Bragt i Jyllands-Posten 3. maj 2005

International debat: Gråd og blod i menneskehedens vugge

De slås altid, de sorte. Men hvorfor? Ofte udlægges Afrikas konflikter som etniske: Stammerne kan ikke udstå hinanden. Men i virkeligheden er det tit kamp om adgang til livsvigtige naturressourcer, der er årsag. Som i Kenya, hvor 33 for nylig blev dræbt i en serie voldelige konflikter om adgang til og fordeling af jord. Og Vesten? Vi er ikke kun tilskuere. Vi er en del af problemet!

Af Kristian Sloth, udviklingsarbejder For Mellemfolkeligt Samvirke og Søren Hougaard, formand For Mellemfolkeligt Samvirke

03. maj 2005

Det er ikke løvebrøl, men menneskegråd, man for tiden hører, når man i 2.500 meters højde nyder den ubeskrivelige udsigt over Great Rift Valley 40 kilometer uden for Nairobi på vej mod den verdensberømte nationalpark Maasai Mara. 

Herfra kan man på en klar dag se de 50 kilometer tværs over dalen, der på langs strækker sig fra Etiopien til Mozambique. Dalen kaldes Menneskehedens Vugge, fordi det var her, de første mennesker levede. Nedgangen til dalen er som en trappe med to trin. På det første er jorden grøn, ordnet i små firkantede parceller, hvor der dyrkes majs og grøntsager. 

Det er typisk Kikuyu-land. Hver en kvadratmeter af Kenyas bedste landbrugsjord er udnyttet til det tætteste, man i Kenya kommer produktivitetsmæssig perfektion. På næste trin skifter landskabet markant og bliver til gul-brun steppe. Her begynder det, der længe før briterne ankom i slutningen af 1800-tallet, oprindeligt var Maasai-land, og som længere vestpå bliver til Maasai Mara. 

Da skotten Joseph Thompson som britisk udsending ankom til Maasai-land i 1883, strakte det sig fra de nordlige dele af Kenya langt ned i Tanzania. Her vandrede Maasaierne i overenstemmelse med regnmønstre med deres kvæg side om side med løver og Thompson Gazeller (opkaldt efter førnævnte Thompson) på kryds og tværs i søgen efter frisk græs. Mod nordvest, nord og nordøst levede andre nomader. Pokot, Toposa, Samburu, Turkana, Rendille, Gabbra, Borana og Somaliere. 

I øst, syd og vest var befolkningen fastboende agerbrugere, der dyrkede jorden. Kikuyu, Kamba, Luhya og Luo. Det skete, at der opstod konflikt mellem grupperne. Men for det meste levede de kvægnomader som agerbrugere fredeligt side om side, men uden det store samkvem. 

Kamp om jorden 
I dag er den relative idyl brudt. Kenyas aviser har de seneste måneder skrevet om voldsepisoder omkring den lille by Mai Mahiu, som ligger på det nederste trin ved foden af Great Rift Valleys ene bjergskråning. 

Foreløbig er 33 mennesker dræbt og flere sårede i konflikten, der, ligesom mange andre konflikter i Kenya, handler om fordeling af og adgang til jord. Sådanne konflikter er delvist et produkt af kolonitiden. Afrikas befolkninger oplevede kolonitiden med forskellig intensitet. Kenya er et af de lande, hvor kolonistyret var synligt, gennemgribende og ofte brutalt. 

Briterne forelskede sig i Kenyas natur og klima, og de så hurtigt, at jorden havde potentiale til at levere en saltvandsindsprøjtning til britisk økonomi. Under Sir Charles Elliotts guvernørskab i det første årti blev hundredtusinder hektarer jord derfor inddraget og givet eller udlejet for håndører til importerede britiske farmere. 

De bosatte sig på kæmpestore farme i Great Rift Valley og i Kikuyu-højlandet omkring Mount Kenya, og fik det hurtigt forvandlet til en forvokset kopi af det skotske højland. Ikke mange folkegrupper gik fri af jordtab. I 1904 blev Maasaierne for eksempel koncentreret i to reservater i hver sin ende af deres årtusinder gamle hjemland i Rift Valley. Jorden skulle bruges til britiske nybyggere. 

I 1911 blev også det nordlige reservat inddraget. De store jordtab var hovedanledning til det Kikuyu-styrede Mau Mau-oprør i 1950'erne, som medvirkede til briternes beslutning om at forlade Kenya. Kampen mellem Mau Mau og briterne var til tider bestialsk. Mau Mau-fanger blev tortureret i koncentrationslejre, tilfangetagne briter blev ofre for rituelle mord. Kenya blev uafhængigt i 1963, men jordproblemerne blev ikke løst af den grund. 

En af præsident Jomo Kenyattas nye regerings første store projekter var et genbosættelsesprogram, hvor i praksis kun få af landets grupper, med statstilskud, fik mulighed for at opkøbe 400.000 hektarer af den jord, der blev ledig, når britiske farmere forlod landet.

