Artikel fra MS-revy 6/89

Next Stop - MS

MS-revy har sat en aktivist fra Next Stop og MS' øst-vestarbejde stævne om bl.a. gensidig inspiration.

Af Peter Bischoff

09. december 1989

UNDER SLAGORDET "Go East" rejste 3000 unge danskere i september til Sovjet for at slå huller i jerntæppet. Det var afspæn­ding nedefra ud fra holdningen "Storpolitik er for stor til, at kun politikere skal tage sig af den". Men mammut-projektet er også blevet kritise­ret for kulturimperialisme, for at være vestens forkæle­de ungdom på safari. Med langt mindre pressedækning har MS i mange år haft øst-vest-udveksling på programmet ud fra den samme ide om afspænding nedefra.

Kan MS og Next Stop inspirere hinanden? MS-revy satte to aktivis­ter stævne - Torkild Sørensen, der er med i MS' øst-vest-gruppe i Århus, og Anders Agensø fra Next Stop's hovedkvarter i Guld­bergsgade.

- Er Next Stop en udfordring for MS' udvekslingsarbej­de - hvad angår størrelse, ideer og evnen til at opsøge alternative grupper?

Torkild: Så absolut! Og jeg håber, at vi i fremtiden kan få et samar­bejde op at stå og få nogle erfaringer fra Next Stop i form af den opfind­somhed, som vi ikke altid har været for gode til. Vi har været meget traditionelle. På nogle områder er vi meget bundet af be­grænsningerne i at være så stor en organisation.

MS-aktivist­er har måske haft svært ved at gøre op med den dér "du skal ikke tro, du er noget" og ikke turdet at hoppe ud i pro­jekter à la Next Stop. De kan godt lide at være inde under nogle faste babysit­tere. Men hvert år rejser 1000 ud gennem vores udveksling, og heraf sender vi nok 100 af sted hver sommer til Østeuropa på ung­doms­lejre og arbejds­lejre.

Kulturimperialisme?

- Next Stop er blevet kritiseret for kulturimperialisme og etno­centrisme, for mangel på forberedelse, for at være et rejsebureau og for druk og vandalisme. Kan I bruge MS' tradition for forberedel­se og opfølgning?

Anders: Bestemt, men det er svært at sige: sådan var Next Stop. Nogle er vendt hjem med alle de kritik­punkter. An­dre har sagt, det var en bragende succes. Det er meget forskelligt fra projekt til projekt, og det har meget at gøre med forberedelses­graden og hvor sam­mentømrede, projekterne var.

Det var svært at forberede folk. Vi prøvede at tilbyde Sovjetkur­ser og at lave orien­teringsdage. Men for mange har det mere været eventy­ret og spændingen i, at nu ta'r vi sgu derover, end det dér med at pløje et land igennem fra A til Z.

Jeg tror ikke, der findes én eneste Next Stopper, der føler sig tvangsindlagt til at forsvare Next Stop på godt og ondt. Men hvor­dan de enkelte projekter end har artet sig, har en masse taget noget selvoplevet med hjem. Det spreder reel viden frem for myter, og det er en appetit­vækker.

Torkild: Undersøgelser har nogle gange vist, at der slet ikke fiser noget ind på lystav­len, at folk tværtimod har det billede, som de havde i for­vejen...

Anders: Nu nævnte du arbejdslejre. Jeg er lidt modstan­der af ideen, fordi det er noget, der ikke ligner hver­dag. Jeg tror det vigtigste over­hovedet er at få lov til at se: Dét her er en skole­dag. Sådan går du ud og handler. Så langt strækker pen­gene. I det øjeblik man havner i en arbejds­lejr, bliver det altid kun­stigt, lidt ligesom at sidde på en campingplads i Spa­nien.

Torkild: Men i Østeuropa har der, ihvertfald tidligere, altid været den tendens til at arrangere i hoved og røv. Jeg spurgte engang en børnehave i Tjekkoslovakiet, om de ikke havde spontanitet. Så sagde de, jamen det havde de da fra syv til otte om morgenen...

Kompromisløshed

Anders: Det var netop for at undgå dét, at vi var så kompro­mis­løse i vores holdning til især Komsomol og de store officielle organi­sationer. Det har været et held, at der i Next Stop har siddet mange gamle DKUere, som selv har været derovre på, hvad nogle af dem nu kalder "hjernevaskerskoler". De vidste, at hvis man bare tog derover og overlod resten til dem, fik man ikke en skid ud af det...

Torkild: Det er måske netop dér, vi gerne vil samarbejde med Next Stop. For den kompromisløshed kan også have sine negative konsekvenser. Vi har snakket om: hvor har vi noget, Next Stop ikke havde? Hvis vi kan lære af jeres opfindsomhed, kunne vi måske give jer lidt om de konsekvenser. MS er jo en af de organisationer, som skal over og samarbejde med Komsomol, efter at I har været der.

Anders: Det, vi fandt ved at blive ved derovre, var en masse uoffi­cielle grupper, som faktisk nogle steder formåe­de at gå uden om Komsomol. Da Komsomol beslut­tede sig for at gå ind i Next Stop, blev de taget lidt på sengen. Det var nyt for dem at arbejde på den måde. Jeg tror, det har rystet dem, netop fordi vi sagde: Hvis I ikke kan det, vi vil, så prøver vi at finde nogle andre, og så gør vi det med dem.

Hvis vi havde prøvet det for fem år siden, ville vi have løbet panden mod en mur. Nu tror jeg, MS vil have masser af muligheder for at udnytte det. Kører I fast et sted, vil jeg godt være den, der leverer seks andre gode kontakter i området. Om ikke andet kan mange af dem sparke til Komso­mol lokalt.

