Tørke tvinger mozambikanske bønder til at leve af rødder
Efter at mangel på nedbør ødelagde høsten i det sydlige Mozambique, har regntidens første kraftige byger forårsaget store oversvømmelser og kostet 25 mozambikanere livet.
|
|
Tør jord og lige så tørre afgrøder truer mange mozambikaneres muligheder for ordentlig ernæring. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
|
19. januar 2009
To års tørke har tvunget landbefolkningen i en region i det sydlige Mozambique til at leve af rødder og små hårdføre planter. Det siger Arménio Langa, leder af CCM Chibuto, en af MS Mozambiques partnerorganisationer.
”Normalt dyrker bønderne her på egnen majs, maniok, søde kartofler, græskar og bønner. Men de seneste par år har det næsten været umuligt, fordi det ikke har regnet. Det tvinger landbofamilierne til at leve af rødder, de graver op af jorden, og planter, der kan klare det tørre klima,” forklarer Arménio Langa, som tilføjer:
”Folk dør ikke af sult, men den smule føde, de får i sig, kan højest fylde maven. Der er ingen næring i at spise rødder. Så ud over at blive fejlernærede er folk på landet også mere udsatte for sygdomme, fordi deres immunsystem er svækket på grund af mangelen på mad,” siger Arménio Langa.
|
|
Arménio Langa, leder af en af MS Mozambiques partnerorganisationer, advarer om alvorlige og vidtspredte følger af den fejlslagne høst. Foto: Henrik Lomholt Rasmussen
|
Flugt til byen
Ud over øge risikoen for fejlernæring og sultedød er de kummerlige forhold på landet ifølge CCM-direktør Arsénio Langa også med til at lægge pres på byen Chibuto; en søvnig distriktshovedstad cirka 250 kilometer nord for Mozambiques hovedstad, Maputo.
”På grund af de dårlige forhold på landet søger mange, især unge, mod byen i håb om at finde mad og beskæftigelse. Men de kommer forgæves. For Chibuto har hverken infrastruktur, boliger eller job til de mange tilflyttere,” siger Arménio Langa.
Han anslår, at Chibutos indbyggertal på få år er vokset fra 63.000 til ca. 80.000; en befolkningstilvækst på knap 25 procent.
Regnen truer
Efter at have været udsat for den langvarige tørke trues mange mozambikanere nu af voldsomme regnskyl i den netop begyndte regntid. Den heftige nedbør har hidtil kostet 25 mennesker livet og drevet flere tusinde fra deres hjem. Hjem, som ofte ligger på den frugtbare jord nær Mozambiques store floder, som er gået over deres bredder på grund af regnen.
En anden ubehagelig følge af nedbøren er, at den – som følge af de oftest elendige kloaksystemer i de mozambikanske byer – har sat skub i den koleraepidemi, som har hærget Mozambique siden oktober 2007. Den dødbringende sygdom har hidtil resulteret i ca. 170 dødsfald og 15.000 registrerede tilfælde af kolera.



