Artiklen har i en anden form været bragt i Sjællandske Tidende den 2. januar 2009

Sudan er mit andet hjem

Siden Camilla Ankerstjerne Caspersen for første gang var i Sudan som 18-årig, er hun vendt tilbage igen og igen. Nu har hun bosat sig i det krigsmærkede land.

Af Janne Bruvoll, informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan

02. januar 2009

“Camilla, Camilla,” råber børnene efter den røde bil med det runde Mellemfolkeligt Samvirke-logo på siden. Normalt råber børnene “khawaja, khawaja,” som betyder fremmed, men som er blevet synonymt med hvide mennesker.

Camilla Ankerstjerne Caspersen er så træt af at være ’fremmed’, så nu er hun begyndt at forklare børnene, at hun altså hedder Camilla og ikke khawaja. Det er nemt for Camilla at snakke med børnene, for hun taler juba-arabisk ligesom dem. Alligevel er hendes anstrengelser resulteret i, at alle hvide – både mænd og kvinder – der bevæger sig ned ad vejen mod Mellemfolkeligt Samvirkes kontor nu kaldes Camilla.

Det er femte gang, Camilla er i Sydsudan. Første gang var i 1999, og der var der stadig borgerkrig i landet. Camilla kom hertil på en studietur sammen med andre unge mennesker fra Operation Dagsværk i forbindelse med årets kampagne.

”Jeg kan huske, at skolerne havde skudhuller i væggene og blev brugt som ammunitionslager. Det var soldater, der styrede det hele, og vi skulle tjekkes på kryds og tværs og måtte ikke tage billeder. Vi måtte ikke rejse frit rundt. Men samtidig var det et sted, hvor der var håb og vilje til at klare sig selv og sige, at her i Sydsudan skal vi finde vores egen måde at løse vores problemer på,” fortæller Camilla om den gang.

Borgerkrigen i Sydsudan brød ud i 1983, da oprørsbevægelsen Sudan People's Liberation Army i syd angreb Sudans regeringssoldater. Oprøret kom som en reaktion på den store økonomiske og politisk ulighed mellem det nordlige og sydlige Sudan, og at regeringen i nord havde indført muslimsk sharia-lovgivning i det hovedsageligt kristne syd.

Savnede Sydsudan

Soldaterne, bomberne og landminerne skræmte ikke Camilla, og hun vendte i 2002 tilbage til Sudan for at evaluere Operation Dagsværk-projektet, som blev lavet i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.

”Projektet resulterede i fem medborgerhuse og biblioteker, og vi støttede undervisningen af lærere. Der var skoler under krigen, men det var frivillige og uuddannede lærere, der stod for undervisningen, som foregik under mangotræerne og uden bøger. Nu står regeringen i syd for skolesystemet, men alle medborgerhusene eksisterer stadig i dag,” siger Camilla.

Fjerde gang Camilla kom til Sudan, var borgerkrigen slut. I januar 2005 underskrev Sudans regering og oprørsbevægelsen en fredsaftale, som blev afslutningen på borgerkrigen. Sydsudanesiske flygtninge begyndte at vende hjem fra deres eksil i Uganda og Kenya, mens de mange oprørssoldater – deriblandt mange børnesoldater – skulle afvæbnes og vende tilbage til livet uden uniformer og uden våben. Håbet om fred fik Mellemfolkeligt Samvirke til at starte nye projekter op i Sydsudan, og Camilla tog ned for at undervise en gruppe sydsudanesere i forumteater.

”Forumteater er en deltagerbaseret dramametode, hvor publikum bliver involveret i at finde løsninger på de problemer, der bliver vist i dramaet. Dengang var der mange problemer her, og det er der stadig, og folk vil gerne være med til at finde løsningerne. I et land som Sydsudan, hvor kun få kan læse og skrive, er drama en rigtig god metode at bruge. Det handler om at vise, at man kan skabe mulighed for forandring gennem handling,” fortæller Camilla.

Forumteater er blot en af de undervisningsformer, som Camilla arbejder med i dag, hvor hun er udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Sydsudan. Hendes job består blandt andet i at rådgive sudanesiske organisationer i, hvordan de kan lave undervisning og undervisningsmaterialer.

”Jeg er glad for mit job, fordi det både er meningsfuldt og udfordrende. Jeg kan lide at arbejde i Sydsudan, fordi det kan være nemmere at skabe forandring her end i Danmark. Man kan få ting til at ske her. Folk virker meget åbne for nye ideer, mens det kan være svært i Danmark, hvor jeg nogle gange synes, at folk altid har så travlt med alt muligt,” siger Camilla og tilføjer:

”Jeg bliver ved med at vende tilbage, fordi jeg interesserer mig meget for Sydsudan. Og nu har jeg jo mange venner hernede. Det er folk på min egen alder, som lever et helt andet liv end mig, men som jeg alligevel har meget til fælles med. Jeg føler mig hjemme her,” fortæller Camilla.

Derfor var det heller ikke nogen svær beslutning for Camilla at forlade Danmark og rejse til Sudan. Selv om hun denne gang har sagt ja til at være her i mindst to år.

”Jeg brændte efter at komme ud igen. Det kunne jeg mærke, efter jeg havde været hjemme et års tid. Jeg savnede Sydsudan, men jeg savner også Danmark, når jeg så er hernede. Noget af det, der gør, at jeg godt kan lide at være her, er, at folk – på trods af alt det de har været igennem under krigen – altid virker optimistiske, tålmodige og imødekommende. Det er nogle gange ikke til at fatte, at det er os hjemme i Danmark, der går rundt og er så sure hele tiden,” siger Camilla.

Krydser fingre for fred

I 2009 skal sydsudaneserne for første gang i over 20 år gennemføre et valg. Mellemfolkeligt Samvirke og organisationens sudanesiske partnerorganisationer arbejder for at gøre sudaneserne opmærksomme på, at valget er på vej, og fortælle dem, at de har en ret til at stemme og være med til at vælge, hvem der skal lede landet de næste fire år. Størstedelen af sydsudaneserne har aldrig oplevet et valg.

Valget er et led i fredsaftalen, og aftalen lover også en folkeafstemning i 2011. I folkeafstemningen skal befolkningen i syd beslutte, om de stadig vil være en del af et samlet Sudan, eller om Sydsudan skal være uafhængigt fra Sudan. Pessimisterne frygter, at valget og folkeafstemningen vil føre til nye kampe, mens optimisterne tror på, at de bliver første skridt mod et nyt og demokratisk Sudan.

”Det er rigtig spændende, og jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå nogenlunde fredeligt for sig. Hvis jeg ikke skulle være hernede nu, så ved jeg ikke, hvornår jeg skulle være her. Man kan jo aldrig vide, om der bryder krig ud igen, så det er nu, hvis jeg skal være med til at gøre en forskel,” siger Camilla.