Koncentration af jord 
Siden er Kenyas jord blevet mere og mere centraliseret omkring en mega-rig elite af politikere, erhvervslivets top, højt placerede statsansatte, farmernes efterkommere, internationale berømtheder som den verdenskendte kunsthandler Alec Wildenstein, og multinationale selskaber som Del Monte. 

I følge Ndung'u-rapporten (2004), der afdækkede korruption med jord i Kenya, har elitens metoder til at fravriste de fattige masser jorden overvejende befundet sig på et konstant niveau mellem lyssky og stor-korrupt. Staten bruges som dække, og ofte har den politiske elite sat etniske grupper op imod hinanden, efterfølgende flyttet grupperne til andre områder og beholdt den ledige jord selv. 

Som efterkommere af landets første præsident sidder Kenyatta-familien alene på omkring 200.000 hektarer (2.000 km). Tidligere præsident Moi har omkring det halve og den nuværende præsident Kibaki mindst 15.000 hektarer. Taberne findes i hele landet. Langs kysten og i tidligere præsident Mois baggård, bor de i titusindvis som squatters (jord- og hjemløse). 

Problemerne på kysten går også tilbage til kolonitiden. Inden for en 15 kilometer bred zone langs hele Kenyas kyst inddrog briterne først al jord. Herefter gjorde man skøder på jord obligatorisk og uddelte dem til personer, der ansøgte herom. Problemet for de lokale var, at de aldrig blev informeret om den mulighed. I stedet gik jorden til arabere, briter og enkelte uddannede afrikanere. 

I dag er mange jordløse. Andre har fået lov til at banke nødtørftige hytter op på de riges jord, men må dagligt leve med frygten for at vågne op til synet af en bulldozer på vej til at rive hytten ned og sætte beboerne på gaden. 

I storbyerne havner taberne i spillet om jordfordelingen i slumområderne. På landet knokler agerbrugerne for at finde job som daglejere for at supplere den lille afgrøde, deres smålodder kan producere hvis de har noget lod. 

I miljøets navn 
En metode, der i nyere tid er blevet brugt til at fratage nomaderne jord, er naturbeskyttelsesprojekter. Kenya er, støttet af det internationale samfund, optaget af at udbygge landets vildtbestand og medfølgende turismeindustri, som står for dets næststørste indkomst af fremmed valuta. 

Som i alle andre sektorer i Kenya, der er blandt de 10 lande i verden med størst forskel mellem rig og fattig, sidder den føromtalte oligarkiske elite også tungt på turismen. Kenyanske aviser har dokumenteret, at de i naturens navn tiltrækker milliarder af dollars fra især Verdensbanken og US Aid til naturbeskyttelsesprojekter. 

Parallelt hermed skyder nye luksushoteller op i det voksende antal reservater og private vildmarksområder, som politikerne inddrager, og overtager eller sælger til andre dele af det sammentømrede oligarki. Naturbeskyttelses-projekterne er katastrofale for nomaderne. 

Ikke alene eroderer deres livsgrundlag i takt med, at de får adgang til mindre jord, hvilket er en væsentlig grund til, at det nordlige Kenya tit figurerer på FN's lister over områder med behov for fødevarehjælp. Det er også deres livsstile, kulturer og identiteter som folk, der er på spil. Fra den ene dag til den næste mister de adgang til hellige steder og forfædregrave, når nye elektriske hegn skyder op, fordi endnu et stykke af deres jord privatiseres. 

Når de helt mister adgangen til græs og vand, og de må sælge deres dyr, har de kun byerne at flytte til, hvilket for manges vedkommende vil sige Afrikas næststørste slum, Kibera i Nairobi. Her risikerer de at blive job-, hjem- og identitetsløse sociale vrag uden kontakt til familie, historie og kultur. 

Folket mod eliten 
Men så længe der er liv, er der som bekendt håb. Kenyanerne er, anført af organisationer i civilsamfundet, begyndt at øge presset på regeringen for at sætte jordspørgsmålet på den politiske dagsorden.

 De er oppe imod en magtfuld elite. Den opløser lovlige møder, chikanerer enkeltpersoner, lukker organisationer og truer med udvisning af udenlandske personer og organisationer, der støtter bestræbelserne for en mere retfærdig jordfordeling. 

Foreløbig har det måske lagt en dæmper på processen, men den er ikke standset og kan ikke standses. For den almindelige kenyaner er det et spørgsmål om overlevelse for sig selv og sin familie. 

Vi kommer til at høre mere om Kenyas jord, og landet vil føje sig til listen af lande med allerede internationalt kendte jordfordelingsproblemer: Zimbabwe, Sydafrika, Namibia, Botswana, Tanzania. 

Og Kenya bliver ikke det eneste nye land på listen. Andre øst- og sydafrikanske lande og Sydsudan vil snart føje sig til. I en tid da der i det internationale samfund fokuseres mere og mere på, hvordan det kan undgås, at konflikt underminerer mulighederne for udvikling, er det helt afgørende, at man får fokus på, hvordan man kan afmontere den tikkende bombe, som for eksempel himmelråbende skæv jordfordeling er. 

Og det er ikke bare afrikanernes problem. Vesten var og er med til at skabe dem.