Irak: Et dansk Vietnam?

Søren Hougaard ønsker, at de danske tropper trækkes hjem, og at pengene bruges på at støtte det skrøbelige irakiske civlsamfund.

Af Søren Hougaard, formand for Mellemfolkeligt Samvirke

28. januar 2005

Verdenshistorien har det med at vise genudsendelser, selv i tider, hvor alt synes i forandring. I Bagdad sidder de internationale journalister på afkølede hotelværelser og beretter om forholdene i et Irak, der afholder valg på søndag. Det er for farligt at gå ud i de oprørske gader, så nyhederne produceres primært ved hjælp af officielle kilder fra Iraks regering og besættelsesmagten.

Sitationen i Irak giver mindelser om Vietnam-krigen, der først blev mødt med stor modstand, da de virkelige billeder af og nyheder om krigen nåede ud til befolkningerne i de krigsførende lande. Det vil muligvis gentage sig. Indtil videre præsenteres vi for et nærmest Orwellsk univers, hvor begreber som frihed og demokrati bruges til at legitimere undertrykkelse og krig.

Det oplagte spørgsmål er, om et demokratisk valg overhovedet er muligt under en udenlandsk besættelse, etableret ovenpå en ulovlig krig. Omkring 50 irakiske partier boykotter valget, der er baseret på besættelsesmagtens midlertidige grundlov. Denne nye forfatning gjorde det med ét slag muligt for amerikanerne at privatisere et stort antal statslige virksomheder. Kun partier, der accepterer denne nye grundlov, må stille op til valget. De har til gengæld modtaget adskillige millioner dollars fra USA og landets offentlige bistandsorganisation, USAID.

Søndagens tvivlsomme valg ledes af Iraks midlertidige præsident, Lyad Allawi, der som bekendt er indsat af USA. Han er kendt som tidligere CIA-agent med terroristiske tilbøjeligheder og bor i besættelsesmagtens såkaldte Grønne Zone, afskærmet fra resten af landet. Sammen med amerikanerne har Allawi fastholdt Saddam Husseins undertrykkende lovgivning bl.a. mod fagforeninger, der ellers kunne præge et nyt, demokratisk civilsamfund.

Hvad har den danske regering tænkt sig at gøre ved det? Ingenting, tilsyneladende. Fogh-regeringen lader sig heller ikke anfægte af, at Pentagon ifølge Newsweek overvejer at indføre deres berygtede dødspatruljer i Irak. The Salvador Option, kaldes det desperate skridt, opkaldt efter de amerikansk betalte dødspatruljer, der myrdede tusinder af politiske modstandere i Mellemamerika i 80’erne. USA’s nuværende ambassadør i Irak, John Negroponte, er ikke uden erfaring i den disciplin. Han var USA’s ambassadør i Honduras i den blodige periode.

Hvad burde Danmark gøre? Træk de danske tropper hjem og brug pengene til at støtte det skrøbelige og spæde irakiske civilsamfund. Et aktivt og stærkt civilsamfund er vigtigt i den demokratiske genopbygning af Irak. Det vil dog være svært for danske organisationer at være med i det samarbejde, inden danske styrker er trukket ud, da de ellers risikerer at blive skudt i skoene, at de blot legitimerer besættelsen.

Fogh sendte Danmark i krig på et spinkelt parlamentarisk grundlag. Det er helt afgørende, at regeringen igen får skabt bred konsensus om udenrigspolitikken. Der må og skal føres en udenrigs- og sikkerhedspolitisk kurs med bred tilslutning i Folketinget. Og så skal FN-sporet forfølges langt mere aktivt, end regeringen hidtil har været villig til. Med sædet i FN’ Sikkerhedsråd må det også være i regeringens interesse.