstår, at der ikke benyttes vold, så er det tomme påstande. 

Ifølge Human Rights Watch bliver 90 procent af alle fanger udsat for tortur: "...voldtægt mod kvinder, skamfering af mandlige kønsorganer gennem spark, slag med stokke, gennemboring med nåle under huden og ved at binde lodder på penis." Fanger må ligge med åben mund under en løbende vandhane eller udsættes for dødstrusler. Torturen skulle bl.a. bruges over for politiske modstandere.

Museveni har de sidste år fået flere og flere fjender, men alligevel er der mange, som er bange for, hvad der vil følge efter ham. Museveni eller kaos, siger mange.

I november 2004 stiftedes NRM-O - partiorganisationen National Resistance Movement Organisation. Partidemokratiet er lovet, og Museveni skal sikre sig magten ved at stille op for et parti - ikke en bevægelse.

Flerparti-demokrati
Der er nu udarbejdet en hvidbog om forfatningsændringen, der skal bane vejen for partidemokrati og for evt. ændring vedr. længden af en præsidents levetid som præsident. Museveni har betalt udvalgte parlamentsmedlemmer for at udbrede viden om hvidbogen. Det har fået næstformanden i NRM-O til at nedlægge sin post med påstand om, at Museveni er ude på at betale sig til venner, der skal sikre ham en tredje periode som præsident.

Selv går Museveni på listesko, hvad angår de politiske forandringer. Da han for første gang - i februar 2002 - proklamerede, at der skulle indføres partidemokrati, lagde han en vis distance til forslaget ved at sige, at "de, der betaler pianoet, må også bestemme musikken." Når donorerne forlanger det, må Uganda bøje sig. Han har det sidste år flere gange advaret mod 'donorfælden': at udlandet skal bestemme alt. "Aid is like aids," påstod han endog.

Museveni har endnu ikke erklæret, at han vil stille op til en tredje periode, men det skal afgøres på et møde i The Movement. Der er dog ingen tvivl om, at han i måneder har banet vejen for at fortsætte. Færre og færre tør trodse ham, og ved en afstemning i parlamentet den 28. juni i år om at ophæve reglen om to perioder, opnåede han et overvældende flertal - meget større end nogen havde drømt om for et år siden. Modstanderne er banket på plads, politiet havde samme dag angrebet demonstranter på gaden i Kampala.

Vesten advarer
USA og UK advarer mod at trodse den oprindelige forfatning. Norge har besluttet at skære støtten til Uganda med 30 procent på grund af korruption, overtrædelse af menneskerettigheder og usikkerhed om den demokratiske udvikling.

Danmark er mere forsigtig - her kan en statsminister jo i princippet blive valgt årti efter årti. Men der er forskel på Danmark og Uganda. I Danmark er der tradition for at blive utilfreds med siddende regeringer og foretage udskiftninger. I Afrika er der tradition for stærke mænd. Alt for stærke mænd.

Folkeafstemning om indførelse af partidemokrati den 28. juli tydede på politisk træthed i Uganda. Ugandas valgkommission erklærede, at over 40 procent havde stemt, men vestlige observatører satte stemmeprocenten til ca. 20. Til gengæld var der overvældende flertal for et ja til flerpartistyre. Museveni skal nu i gang med at forberede næste grundlovsændring, der kan sikre ham endnu fem år ved magten.

Hvis han valgte at stoppe nu, ville han gå over i historien som en stor statsmand. På trods af problemer med vold i fængslerne og uro mod nord, så vil han stå som den, der indførte relativ fred, økonomisk fremgang, pressefrihed, gav civilsamfundet mulighed for indflydelse og som den, der indførte forbedrede uddannelsesmuligheder og partidemokrati.

Hvis han fortsætter, er det sværere at spå om hans eftermæle.