Presse   Jobs   Dokumenter   Om MS   Kontakt
dansk english Facebook Twitter
Unge danskere på research-rejse i Sydafrika og Mozambique

Operation Dagsværk-folk tæt på Mugabe

Under en Zimbabwe-demonstration i Johannesburg kørte Robert Mugabe tæt forbi 12 Operations Dagsværk-folk. De er i Sydafrika og Mozambique for at indsamle materiale til årets Operation Dagsværk, som støtter et MS-projekt i Zimbabwe.

Til en demonstration i forbindelse med et SADC-møde for nylig i Johannesburg oplevede Operation Dagsværk-folkene høj stemning og håb om, at de afrikanske ledere ville finde en løsning på krisen i Zimbabwe. Demonstranternes håb blev ikke indfriet. Foto: Mick Anderson
Til en demonstration i forbindelse med et SADC-møde for nylig i Johannesburg oplevede Operation Dagsværk-folkene høj stemning og håb om, at de afrikanske ledere ville finde en løsning på krisen i Zimbabwe. Demonstranternes håb blev ikke indfriet. Foto: Mick Anderson
Af Henrik Lomholt Rasmussen, informationsmedarbejder MS Mozambique

04. februar 2009

Hold da kæft, Robert Mugabe kørte lige forbi os. Omtrent sådan tænkte den 20-årige Operation Dagsværker (OD’er) Lærke Cecilie Anbert, da Zimbabwes forkætrede leder passerede hende, mens hun overværede en demonstration i Johannesburg i Sydafrika.
”Demonstrationen blev holdt nær Union Building, hvor SADC (Udviklingskomiteen for det sydlige Afrika) skulle holde et møde om krisen i Zimbabwe. Stemningen blandt demonstranterne, hvoraf mange var zimbabweanere, var høj. Folk var glade og dansede, fordi de troede, at SADC ville finde en løsning. Pludselig kørte Robert Mugabe forbi os i sin store, pansrede bil, som han havde fået fløjet fra Harare (Zimbabwes hovedstad) til Johannesburg. Det var lidt vildt,” fortæller Lærke Cecilie Anbert.

Flygtningene fra Zimbabwe bor under trange kår i Johannesburg. Foto: Mick Anderson
Flygtningene fra Zimbabwe bor under trange kår i Johannesburg. Foto: Mick Anderson
Den 20-årige dansker er rejst til Sydafrika og Mozambique sammen med 11 andre OD’ere for at indsamle stof om krisen i Zimbabwe og dens effekt på den plagede nations naboer. Lærke Cecilie Anbert og hendes jævnaldrende kolleger har blandt andet mødt repræsentanter for Zimbabwe Exile Forum, Zimbabwe Peace Project og Zimbabwes største oppositionsparti, MDC.

Optakt til Dagsværk
Ud af interviews, ideer og indtryk skal OD’erne lave undervisningsmaterialer og et multimedieshow, der skal henholdsvis bruges og vises på danske gymnasier i efteråret som optakt til Operation Dagsværk 4. november. Den dag erstatter ca. 30.000 elever fra 150 danske gymnasier undervisningen med bilvask, havearbejde, gadeteater og andet arbejde til en dagløn på 50 USD.
Sidste år rejste eleverne 7,5 mio kr. til et skoleprojekt i Niger. I år vil pengene gå til MS´ projekt ”Breaking the Culture of Silence”, der ved at støtte to zimbabwiske ungdomsorganisationer skal give 3.000 unge zimbabwere øget selvværd og indsigt i eget liv tør bryde med autoritetstro, handle aktivt og i sidste ende få indflydelse på Zimbabwes udvikling.

For stor risiko
Af sikkerhedshensyn rejser de unge danskere rejser ikke til Zimbabwe, men to af deltagerne, kampagneleder Mikkel Iversen og fotograf Mick Anderson, tager til det uroplagede land, når resten af gruppen er vendt hjem om en uges tid.
”Det er selvfølgelig ærgerligt, at OD’erne ikke kommer til Zimbabwe, men den risiko turde vi ikke løbe. I stedet koncentrerer gruppen sig om to af Zimbabwes nabolande – Sydafrika, der modtager mange zimbabweanske flygtninge, og Mozambique. Via MS Mozambique mødte vi landflygtige zimbabweanere og eksperter, som fortalte os om de tætte bånd mellem Mozambique og Zimbabwe,” forklarer OD-kampagneleder Mikkel Iversen.
For tiden er OD’erne i Sydafrikas Limpopo-provins, der som nabo til Zimbabwe er hårdt belastet af de mange zimbabweanere, der flygter fra vold, fødevaremangel og galopperende inflation i deres hjemland.

Spændt situation
At situationen er spændt, erfarede OD’erne blandt andet i Sydafrikas hovedstad, Pretoria, under et besøg på en nedlagt fabrik.
”Her boede 250 zimbabwiske illegale flygtninge under elendige forhold. I starten var de folk, vi talte med, vældigt søde, men til sidst begyndte de at forlange, at vi skulle give dem penge til mad og den slags,” siger en anden OD’er, 22-årige Anne Sofie Kiil.
Oplevelsen styrkede hendes tro på, at MS har fat i den lange ende med sit ”Break the Culture of Silence”-projekt.
”Frem for at give folk lidt mad og nogle penge er det vigtigere at tage fat om problemets rod og forsøge at forbedre forholdene i Zimbabwe. Det prøver MS på med sit projekt. Selvfølgelig er det kun en dråbe i havet at ville hjælpe 3.000 zimbabwere, men vi kan håbe på, at vi ved at oplyse om projektet kan være skabe øget opmærksomhed om Zimbabwe og måske give andre organisationer lyst til at støtte en bedre udvikling i landet,” siger Anne Sofie Kiil.