Tanzanias forsvundne ungdom

Når størstedelen af befolkningen i Tanzania er unge under 35 år, er det afgørende for udviklingen af landet, at unge deltager i de politiske strukturer.

Turen til Kilindi og Kiteto havde til formål at indsamle viden om unges nuværende deltagelse i lokaldemokratiet i de to distrikter for at kunne støtte de unge på den bedste måde og for samtidig at kunne sammenligne situationen idag med udviklingen undervejs og ved afslutningen af programmet. Foto: Lea Wermelin

Når man bevæger sig rundt på de tanzanianske regeringskontorer eller deltager i politiske møder i landsbyer, sidder man tilbage med en fornemmelse af, at de unge er blevet væk. Hvor er de unge blevet af og kan et demokrati virkelig fungere uden deltagelse fra halvdelen af de stemmeberettigede?

Tanzania har helt fra afslutningen på kolonitiden været en ’donor darling’, fordi landets første præsident drømte om at opbygge en afrikansk velfærdsstat efter skandinavisk forbillede. Velfærdsstaten er ikke lige om hjørnet, men et ungt demokrati er begyndt at tage form efter at etparti-styret blev afskaffet i 1995. Alle steder, hvor man bevæger sig hen i det officielle Tanzania støder man imidlertid kun på gamle mænd. En uges tur ud i de to landdistrikter, Kilindi og Kiteto, langt fra Dar es Salaam, gav imidlertid svaret på hvor de unge befinder sig.

Uspoleret landskab

Efter mange timers kørsel på en hullet jordvej når vi frem til Songe, der er distriktshovedstad i Kilindi. Udsigten undervejs har været intet mindre end fantastisk med den karakteristiske røde jord og en natur, der strækker sig så langt øjet rækker. Det er først da vi ankommer, lige inden det bliver mørkt, at det går op for mig at en af grundene til at turen har været så smuk, er at landskabet er uspoleret. Ingen højspændingsledninger har fulgt os på vej og derfor heller ingen elektricitet! Måske ikke ligefrem årsagen til de unges manglende deltagelse i demokratiet, men i hvert fald et sikkert tegn på hvilket udviklingstrin Kilindi befinder sig på.

Ansvar for 52.000 unge

Da solen står op dagen efter, mødes vi med Modi Mnugumi, der er den første og eneste ’youth officer’ i distriktet og dermed ansvarlig for arbejdet med distriktets ca. 52.000 unge. Sammen med Beno Haule og Adelina Ndumbaro, der også er ansat i distriktet, har hun påtaget sig opgaven at arrangere en række møder med unge i distriktet. De første jeg møder, er unge fra Seuta gymnasium, som er ressursestærke sammenlignet med de mange unge, der aldrig når igennem Tanzanias folkeskole. Det mærkes bl.a. tydeligt på deres høje ambitioner og mange holdninger til regeringens manglende fokus på unge. Mjuma på 17 fortæller om, hvordan ”youth are denied their rights” og Janet fortæller ”that if parents knew the importance of education, they would take their children to school, but they don’t”.

Og Janet rammer ikke ved siden af.

Efter besøget på skolen, mødes jeg med en række unge, som ingen uddannelse har og tilsyneladende heller ikke noget arbejde, da de er i stand til at mødes kl. 11 om formiddagen. Efter uddeling af et spørgeskema om unges deltagelse i lokaldemokratiet møder endnu en forhindring mig – og det bliver ikke første gang på turen. Mange af dem kan hverken læse eller skrive. Det klares dog ved oplæsning, men resultatet er ikke opløftende. Ingen af dem har deltaget i landsbymøder om lokal planlægning – de har faktisk aldrig hørt om dem.

Manglende respekt for unge

Det på trods af, at hver enkel landsby ifølge tanzaniansk lov skal invitere alle til at være med til at prioritere udviklingsprojekter på et årligt møde. Det forklarer en ung i landsbyen Kibarashi, som jeg efterfølgende kommer til, med at ”youth are not respected in Tanzania”.

I Kiteto distrikt taler jeg med unge, der forsøger at etablere et ungdomsforum i distriktet for at give unge en mulighed for at diskutere deres problemer og for at sørge for, at de unges stemme bliver hørt af beslutningstagerne i Kiteto. Det er åbenbart langt fra tilfældet idag. Abbas på 32, der efter tanzaniansk standard stadig hører til blandt de unge, fortæller blandt andet at ”during elections, there are a lot of threats and young people sell their voting cards because they are unemployed and need money”. Ali tilføjer: ”It is important that we become organised and empowered”. Inden jeg tager afsted, afslutter Fadhili med: ”The government is there, but it has forgotten about us”.

Da jeg kører fra Kiteto er jeg blevet en hel del klogere på mange af de udfordringer, som unge i Tanzania står overfor i forbindelse med at deltage i de politiske processer. Det positive er dog, at de unge gerne vil. – Det negative – at de mangler uddannelse og ikke mindst opbakning til at kræve deres ret til at deltage og have indflydelse på de beslutninger, der påvirker deres dagligdag.