Torkild: Jeg tror også, at Next Stop er mere kompromisløse end MS. Vi ville nok tænke - hvis vi var så opfind­somme - holder det nu til vores omdømme og traditio­ner? Hvor Next Stop har haft kompro­mis­løs­hed til at sige: det skal sgu gennemføres, lige meget hvad, også selv om det måske har en del bivirk­ninger også.

Anders: Vi prøver nu at få nogle meldinger fra alle grupper og at finde ud af, hvad vi fælles mener om det, der er sket, og hvad det leder videre til.

Torkild: Og vel også, hvad russerne synes?

Anders: Helt klart, men de er også splittede. Det giver nogle helt forskellige indtryk, om det er en gammel bureau­krat, der har arbej­det sammen med os et sted, eller en punk i Leningrad. Essen­sen for mig er, at der er sket en hel masse, og det helt positive er, at der er blevet lukket op. Jeg tror først og fremmest, at Next Stop har været en vejbaner.

Der er planlagt et dialogmøde med de andre grup­per i Norden og Sovjet i februar i Riga. Russerne har hele tiden spurgt os: hvad med bagefter? Efterlader I os så? Hvor vi har måttet sige, at vi ikke kan planlægge det på forhånd, det skal gro frem.

Kontinuitet

Torkild: Men det er så dér, hvor I måske bryder de ideer, vi arbejder efter. Hvis det skal ændres nogle holdnin­ger, så kræver det en kontinui­tet, en form for rytme. Den lange proces. Det går igennem det arbejde, vi laver: er det noget, vi kan bygge videre på, også i 1995?

Anders: Det er det, vi prøver at følge. Vi beder grupper­ne om at fortælle os, hvor meget genvisit, der finder sted.

- Hvad sker der fremover?

Anders: Vi er allerede blevet kontaktet af mange grupper, både i øst og vest. Men vi har hele tiden været bange for at ryge i den bås, at nu hiver vi nogle folk over og klapper dem på skulde­ren, og så tager vi over og bliver klappet på skulderen. Der må godt være lidt mere bid i det.

Hvis der kommer mere, tror jeg, det bliver en aktivitet i Europa. Men jeg er ikke sikker på, at det skal foregå med store centrale kul­minationer. Vi har snakket om at lave "valutafri" udvekslinger, der foregik nogen­lunde samtidig, så man fik noget ud af det her og nu, samtidig med at man ydede noget hjemme. Vi har også snakket om at tage udgangspunkt i Norden, i Østersøområdet.

Samarbejde

Torkild: Vi deltager i "Network", som er et samarbejde med øst- og vest-europæiske organisationer, men vi vil også gerne have kon­takter til de uformelle grupper. Vi har lige lavet udveks­lingsaf­taler med de baltiske republikker. Vi er med i Østersøtræffet på Born­holm, og sammen med en af vore internationale organisa­tioner prøver vi at arrangere mindst en lejr på samme tidspunkt. Hvor mange, der bliver til noget, afhænger af økonomi og aktivist­interesse. Vi vil bruge flere kræfter på østvest-området, gerne i samarbej­de med Next Stop.

Anders: Det bliver spændende, hvad vi kan bruge hinanden til. Jeg ved bl.a., at vores Born­holmsgruppe deltager i Østersøtræffet. Hvis der kom­mer nogle ideer på banen, er det oplagt at kontakte hinan­den og løbe noget igang lokalt. Men også på det mere centra­le plan. Jeg er en af de få, der sidder tilbage på kontoret, og vi vil gerne bruges. Vi har kontakter til meget forskellige grupper, som I kunne gennemgå. Vi er også meget åbne for input, for at kaste energi ind andre steder, hvis der er en god ide.

Torkild: I 85-86 var vi nogle aktivister, der gerne ville vægte øst-vest-arbej­det højere og prøve at få nogle uofficielle kontakter. Dengang blev øst-vest-området faktisk prioriteret ned. Og nu lider vi under, at man ikke var fremsynet. Det er bagsiden ved MS nogle gange: når man har opdaget en vogn, så hopper man med på den, men man kunne ikke finde på selv at sætte den i gang. Vi kunne godt væ­re bedre til selv at sætte vog­nene i gang. Det er meget med hele tiden at holde sig inden for nogle rammer.

Organisationsformerne

Anders: En af grundene til, at meget gik godt for os, tror jeg var, at der blev lagt et løst koncept op og også stillet krav til grup­perne selv: her er mulig­heder­ne samtidig med, at det er jer selv, der skaber det. Dét tændte mange på. De bedste af grupperne har kørt det helt selv - brugt vores fax-maskine og stort set ikke mere.

Men det er en frustration, at vi er blevet så store, at vi behøver en organisationsstruktur. Alene det at vi skulle opbygge et sekreta­riat i den størrelsesorden, som lige pludselig var påkrævet for at fyre dén mastodont af. Nu har vi de erfaringer, men det er også en form, der låser.

Next Stop Nevada var ikke andet end en kampag­ne. Nu disku­terer vi, hvad vi egentlig er. Et centrum, der fyrer nogle kam­pagner af? En bevæ­gelse? Og i et længe­re perspek­tiv for unge i dag: hvad vil de have? Den gode, gamle struktur, eller at man skaber en rygrad, en servi­cefunktion og så i øvrigt giver frit spil.

Vi har allerede haft diskussioner om demokrati og styreformer. Per­son­ligt har jeg det sådan, at hvis vi når op i nærheden af dét, vil jeg hellere være med til at ned­lægge det og bruge de ressourcer, der findes i det, til noget andet. Fremfor at begynde at konkur­rere med nogle andre, der laver fuldstændig det samme. Det er ikke det, vi skal. Så synes jeg, vores ide er død, slutter Anders.