Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Hård kritik af Robert Mugabe

Sprækker i den mozambikanske mur af tavshed

Mozambiques ledere har hidtil holdt lav profil sagen om krisen i Zimbabwe. Men for nylig langede Graça Machel, højtstående medlem af Mozambiques regeringsparti og Nelson Mandelas hustru, hårdt ud efter Robert Mugabe.

Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder MS Mozambique

28. januar 2009

Officielt har Mozambique holdt mere end lav profil i sagen om krisen i Zimbabwe. ”Lad os gå ad forhandlingens vej. Robert Mugabe og Morgan Tsvangirai skal nok finde en løsning,” har det gang på gang lydt fra Armando Guebuza, Mozambiques præsident og Robert Mugabes våbenbror fra dengang, de to herrer kæmpede for deres landes selvstændighed.

Netop det forhold er en vigtig årsag til, at Mozambique, i hvert fald fra officielt hold, hidtil har været en mur af tavshed, når det handler om kritik af Robert Mugabe. En gammel allieret skælder man ikke ud, er filosofien.

Opgør med fortiden

Men for nylig blev der slået sprækker i denne mur, da Graça Machel, højtstående medlem af Mozambiques regeringsparti, enke efter Mozambiques første præsident, Samora Machel, og Nelson Mandelas hustru, langede hårdt ud efter Robert Mugabe.
Det skete ved åbningen af ”Save Zimbabwe Now”-kampagnen i Johannesburg i Sydafrika i sidste uge.

Adspurgt om Robert Mugabe burde træde tilbage, svarede Graça Machel: ”Det har det zimbabweanske folk allerede sagt ...ved at stemme”. Ved samme lejlighed gjorde den 63-årige kvinde også op med ideen om, at fortidens helte er urørlige.

”Hvad er der siden sket i Zimbabwe? Mine kolleger fra i går mishandler nu deres eget folk, fordi folket simpelthen bevidst stemte dem væk fra magten. ...Enhver regering som overfalder sine egne borgere, sit eget folk, har fuldstændig mistet enhver form for legitimitet,” sagde Graça Machel.


Isoleret holdning
At dømme efter de få kommentarer, andre topfolk fra Frelimo har givet om krisen i Zimbabwe, står Graça Machel alene med sin holdning. Således skrev en af Frelimo-partiets fremtrædende talsmænd, Elisio Macamo, for nylig i en kommentar i det regeringstro mozambicanske dagblad Notícias at ”dæmoniseringen af Mugabe er en del af problemet, ikke løsningen”.

I sit indlæg beskylder Elisio Macamo USA og Storbritannien for at bruge krisen i Zimbabwe til at underminere afrikanske ledere og institutioner, hvilket gør det sværere at finde en løsning; den proces kræver ifølge Elisio Macamo både Mugabes deltagelse, samt at han bliver præsident for Zimbabwe.