Peter Tholstrup: Freden skal have en chance

I det krigshærgede land Sydsudan arbejder Peter Tholstrup for at give folk viljen til at tage kontrol over deres eget liv.

Støvet hvirvler op efter den røde bil med Mellemfolkeligt Samvirkes runde logo på siden. Peter Tholstrup sidder bag ratet, hvor støvet også finder ind og sætter sig i håret, på tøjet og på instrumentbrættet. Tørtiden er kommet til Sydsudan.

Peter Tholstrup er udviklingsarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og har boet i den sydsudanesiske by Yei siden november 2007. Før det arbejdede han i det nordlige Uganda i tre år. For et år siden troede Peter, at han ville være tilbage i Danmark nu.

"Efter tre år i Uganda var jeg egentlig på vej hjem, men så besluttede Mellemfolkeligt Samvirke at starte et nyt program op i Sydsudan. Mindre end to uger efter, at den beslutning var taget, pakkede jeg mine ting i bilen og kørte til landet."

Afgørende periode
Den fire timer lange køretur fra Peters hjem i det nordlige Uganda til Yei i Sydsudan kendte han allerede godt.

Hans job i Uganda bestod nemlig i at rådgive en af Mellemfolkeligt Samvirkes partnerorganisationer, som arbejdede for at skaffe uddannelse til befolkningen i Sydsudan. Peter så derfor jobbet i Sudan som en mulighed for at lære landet og befolkningen at kende for alvor.

"Selv om jeg havde været meget i Sydsudan, var der stadig meget, jeg ikke forstod. Når man er ude på den her måde, så handler det jo om meget mere end jobbet. Det handler om at leve og bo i et andet land og i en anden kultur. Jeg ved godt, at en som mig, der kommer udefra, aldrig kan komme helt til bunds, men jeg har stadig mange spørgsmål, som jeg er nødt til at være her for at få svar på."

Kylling og fritter
Peter er sikker på, at han er i Sydsudan på det helt rigtige tidspunkt.

"Det er en helt afgørende og spændende periode i Sydsudans historie. Efter årtiers krig og undertrykkelse har befolkningen nu faktisk mulighed for at skabe et samfund, hvor folk selv har noget at skulle have sagt." Det første demokratiske valg i Sydsudan i over 20 år finder ifølge planen sted næste år, og i 2011 skal der være folkeafstemning om, hvorvidt Sydsudan skal blive uafhængig eller fortsat være en del af Sudan.

"At bo og arbejde et sted, hvor muligheden for at tage en så vigtig beslutning er til stede, det er enormt spændende. Og det er i den grad med til at sætte mit eget liv og det samfund, jeg kommer fra, i perspektiv," siger Peter. Han sidder på en restaurant og bestiller en cola mere, da kvinden kommer og tager hans tomme tallerken.

Dagens frokost bestod af stegt kylling og pommes frites, som er den ret, man oftest kan få på spisestederne i Yei. Udvalget af råvarer er begrænset i byen, hvor størstedelen af varerne importeres fra Uganda via en meget dårlig jordvej, hvor lastbilerne især i regntiden kan være flere uger om at nå frem.

Sydsudan er frodigt, og potentialet for landbrug er stort, men produktionen er stadig lille, og de fleste dyrker kun grøntsager nok til at brødføde familien.

Det er bare et af beviserne på, at dette er et land, som kun for nylig kom ud af mere end 20 års borgerkrig.

Oprørsbevægelsen i syd og regeringen i det nordlige Sudan lagde våbnene fra sig i 2005, da begge parter underskrev en fredsaftale.

"Sydsudan er et meget kontrastfyldt sted. Her er på en og samme tid en kæmpe optimisme og en kæmpe pessimisme i forhold til, hvad fremtiden vil bringe," fortæller Peter.

"Efter årtiers krig og undertrykkelse har befolkningen nu faktisk mulighed for at skabe et samfund, hvor folk selv har noget at skulle have sagt."

Freden får en chance
Valget i 2009 og folkeafstemningen i 2011 er begge led i fredsaftalen, og der er generelt enighed om, at de bliver afgørende for, om freden holder. Pessimisterne frygter, at valget og folkeafstemningen vil føre til nye kampe, mens optimisterne tror, at de bliver første skridt mod et nyt og demokratisk Sudan.

"Jeg har ind imellem haft samtaler med folk, der har sagt, at 'det kan godt være, at der er fred nu, men der bliver krig igen. Det kan godt være, at vi har fået vores egen regering, men den tænker kun på sig selv. Krigen vil komme igen, og vi kan lige så godt sætte os ned og vente på den'. Det ville være naivt at tro, at der ikke er en risiko for, at krigen kommer igen. Men hvis man ikke giver freden en chance, så bliver risikoen for krig bare endnu større. Hvis der er et håb, så er man nødt til at gribe det og selv gøre, hvad man kan, for at give freden de bedste vækstbetingelser," mener Peter.

Men det kan være svært at grave håbet frem, når man er vokset op i et land, hvor børn var soldater, byer blev bombet, og befolkningen måtte bo i flygtningelejre i nabolandene.

"Det værste ved at være her er, når jeg oplever folk, der har mistet troen på, at de selv kan tage kontrol over deres liv. Alle de følgevirkninger, der er af krigen, er jo forfærdelige. De synlige følgevirkninger, som når folk bliver dræbt af landminer, som en af mine venner gjorde for nylig, er i sig selv frygtelige, men det værste er den manglende tro på, at de selv kan være med til at skabe forandring."

Det giver mening
Det giver mening i at samarbejde med sydsudanesere om at skabe forandring. Han rådgiver organisationer om demokrati, og om hvordan de politisk kan kæmpe for deres sag.

"Afhængighedssyndromet er meget udbredt i Sydsudan, hvor der har været krig og nødhjælp i en meget lang periode. Det skaber en forventning om, at nogen udefra skal komme og hjælpe. Det, jeg og Mellemfolkeligt Samvirke gør, er at støtte folks egne initiativer, så de får indflydelse på deres eget liv. Det er for mig at se den eneste måde, hvorpå man kan være med til at skabe virkelig forandring i et samfund."

Peter kan snakke længe om, hvorfor han og Mellemfolkeligt Samvirke er i Sydsudan – og det gør han også.

"I Danmark er vi vant til at tage demokratiet for givet. Derfor er det fantastisk spændende at være her, hvor folk tager imod de her nye muligheder og engagerer sig i deres egen fremtid. Og de har en sult efter at være med til at bestemme, efter de ikke har haft chancen i så mange år," fortæller han begejstret og tilføjer:

"Det, der får mig til at blive her, er, at jeg har et arbejde, som for mig giver mening. Det handler om, at det, jeg laver, er relevant, og at jeg sammen med andre er med til at skubbe til nogle ting, der kan gøre en reel forskel. Samtidig føler jeg, at jeg lærer noget nyt hver dag, og at jeg får en faglig og personlig ballast, som jeg kan bruge fremover."

Peter regner med at vende tilbage til Danmark på et tidspunkt, men hvornår ved han ikke.

"Jeg ville være ked af at rejse herfra, før jeg føler, at jeg har bidraget med alt det, jeg kan," siger han.